SAMFUND

Odense holder Pride for femte gang

Lørdag den 17. maj skyder Odense Pride den danske Pridesæson i gang.   Denne gang med et råb om synlighed, fællesskab og frihed.                     Foto:Pressefoto.

Midt i en urolig verden ønsker Odense Pride at skabe håb. Pride er en fest, men det er også en politisk begivenhed, hvor vi står sammen om et fælles råb om synlighed, fællesskab og frihed. Den 17. maj afholdes Odenses femte Pride. Også i ugen op til bydes der på et alsidigt program.

Alt blomster og står i fuld flor derude, og nu er tiden endelig kommet. Om er kort øjeblik springer årets første Pride ud og byder velkommen med sin farverige omfavnelse. Fra på mandag d. 12. maj starter Odense Pride ugen med en stor buket af aktiviteter. Ugen kulminerer lørdag den 17. maj med den store Pride dag i Kongens Have.

”Det er en kæmpe ære at få lov til at skyde den danske Pride-sæson i gang. Det er en tid, vi ser frem til hvert år, og i år er det ekstra specielt, fordi vi har valgt at invitere alle danske Prides på scenen med os til ikke blot at fejre Odense Prides 5-års jubilæum men at vise for alle den samhørighed, der er i vores fællesskab på tværs af landet. På den måde bliver det ikke kun Odense Pride, der skyder sæsonen i gang – det bliver os alle”, fortæller Odense Pride’s forperson Noah Lykke Knudsen, med det helt store smil fremme. For på trods de negative stemmer, og den diskurs, som han mener, der spreder sig gennem verden og gennem landet, melder de sig klar. De lader sig nemlig ikke kue, de råber blot højere.

Det bliver en uge med alt fra kampråb til speed- dating. Fra Stand- Up til den traditionelle parade igennem byen. Her får du programmet, tanker om det at lave Pride i en urolig tid, at være en politisk platform, samt vigtigheden i at have sit lokalområde med sig.

Pride er håb

Der sker en del ude i verden, der er steder hvor der er indledt et felttog mod Woke og diversitet og andre steder forbydes Pride.

Det er en urolig verden i øjeblikket, hvordan er det at skulle holde Pride midt i det?

”Det er ikke let – men det er vigtigere end nogensinde. Pride er en festlig dag, og det kan være svært at fejre noget. ,Se vores rettigheder forsvinde en for en verden over. Men Pride er også håb, og mere end nogensinde før i vores fem år af eksistens brænder vi for at bringe den til Odense. Vi har brug for at se folk som os og folk med os samlet i en fælles kamp såvel som en fælles fejring. Og med ‘vi’ mener jeg lige så meget miljøet som bare os Odense Pride bestyrelse som mennesker. Priden er et budskab om, at vi stadig er her, og at vi for evigt vil være her, og det har vi brug for at råbe op om mere end nogensinde før.”

Så det er ekstra vigtig at holde Pride i denne tid?

”Ja, Pride er ekstra vigtig i denne tid. Det bliver også tydeliggjort rundt omkring i verden. Budapest Pride og den politiske modstand til denne er et klart eksempel, men vi ser det også i Danmark, hvor politikere foreslår at tilbage-rulle trans rettigheder, og hvor det online had imod os bliver mere og mere markant. Pride er ikke bare en fest – det er en politisk begivenhed, et fælles råb om synlighed, fællesskab og frihed. Og det er netop derfor, nogle er så imod den. Men mere end nogensinde før har vi brug for Pride som håb og modstand. Vi har brug for at kunne spejle os i hinanden, stå sammen og insistere på, at vi er her – og bliver ved med at være her.”

Speeddating, Stand Up og Smut Slam

For første gang i Odense Pride’s historie har den officielt en hel Pride uge fyldt med et bredt udvalg af begivenheder. Hver aften op til Priden har de en eller to events, der alle er baseret på Queer-kultur, -komedie, -debat og ikke mindst mulighed for masser af hygge og det at være social.

Hele ugen er der en særlig LGBTQ+ bogudstilling på Hovedbiblioteket og om mandagen brydes der på Queer læseklub. Tirsdag kan du både kaste dig ud i Speeddating på Studenterhuset og få rørt lattermusklerne til Queer Comedy på Teater 95B.

Elsker du kage og søde sager så er det onsdag du skal sætte kryds. Der er der arrangeret et mangfoldighedskagebord hos Mortens Chokolade. Man kan samme dag møde og høre forfatteren Elias Sadaq, når han besøger Studenterhuset.

Filmværkstedet byder på øl og film når ugen rammer torsdag. Samme dag åbner Studenterhuset igen dørene, denne gang til Smut Slam. Fredag har de Drag Show på programmet.

Du kan finde alle detaljerne om de enkelte arrangementer på Odense Pride’s Facebook begivenheder og deres hjemmeside

Stemningen var høj ved sidste års Pride i Odense. I år kan der fejres fem års jubilæum. Fotograf: Michael Kristen Kristensen.

Freja Kirk kigger forbi

”Som altid har vi en miks af aktivistiske talere og fede artister. Vi har bygget vores program op efter lokale queer artister, som på hver deres måde bidrager til festlighederne med deres performance. Vi starter også hele dagens program med en åbningsceremoni, hvor vi sammen med de andre Prides fejrer vores 5-års jubilæum og sparker Pride-sæsonen godt i gang. Og som altid slutter vi af med Lambdas Afterparty på Frølageret. En fest der altid bliver et brag af en fest.” beretter Odense Pride’s forperson Noah Lykke Knudsen.

Årets program starter med en særlig åbningsceremoni, hvor der vil være repræsentanter fra flere af de andre danske Prides, så de kan skyde ikke bare Odense Pride i gang, men hele den danske Pride sæson.

Der er i løbet af dagen taler fra JayJay Potter-Peachey, vice President Member Services i InterPride, Odenses Borgmester Peter Rabæk Juel og Christina Rahim fra foreningen Sabaah.

De musikalske indslag kommer fra DJ Emma Drews, Kryster, Cirka og Emma Winther, inden Freja Kirk kommer og lukker og slukker med hendes personlige tekstunivers og dansevenlige musik.

Program for dagen

12:00 Åbningceremoni v/ forperson Noah Knudsen og repræsentanter fra de danske prides

12:15 Tale v/ borgmester Peter Rabæk Juel

12:30 Opstilling til pride paraden

12:45 Paraden afgår fra Kongens Have

13:45 DJ Emma Drews på scenen

14:15 Paraden tilbage i Kongens Have

14:45 Åben Scenen

15:15 Koncert v/ Kryster

16:00 Dragshow v/ Nattens Dronning

16:35 Tale v/ Lambda

16:40 Tale v/ JayJay Potter-Peachey, vice President Member Services i InterPride

16:45 Koncert v/ Cirka

17:30 Tale v/ Christina Rahim, Sabaah

17:40 Afslutningstale v/ forperson Noah Knudsen

17:45 Koncert v/ Emma Winther

18:30 Koncert v/ Freja Kirk

19:05 Slut prut finale

20:00 Officiel efterfest på Frølageret v/ Lambda

Den lokale DJ Emma Drews har sine meningers mod og spiller til Odense Pride for fjerde gang. Privatfoto.

Vores kærlighed bliver tyranernes død

”Jeg glæder mig til Odense Pride, og jeg ser frem til at være sammen med mine. Vise at vi Queer og trans-personer eksisterer. At vi ikke tier stille når vores rettigheder bliver taget fra os. Og for at citere en Hudsult’s (Aarhussiansk emo-band) T-shirt ”Vores kærlighed bliver tyranernes død” sådan lyder det fra den lokale DJ Emma Drews. Hun er i år på programmet for fjerde gang. Deltagelsen sker for at støtte støtte transmiljøet. Fordi staten ikke skal bestemme om man må få adgang til kønsbekræftende behandling for eksempel. Det er en stålfast DJ med holdning, som uddyber:

“Odense Pride er noget særligt for mig , da jeg har være med siden første gang og været DJ siden anden gang. Det er vigtigt for mig, at Odense Pride har holdt fast i at det er en demonstration og at det er politisk, og ikke bare en fest. Der er masser at kæmpe for, og særligt i Odense, hvor Center for Kønsidentitet Odense ofte kræver mindst dobbelt så lange psykologiske udrednings forløb som de andre Centre for Kønsidentitet i Danmark, før man kan få adgang hormonbehandling, hvis man overhovedet bliver godkendt.”

Emma Drews synes, at det er hyggeligt at spille til Odense Pride. Det betyder meget for DJ’en , at folk for eksempel kommet hen og fortæller, at det betyder meget for dem, at der bliver spillet bestemte sange og kunstnere. Hele ping-ponget med publikum giver energi, og den 17 maj sker det endnu en gang.

Priden en politisk platform

Der er megen snak og debat omkring, hvor meget og hvor lidt en Pride skal være eller i det hele taget, hvordan den skal agere politisk. De fleste kan nok godt blive enige om, at der er lidt mere på spil end det at være en festlig sammenkomst.

Hvordan arbejder I med det politiske i en Pride, både udenfor selve Pride dagen og på selve dagen?

”Nu er det ikke nogen hemmelighed, at det meste af foreningens arbejde bliver lagt i at arrangere den årlige Pride. Priden i sig selv er en politisk platform, hvor vi inviterer forskellige aktører for at tale om deres LGBTQ+ sag og sætte fokus på det. Men udover den årlige Pride har vi, med et tæt samarbejde med FSTB og Lambda, informative arrangementer og løbende dialog med kommunen om den LGBTQ+ politik og handleplan, som endelig blev godkendt for et par år siden. Vi følger med i den nationale, såvel som den internationale debat om LGBTQ+ rettigheder, tager til demoer og gør vores for at formidle vigtig viden videre både indeni og udenfor miljøet. Pride er mest kendt for det ene event, men det foregår egentlig året rundt. Selve eventet er blot synlighedspunktet for alt det politiske arbejde, vi som miljø har lavet og ønsker at lave i fremtiden.”

Forklare Odense Pride’s forperson Noah Lykke Knudsen.

Vi lader os ikke kue – vi råber blot højere

Føler I at byen er bag jer også politisk?

”Vi vil sige, at vi har byen med os, ja. Odense er kommet langt med dens rummelighed for LGBTQ+ miljøet. Vi begynder så småt at kunne høre den positive summen, som Priden nærmer sig. Det hjælper også, at vi har så fint et samarbejde med kommunen, der støtter op om vores arbejde og inddrager os i debatten om LGBTQ+ trivsel i Odense og omegn. Den lokale opbakning hjælper os ikke kun rent praktisk med at stable Priden på benene, men giver os også energi, håb og mod på at gøre det igen og igen.

Desværre er det ikke kun positivt. Der er også de negative stemmer. Med den diskurs, der spreder sig gennem verden og gennem landet, råber de højere og højere mod os. Men vi lader os ikke kue – vi råber blot højere end dem. Sammen. I Kongens Have d. 17. maj. Vi glæder os selv til at se alle de fantastiske mennesker, der kommer og vil gå gennem gaderne og fejre dagen med os.

Galleri fra sidste års Pride:

Her er din Pride kalender 2025

Fotograf: Michael Kristen Kristensen /; Out & About.