Er LGBT-aktivismen blevet for ideologisk?

Af Henrik Kristensen

Dette er et debatindlæg: Teksten giver alene udtryk for skribentens egen holdning. Out & About ønsker at bidrage til en bred debat og modtager gerne debatindlæg, som formuleres inden for straffelovens og presseetikkens rammer.

I mandags var jeg til LGBT+ Danmarks Sankt Hans-arrangement på Amager Strand. Årets båltaler var Uffe Elbæk. I sin tale fortalte han, hvordan han under en rejse til Polen havde spurgt lokale LGBT+ aktivister, hvad man skal være opmærksom på, hvis et samfund begynder at bevæge sig i en anti-LGBT+ retning. Deres svar var klart: Hold øje med, om udtryk som “LGBT-lobbyen” og “LGBT-ideologi” begynder at florere i den offentlige debat.

Disse begreber er særligt udbredt i Polen, Ungarn og Rusland – men de begynder også at dukke op herhjemme. Det er ikke tilfældigt. Når mennesker omtales som en ideologi, og ikke som medborgere, bliver de gjort til et problem og modstandere, der angiveligt forsøger at pådutte samfundet en bestemt dagsorden. Det skaber en forestilling om en sammenhængende og aggressiv ideologisk bevægelse – en lobby. Det er en måde at delegitimere folks eksistens på – især dem, der ikke selv har valgt at være politiske, men som er blevet det, fordi samfundet har tvunget dem til det. Det er ikke had, eller modvilje, der vedstår sig sin modvilje mod LGBT+ personer. Det er “ideologikritik”, forklædt som saglighed, der siger: “Det er ikke jer som mennesker, vi er imod – kun jeres ideologi.” Men når din eksistens og dine rettigheder gøres til en ideologi, bliver du selv gjort til problemet.

Det er en farlig glidebane, hvor retten til at være sig selv forveksles med en skjult dagsorden – og hvor det at kræve ligebehandling bliver fremstillet som et ideologisk angreb.

Men er LGBT-politik for en form for ideologi?

Men mens bålet brændte, kom jeg til at tænke: Men er det helt forkert at kalde LGBT-politik for en form for ideologi? Priden har altid været politisk og har haft en form for politisk dagsorden. Og organisationer som LGBT+ Danmark kæmper aktivt for LGBT-rettigheder – er de så ikke en slags lobby?

Efter bålet nævnte jeg mine indvendinger over for Uffe Elbæk. Han svarede: “Det at jeg er bøsse er ikke et ideologisk valg. Det er min identitet – det er sådan, jeg er. Jeg er ikke en ideologi.” Og ved Copenhagen Prides Out Loud-arrangement sidste onsdag med den amerikanske aktivist Brandon Wolf, gentog Brandon nærmest ordret Uffe Elbæks indvending; I’m not an ideology, I am a real person with a real story.

Venstreorienteret queer-teori

Men kan man helt afvise, at der findes noget ideologisk i dele af LGBT-aktivismen? LGBT+ personers livsvilkår har ofte været under pres fra samfundets normer, og derfor bliver identiteten hurtigt politiseret. Ikke fordi man ønsker det – men fordi samfundet har gjort det nødvendigt. Priden er politisk. Kampen for rettigheder er politisk. Og nogle aktivister arbejder ud fra begreber som queerteori, intersektionalitet og normkritik. Er det ikke ideologi?

Jo, det kan det være, vil jeg mene. Queerteori udspringer af en akademisk og venstreorienteret tradition, der sætter spørgsmålstegn ved køn, seksualitet og sociale normer. Intersektionalitet analyserer, hvordan flere former for undertrykkelse spiller sammen. Og normkritik kritiserer det “almindelige” som et skjult magtinstrument. Det er alt sammen stærkt politisk – og kan også opfattes som et ideologisk projekt, der vil forandre samfundet – men det er ikke det samme som at være bøsse, lesbisk eller transperson. Identitet og ideologi er ikke identiske størrelser.

I de senere år har dele af queer-aktivismen koblet sig til større geopolitiske og antikoloniale dagsordener, som i høj grad bærer præg af ideologiske analyser og alliancer. Et eksempel er sloganet “No Pride in Genocide”, som bruges af aktivister, der kritiserer Israels krigsforbrydelser i Gaza og samtidig anklager Pride-bevægelsen for moralsk medskyld, hvis den ikke tager klart afstand til Israel. Her bliver LGBT+ kampen ikke kun et spørgsmål om rettigheder og synlighed, men en del af en bredere ideologisk kritik af vestlig imperialisme, militarisme og global ulighed. Priden betragtes i dette lys som kompromitteret, hvis den ikke samtidig forholder sig til kolonial undertrykkelse, strukturel racisme og vold.

For nogle giver dette mening som en konsekvent intersektionel analyse. For andre virker det fremmedgørende – især hvis man som LGBT+ person blot ønsker beskyttelse, anerkendelse og ligestilling uden at blive en del af et større ideologisk projekt. Denne problematik har vi de sidste par år oplevet på allernærmeste hold i forbindelse med al balladen om Copenhagen Pride.

Kan man være politisk uden at være ideologisk?

Ja, det kan man. Det er en vigtig sondring. Det er både muligt – og legitimt – at kæmpe for bedre rettigheder og vilkår for LGBT+ personer – herunder transpersoner og nonbinære – uden nødvendigvis at tilslutte sig en queer-teoretisk verdensforståelse. Mange LGBT+ personer gør netop det. De ønsker ikke at ændre samfundets grundlæggende strukturer, men blot at kunne leve åbent og trygt som dem, de er. De (vi) anerkender transpersoners og nonbinæres eksistens og støtter deres ønske om bedre livsvilkår, uden at det betyder, at de finder det nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved alle former for normer, køn og identitetskategorier.

Denne tilgang møder dog kritik. Nogle queer-aktivister vil hævde, at den er utilstrækkelig eller usolidarisk – især over for dem, der lever mere udgrænsede liv. Hvis man kun kæmper for “de pæne homorettigheder” og ikke engagerer sig i kampen for dem, der falder uden for normen, risikerer man at reproducere en ny form for eksklusion.

Denne kritik betød, at i den periode, hvor Copenhagen Pride havde et stærkt ideologisk præg, oplevede flere, at der blev sat grænser for, hvem der kunne deltage i nogle arrangementer. Personer, der ikke delte bestemte queer-teoretiske holdninger, blev udelukket fra deltagelse i fx debatpaneler fordi deres tilgang blev betragtet som politisk uspiselig.

Men der må være plads til forskellige tilgange – både radikal normkritik og pragmatisk rettighedsarbejde – i et fællesskab, der kan rumme mangfoldighed.

Derfor: Man kan godt kæmpe for LGBT+ rettigheder uden at ville omstyrte de grundlæggende samfundsnormer. Man kan være solidarisk uden at være enig i alle mulige teoretiske positioner. Og man kan insistere på, at ens identitet som LGBT+ person ikke betyder, at man bakker op om en bestemt ideologi – også selv om identiteten som LGBT+ person har politiske konsekvenser.

En balanceret tilgang

Det er den tilgang, jeg selv foretrækker: en balanceret LGBT-politik, der anerkender forskellighederne i LGBT+ fællesskabet. En politik, der insisterer på lige rettigheder og beskyttelse mod diskrimination – men som ikke nødvendigvis kræver, at man tilslutter sig en bestemt ideologisk forståelse af køn, seksualitet eller samfund. En tilgang, hvor der er plads til forskellighed i både livsformer og politiske strategier.