Eva fravalgte pensionistlivet og købte en bøssebar
78-årige Eva Jensen er gået på pension tre gange og har hver gang holdt en fest. Men alligevel er hun i dag ejer af Jailhouse CPH i Studiestræde i København.
– Hvorfor ejer en tre gange pensioneret heterokvinde en bøssebar?
”Vores søn Carsten er bøsse, og han åbnede Jailhouse i 2002 sammen med sin lillebror, Thomas. Men da Carsten i 2012 blev kok på Børglum Kloster, viste det sig at være umuligt at sælge Jailhouse så kort tid efter finanskrisen. Jeg var godt nok gået på pension i 2006 efter have haft egen praksis som psykiater siden 1993, men min mand Ole og jeg købte alligevel Jailhouse af Carsten. Thomas står stadig for caféen på første sal og ordner en masse praktiske ting. Det er en meget stor hjælp,” fortæller Eva Jensen.
Krigsbarn med gåpåmod
Det er ikke gåpåmod, Eva Jensen mangler. Hun er årgang 1939 og voksede op under små kår, hvor familien under krigen måtte dyrke egne grøntsager for at klare den.
Men i efterkrigstiden kunne den, der ville, forholdsvis let bryde den sociale arv, og det gjorde Eva. Hun kastede sig over studierne og endte som psykiater med egen praksis og selvbygget murermestervilla i Slangerup.
Uegnet som kolonifrue
Et nedslag i Eva Jensens historie, som trækker en rød tråd til de værdier, hun definerer for Jailhouse, bringer os til den tidligere danske koloni-ø Sankt Thomas i Caribien, hvor Eva i 1967 fik arbejde.
”Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud. Vejret var fint, men raceadskillelsen var forfærdelig. Vi havde for eksempel en gartner, der ordnede vores have. En dag gik han og sang, mens han arbejdede, og jeg gik ud til ham med en kop kaffe og en ostemad. Men det var helt uacceptabelt for de hvide snobber i vores omgangskreds, for han var jo sort! Jeg egnede mig ikke som kolonifrue, og så var det på tide at rejse tilbage til Danmark.”
Bryder sig ikke om polterabends
I samtale med Eva mærker man da også, at hun har et stort hjerte for mennesker med brug for rum til at være sig selv, uanset hvem og hvad de er.
”Jailhouse skal være et rummeligt sted for alle. Også heteroseksuelle men de må indordne sig om nødvendigt,” fortæller Eva og nævner, at der er én gruppe gæster, hun ikke bryder sig om: Unge heterokvinder på polterabend.
”Vi har flere gange smidt den slags ud. Jailhouse er ikke sted, man kommer for at se på bøsser,” fortæller Eva indigneret og tilføjer, at hun så gerne vil have at Jailhouse er et frirum for alle minoriteter. Også de stille typer, som måske er mere ’menneske’ end ’seksualitet’, og som sætter mere pris på at tale sammen frem for at feste.
”Og så gør vi meget ud af at byde nye i miljøet velkommen og fortæller dem gerne om miljøet.”
Færdig med priden
2016 var første år, hvor Jailhouse ikke deltog i Copenhagen Pride.
”Jeg altid sat stor pris på pridens store parade, som jo startede i det små. Men i dag er den desværre overtaget af fagforeninger, politikere og store virksomheder.”
”Priden skal handle om at være glad for, at man kan gå ud, som den man er, og om seksualitet, livsglæde, skæg og ballade. Men der bør også være mere fokus på de steder, hvor tilstandene ikke er sådan. For eksempel Uganda og lignende steder,” fortæller Eva Jensen og tilføjer, at Jailhouse i 2016 deltog i priden med fokus på lande, hvor der er dødsstraf for homoseksualitet.
Fremtiden for Jailhouse
– Hvad er fremtiden for Jailhouse?
”Heldigvis er der i dag ikke ’brug for’ LGBT-barer i Danmark på samme måde som før. Man kan som homoseksuel i dag sagtens gå i byen mange andre steder, og det er positivt. København er blevet en by, hvor man ’bare’ er menneske. Så på den måde afhænger fremtiden for Jailhouse af miljøet selv.”
”Jeg plejer i øvrigt at blive træt af tingene og må videre efter cirka seks år… så om et par år er det nok på tide, at jeg finder noget andet at lave,” siger Eva Jensen eftertænksomt, men lyser op i et stort smil, da hun bliver spurgt, om det kan tænkes, at barbestyrer Niels Holm overtager Jailhouse, når den tid kommer:
”Det ville være pragtfuldt!”, udbryder hun overbevisende.
Angstprovokerende
31-årige Niels Holm er bestyrer på Jailhouse og er glad for, at Eva Jensen gerne ser ham overtage baren på sigt:
”For mig er det kæmpe skulderklap, men samtidig et det en angstprovokerende tanke. Til nytår har jeg været på Jailhouse i fem år, og i den tid har mit samarbejde med Eva og ikke mindst Thomas været alfa og omega for, at jeg har kunne løfte opgaven.”
– Hvad gør du i det daglige for at leve op til de værdier, som Eva Jensen definerer for Jailhouse?
”Det handler om at tage ’værtskabet’ i at drive værtshus meget alvorligt. Værten skal sikre rummelighed og tryghed, men samtidig sætte grænser over for intolerance. Nogen ville mene, jeg kan være meget hård, andre at jeg flirter for meget. Jeg starter som udgangspunkt med at byde alle velkommen på Jailhouse, men jeg er aldrig bange for at bede folk om at gå igen, hvis ikke de respekterer de andre gæster eller mit personale.”