Et liv med utrolig meget vold og smerte – og så noget glæde

”Jeg ser livet med et lyst sind, ellers havde jeg ikke overlevet og været her i dag”, fortæller den 50-årige Christian Kaad fra Sønderborg med alvorsord til journalisten Bjarne Henrik Lundis i Podcasten Regnbueland.
”Jeg er vokset op med vold i min barndom. Jeg vil næsten sige det sådan, at jeg havde tæsk på skoleskemaet. Jeg fik både tæsk i min familie, i min fritid og i skolen. Der var ikke nogen andre voksne, der greb ind overfor den vold, som jeg blev udsat ”, forklarer Christian Kaad.
Også i skolen var han tit indblandet i slåskampe og blev næsten dagligt slået.
”Jeg var et ret utilpasset og udadreagerende barn. Jeg blev også set som den underlige dreng i klassen og var helt forkert i forhold til de andre. Jeg var kvik i skolen, men var samtidig urolig, og jeg har tilbragt mange timer udenfor eller hos skoleinspektøren”, husker Christian Kaad.
Tingene ændrede sig
Han skiftede klasse i 8. klasse og fik ny lærer. Pludselig stoppede meget af volden, og han kom til at styre mere i klassen.
”I sommerferien før jeg startede i 8. klasse, var jeg på ferie hos nogle af mine forældres venner i Tyskland. Her læste jeg meget, fik øje for nye tanker, og jeg lærte at bruge min mund. Den blev mit bedste redskab, når jeg skulle forsvare mig selv. Det var som om, at magtbalancen tippede, og jeg ikke længere var den, der blev drillet og hele tiden udsat for tæsk. Nu var det mig, der i højere grad styrede klassen”, fortæller Christian Kaad.
Sprang ud som bøsse
Da han var 15 år, fandt han ud af, at han var tiltrukket af fyre.
” Mænd trak mere end noget andet i mig, og jeg havde nogle fantasier om, at jeg fx var sammen med de mandlige medlemmer af popgruppen Duran Duran. Det kom ikke bag på ret mange, at jeg var til fyre. Kun mine forældre, og de reagerede meget voldsomt og negativt på det. Min mor var meget bekymret for, hvad naboerne vil tænke og sige. Og hun mente, at jeg bragte skam over vores familie. Min far troede, at jeg ville få aids, og min storebror sendte mig himmelvendte øjne og syntes, at det var noget mærkeligt. Min mormor reagerede derimod helt anderledes. Hun sagde: Selv om du er på den forkerte side, så er du stadig yndlingsbarnebarn”, fortæller Christian Kaad.
Han ville gerne se og opleve det homoseksuelle miljø i København.
”Jeg fik kontakt med en anden fyr via Træfpunktet 0059, som hjalp mig, at jeg kom i skolepraktik på Det Kongelige Teater. Jeg havde set i Pan Bladet, hvilke steder der var i miljøet, og jeg fik besøgt både Amigo Sauna. Ørstedsparken og Pan Disco. På Pan mødte jeg en fyr, som var to ældre, og ham blev jeg lidt forelsket i. Så jeg tog allerede ugen efter igen til København”, lyder det fra Christian Kaad.
Gift to gange
Allerede som 21-årig mødte han og blev hurtigt gift med en fyr fra Brasilien. De lærte aldrig rigtig hinanden at kende, og det virkede mest af alt som en hurtig indskydelse. Senere blev han gift med en anden fyr,
”Jeg har indgået i nogle relationer også som voksen, der ikke var gode. I mit andet forhold var jeg også udsat for vold. Ikke sådan forstået, at jeg blev slået fysisk, men verbalt. Jeg fik at vide, at jeg ikke var noget værd, at der var noget galt med mine venner og jeg blev isoleret fra dem”, forklarer Christian Kaad. Han flyttede væk fra sin anden ægtemand i 2014, og lige siden har han været single.
Tilgivelse for at kunne komme videre selv
Da han for 10 år siden fyldte 40 år, tog han en stor beslutning.
”Jeg vare nået til et stopskilt i mit liv. Der skulle ske noget nyt, og jeg valgte, at jeg ville tilgive dem, der havde gjort mig ondt i tilværelsen. Blandt andet min familie og gamle klassekammerater. Jeg syntes nemlig, at der havde været nok ballade i mit liv. Det at kunne tilgive andre, satte på en måde mig selv fri, jeg kunne komme videre, og det var med til at hele mig”, forklarer Christian Kaad og tilføjer: ”Det sværeste er dog at tilgive sig selv!”
Flyttet tilbage til Sønderborg
For 3 år siden flyttede han tilbage til barndomsbyen Sønderborg og er meget aktiv i LGBTQ+ Sønderborg, hvor han er næstforperson og blandt andet med til at arrangere fester.
”Jeg har i LGBTQ+ Sønderborg fået et nyt netværk, og samtidig har jeg kunne genoptage kontakten med andre, som jeg kendte fra tidligere. I LGBTQ+ Sønderborg er jeg blandt andet med til at repræsentere dem, der ikke har en stemme”, forklarer Christian Kaad.
