Bente Clod – Det lesbiske spor

Forfatteren Bente Clod brød selv igennem her i Danmark tilbage i midten af 1970’erne, hvor hun skrev romanen Brud. Her skrev hun om, da hun brød med en mandlig kæreste til fordel for en kvinde. Bogen blev en megasællert i alle nordiske lande.
Bente Clod fortæller om den amerikanske digter Emily Dickson, og i romanen beskriver hun blandt andet Dickinsons kvindekærligheder og det lesbiske spor i Dickinson-forskningen efter digtenes udgivelse.
Nu er Bente Clod aktuel med bogen Emily Dickinson – Skrift og drift. Den verdensberømte amerikanske digter levede fra 1830 til 1886.
Bente Clod har beskæftiget sig med Emily Dickinson siden 1981, hvor hun fik en forespørgsel fra en forelægger om, hun ikke ville oversætte hendes digte. Det gjorde hun – men den kom først ud i 2005 og blev til bogen På min vulkan. Når det gik så mange år, skyldtes det blandt andet, at digteren Poul Borum også udkom med en oversættelse af nogle af Emily Dickinsons digte.
Bente Clod har i sit forfatterskab aldrig lagt skjul på, at hun var en del af kvindebevægelsen, og at hun var lesbisk. Hun var selv meget aktiv i flere år i Lesbisk Bevægelse. Hun har i sin nye roman Emily Dickinson – skrift og drift også fokus på det lesbiske spor hos den amerikanske digter, som både forelskede sig i mænd og kvinder.
”Hun var et kringlet menneske, som havde svært ved alle de forskellige krav, der blev stillet til hende,” fortæller Bente Clod i podcasten Regnbueland til journalist Bjarne Henrik Lundis.
I 1800-tallet, da Emily Dickinson levede, var der ikke noget, der hed kvindelig homoseksualitet. Kvinder blev ikke opfattet som seksuelle væsner. Og kvindelige forfattere fik ikke den samme anerkendelse og synlighed som mændene.
”Det kender jeg også fra mig selv. Vi kvinder har altid været underrepræsenteret i historien og er det også stadig i dag,” lyder det indigneret fra Bente Clod. Hun oplevede selv, at forfatterne Klaus Rifbjerg og Poul Borum, der endda selv var bøsse, var ude med riven efter hende i medierne.
”De var perfide ved mig, og Poul Borum havde slet ikke øje på os kvinder,” lyder det fra Bente Clod.
Bente Clods roman Emily Dickinson – skrift og drift kan købes i din lokale boghandler.
Læs også: Lesbisk Bevægelse fylder 50 år