En skæv Orlando reference i Aalborg
En udforskning af liv, køn og identitet finder sted på Aalborg Teater, med udgangspunkt i Virginia Voolfs Queer klassisker, Orlando.
Lad mig bare være ærlig fra start. Aalborg Teaters, og den tyske instruktørs: Uwe Cramers, reference over Wigina Wolffs, Orlando. Fungerer ikke.
Man refererer, refererer og refererer. Det er der intet galt i, men man bruger det bare ikke rigtig til noget. Man gør det ikke rigtig til sin egen fortælling. Til sin egen undersøgende udgave af historien.
Man inviteres ind i vort nu, i vores tid, til en fælles udforskning af nogle af livets eksistentielle spørgsmål. Som de selv udtrykker det. Hvad betyder køn i vores søgen efter identitet?
Hvad ER køn i det hele taget – og hvordan manifesterer kønnet sig? Frit flydende. Udvisket.
Opløst. Eller markant og skærpet i en poetisk forståelse af verden og vi mennesker, der er i den. Det er det, og de spørgsmål man vælger at gabe over.
Et stærkt grundlag
Virginia Woolfs roman skildrer Orlando, der lever over fem århundreder, og oven i hatten, skifter køn undervejs. Han vågner pludselig en morgen op som kvinde. Orlando har nu på en måde begge køns bevidstheder i sig. Der undersøges med dette greb, hvordan man forholder sig til sin tid og til sit køn. Det med udgangspunkt i de to køn og identiteter: mand /kvinde.
Så kun oplagt at hive den op, revurdere og reflektere til vor tid. Hele den endnu mere flydende tilgang til køn og identitet. Heri ligger mange spændende betragtninger.
Så man forstår godt tanken bag. Hele grundlaget for forestillingen, er spot on. Det er direkte i tidsånden, og et af det største debatområder.
Forskellige veje at gå
Det skete for eksempel i London, på Garrick Theatre, hvor den non- binære skuespiller Emma Corrin (de/dem), som vi kender fra blandt andet at have portrætteret Lady Diana i The Crown, spillede rollen som Orlando, i en opdateret udgave.
Jeg faldt over et interview i New York Times, da jeg søgte, for lige at få fuldt op på lidt baggrund om romanen og dets teaterliv, fortæller hun. At hun kunne bruge sig selv og sin egen proces i rollen.
”At være nonbinær er en omfavnelse af mange forskellige dele af mig selv, det maskuline og det feminine og alt derimellem”.
Der var virkelig noget på spil for hende og stor autoritet at bruge.
Og nej, vi behøver ikke historien fra a til b, det er fint, hvis man kun vælger at bruge den som tematisk ramme. Og nej, vi behøver ikke have en fast retning og en stor pointe til slut. Og nej, alle skuespillerne behøver ikke være som Emma Corrin. Her har man gået en helt anden vej.
Men vi vil mærke. Mærke hvad der er på spil og det de giver os. Autencitet, midt i det kaotiske. Og det kniber.
Relaterbare monologer
Der vor forestillingen er stærkest, er når man direkte forholder sig til det der refereres. Når skuespillerne har reflekteret monologer og spil, over bogen og handlingen. En indrømmer endda, at han ikke forstod bogen. Der er vi autentisk og her mærker vi noget. Vi kommer med ind i det undersøgende rum. Her er tvivlen. Her er vi med.
Der bliver også kastet fakta baseret betragtninger på bordet.
Det er godt. Men man går desværre ikke rigtig ind i det. Og så ender det bare som fakta.
En tidslinje i borde
Scenografien er en række borde fra forskellige tidsperiode, dækket herefter, og sat sammen som et langbord. En fysisk tidslinje. En rigtig god ide. I hjørnet står et tøjstativ, med store kostumer, primært kjoler. Der er intet af det der rigtig bruges til noget. Man interagerer ikke rigtig med det, det er der bare.
Over scenen er et større lærred. Her får vi direkte video og videosekvenser, forfra og bag scenen. Handlingen flyttes til tider i små bidder, hertil. Egentlig et visuelt vel inkorporeret greb. Dog lidt diffus og for fragmenteret.
Elementerne er der
Lad bare vildskaben, det groteske, det provokerende og flydende komme. Kaotisk, kan være vidunderligt. Men det skal kunne noget. Her bliver det for rodet og usammenhængende.
Og det tangerer oven i købet til en parodi. For man vil så gerne. Man finder de lidt skæve kostumer, man synger lidt råbende ind i en mikrofon og uha, vi har endda mænd i dametøj. Og hvad så? Det bliver på sin egen måde steotypet. Det bliver aldrig rigtig fuldblods. Alle prikkerne er der til at det kunne være legene, bevægende og tankevækkende. Men det sker kun i glimt.
Forestillingen vil for meget. Men man skal prøve. Og det har man gjort. Bedre held næste gang. Tre stjerner blev det til i denne omgang.
Om Orlando
Sted: Aalborg Teater, Lille scene.
Spilleperiode: Frem til de. 25. maj 2024.
Tekst: Virginia Woolf. Iscenesættelse: Uwe Cramer. Scenografi og kostumer: Imke Paulick. Lysdesign: Kasper Daugberg, Ise Kjems. Lyddesign: Kristian Berg.
Medvirkende: Camilla Gjelstrup, Karla Rosendahl, Thomas Kristian Bek, Marcus Gad Johansen og Steffen Berenthz Eriksen.
Køb billetter og få information her.
