KULTUR

En aflyst Aarhus Pride blev afholdt

Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard.
Foto: Privat

Mange sad hjemme og ærgrede sig over ikke at skulle afsted til dette års Aarhus Pride, lørdag den 6. juni. Den var desværre aflyst på grund af corona, men en mini-fejring fandt dog sted.

Hvis man så godt efter i Aarhus midtby, kunne man lørdag den 6. juni se en lille gruppe med trækvogn, Aarhus Pride T-shirts, godt humør og farverige regnbueelementer. Dette var arrangørgruppen bag den aarhusianske Pride, der var mødtes og sammen gik paraderuten.

Den lille ti-personers gruppe gik med alle de forbehold og regler, der skulle overholdes, men fik markeret dagen og melder sig nu for alvor klar til ti-års-jubilæumsåret i 2021.

På ruten blev de mødt med smil og glæde, flere forbipasserende kommenterede savnet og lysten til lige at tage en tidsrejse et år frem, så de også kunne have joinet. Savnet var også tydeligt på Pridens sociale medier, når folk kommenterede på billeder og opslag, der blev lagt op i løbet af dagen.

 

Borgmesteren holdt tale

Alting har en ende, og de smukke af dem skal man altid huske at se på. Ved rutens slutning og i Musikhusparken blev dagen rundet af med tale.

Byens socialdemokratiske borgmester, Jacob Bundsgaard, var nemlig mødt op for, som traditionen hedder sig, at holdes årets Pridetale. En tale med tak til arrangørgruppen og alle dem, der sørger for, at vi husker at markere og holde fokusset på Pride og de værdier, der er ligger i denne bevægelse.

Det blev altså en tak til folkene bag for at holde regnbuefanen højt. I talen og på et efterfølgende facebookopslag faldt også en kæk bemærkning om dagens event: ”Det er ikke altid størrelsen, det kommer an på,” lød det nemlig fra borgmesteren, der selv er kendt under kælenavnet ”Kanonkonge” – men det er under andre omstændigheder og et kælenavn, der nok ikke skal sættes for meget sammen med denne tanke. Eller?

Du kan se hele talen på Aarhus Prides facebookside: https://www.facebook.com/AarhusPride

På græsset og med udsigt til byens berømte ARoS-regnbue var humøret højt. Der blev skålet, kippet med regnbueflaget, snakket, smådanset lidt med de opslåede regnbueparaplyer, inden gruppen skiltes og dagens lille event sluttede med, at himlen for alvor græd over, at årets Pride var aflyst i den store størrelse. Store tårer.

Se også: Det er ikke altid størrelsen det kommer an på

Læs også: Aarhus Pride aflyst