SAMFUND

Filmfestival for unge sætter fokus på identitet , køn og normer.

Filmen Tomboy kan ses under BUSTER filmfestivalen.
Foto: BUSTER

BUSTER filmfestivalen vender i begyndelsen af oktober tilbage i biograferne. I år er der især fokus på identitet og normer.

BUSTER filmfestivalen har netop lanceret både skoleprogram og festivalens store weekendprogram. Det hele sker i de to første weekender i oktober (2-3 og 9-10 oktober). Et program der er pakket med spændende film og events som børn, teenagere og deres forældre kan opleve rundt om i de københavnske biografer. Out & About har kigget i programmet.

Skoleprogrammet sætter spot på ”Identitet og Normer” og under dette tema er der også en del film med LGBT+ fokus.

I dokumentarfilmen ”Transhood” følger man fire børn og unge fra Kansas City i USA over en periode på fem år. Man følger gennem denne bevægende film børnene på henholdsvis 4, 7, 12 og 15, og deres familier oplever man, hvordan begrebet køn og identitet genopdages i helt almindelige amerikanske familier.

I filmen Transhood behandles begreber som køn og identitet..
Foto: BUSTER

Køn, seksualitet og normer

Filmen ”Alice Jounior”, handler om den unge transkønnede influencer og model Alice, der har et overskud der siger sparto. ” Dating Amber” er historien om 17 årige Eddie og Amber, der lever med at skjule deres nyopdagede seksualitet. Eddie forelsker sig i drenge og Amber forelsker sig i piger. Det er ikke særlig let at være åben om sin seksualitet i 90erne i Irland, så de indgår en pagt. De lader omverdenen tro at de er kærester, så de kan være i fred. Også i filmen ”Tomboy” kredser om emner som køn, seksualitet og normer. Her møder vi den 10-årige Laure, der flytter til en ny by med sin familie. Overfor sine nye kammerater præsenterer Laure sig som drengen Michaël og bliver hurtigt en del af gruppen. Laures lillesøster Jeanne opdager hemmeligheden, men dækker loyalt over den. Laure/Michaël bliver venner med den jævnaldrende Lisa, og der spirer en forelskelse frem mellem dem. Laures valg af kønsidentitet bliver udfordret, da moren tvinger Laure til at identificere sig som pige over for kammeraterne.

Ung, queer og usikker

I festivalens weekendprogram sættes der i år spot på den unge instruktør Tone Ottilie. Her kan du se hendes Robert-nominerede debutfilm ”Lulus første gang” fra 2016, som tager udgangspunkt i hendes oplevelser med mobning på efterskolen.  Også hendes kortfilm ”Babylebbe”, der blev vist under den prestigefyldte tyske filmfestival Berlinalen kan du opleve. Den handler om at være ung, queer og usikker.

Ottilies afgangsfilm ”Katastrofer” får i år premiere på BUSTER. Her møder vi teenagepigen Liv, der på grund af hendes OCD holder sig på sidelinjen under gymnasie introugens vandkampe og festligheder. Da hun møder den seje og søde Anna, sker der noget hos Liv.

Til visningen under BUSTER vil både Tone Ottilie og en del af hendes cast være til stede til en snak om hvordan det er som ung queer person at lave film til andre unge.

Tone Ottilies film “Babylebbe”.
Foto: BUSTER

Se hele programmet til Buster her.

Læs også: Hvad kan man opleve på årets Mix Copenhagen