Engle beskytter Orlando-offers begravelse

Den stærkt homofobiske Westboro Baptist Church mødte lørdag op til begravelsen af et af ofrene for massakren på homo-natklubben Pulse sidste søndag. Men engle holdt dem væk.

Det er smerteligt nok i sig selv, at skulle begrave et barn, ven, kæreste, eller kært familiemedlem. Men at begravelsen mødes af demonstranter med skilte og tilråb der fordømmer den døde, og den livsstil vedkommende havde, må gøre ubeskriveligt ondt.

Men det er desværre ikke ualmindeligt i USA, hvor flere kristne fundamentalistiske menigheder har gjort sig bemærket. De møder op til begravelser af soldater, homoseksuelle, eller andre de ikke mener lever op til deres fortolkning af kristendommen.

Skilte med tekster som ’GOD HATE FAGS’, ’GOD HATES YOU’, ’YOU HATE YOUR KIDS’ ’AMERICA IS DOOMED’, og andre obskøne udsagn luftes sammen med hadefulde tilråb og taler.

Ved lørdagens begravelse var Westboro Baptist Church igen på barrikaderne. Men denne gang fik de modspil.

Omkring 200 personer i englekostumer var nemlig mødt op for at afskærme begravelsen fra demonstranterne.

Engle har beskyttet begravelser i 18 år

Westboro Baptist Church har gjort det til sin signatur at møde op ved begravelser for homoseksuelle og holde taler, der er særdeles kritiske overfor den afdødes livsstil.

Den lille menighed på omkring 40 mennesker er ikke den eneste i USA, der gør dette, og her kommer englene ind i billedet. De blev for første gang set i staten Wyoming i 1998 og har siden været at se til adskillige begravelser i et forsøg på at give familie og bekendte plads til at sørge.

”Vores tilstedeværelse her handler om at vise støtte til ofrenes familier og om at sikre, at vi er en allieret”, siger en af englene, Suzanne Draper, søndag til engelske BBC.

Vinger holder hadet ude

Foruden det symbolske i englekostumerne har de også en praktisk funktion. De store vinger fungerer nemlig som skærme, så de homofobiske demonstranter ikke kan se ind til begravelsesceremonien, og de sørgende omvendt ikke kan se ud mod de hadefulde skilte.

”Vi lavede dem i sin tid så store som muligt, fordi vi ville være sikre på at kunne blokere skiltene”, siger demonstranten Wesley Wizner til BBC.

 

Læs også: Dræbte 49 på Pulse – var han selv bøsse?