Edward II er særdeles vellykket kongeligt drama – med et stort tvist!
Edward II på Betty Nansen Teatret er baseret på en virkelig historie. Historien er 900 år gammel, men desværre stadig uhyggelig aktuel! Det gode er, at danske teatergængere har muligheden for at få historien fortalt. Sådan er det ikke overalt i verden.
Betty Nansen Teatret på Frederiksberg, har netop taget livtag med en af de engelske kongelige historier. En historie der udspiller sig i periode 1307-1327. Fra den engelske kong Edward II overtager kronen efter sin far, og fratages den igen og brutalt myrdes.
Og lad det være skrevet med det samme: Teatret leverer et særdeles vellykket kongeligt drama. Dét som følge af en spændende fortalt historie baseret på virkelige hændelser, et rigtig godt cast, og ikke mindst, fordi historien har nutidige virkemidler. Virkemidler, der trækker tråde til vor tid, og gør forestillingen sørgelig aktuel. Se blot til den højredrejning samfund over hele verden tager, og hvor man mange steder ikke kan være den man er, og ikke kan eller må elske den man elsker, uden at det kan få fatale følger.
Forbudt kærlighed
Efter at Edwards far, Edward den I er død, skal han selv være kong Edward II. På det tidspunkt ligger England blandt andet i krig med Skotland, der ønsker selvstændighed. Jo sådan var det også tilbage i 1300-tallet.
Edward II presses af den engelske adel, der bryster sig med titler, har en helt anderledes tilgang til, hvad de ønsker med riget, end kongen. Problemet er derfor, at Edward II ikke lever op til adelens ønsker. Han synes ikke der skal være krig, og selvom han er gift med Dronning Isabella, så har han sin kærlighed rettet et helt andet sted: Mod den anarkistiske franskmand Piers Gaveston. Samtidig er der magtfulde mænd, der gerne selv vil være i 1. geled, når det gælder magt.
Edward II er totalt forblændet af Piers Gaveston: Han er et livsstykke, klæder sig som det passer ham, og får kongen til at gøre det samme. Kongen følger Piers Gaveston, og glemmer næsten alt om fædreland og dronning Isabella.
Det kommer naturligvis ikke til at gå stille af, og værre bliver det da Edward også lader Piers Gaveston stige højt til vejs i det engelske hierarki. Det går hverken adelen eller kirken med til.
Det rå, det søde, og så lige drama queen
Edward II spilles med lige blanding af rå maskulinitet og blød feminisme. Peter Plaugborg formår i den grad at spille hele repertoiret, og er formidabel god i rollen. Tilsvarende med Simon Bennebjerg som den fandenivoldske, anarkistiske og særdeles udfordrende Piers Gaveston. Simon Bennebjerg i rollen som Piers Gaveston er virkelig drama queen, der vil noget.
Tilsvarende med Maria Rossong, som Dronning Isabella. Hun spillede kold, kynisk, beregnende, og så kan hun virkelig også rollen som drama queen.
En barsk historie med formidable skuespillere
Edward II blev oprindelig skrevet af den engelske dramatiker Christopher Marlowe godt 200 år efter Edward var blevet myrdet under barske omstændigheder. Og efter Edward IIs endnu umyndige søn Edward III formelt var udråbt som konge. I praksis var det dog hans mor dronning Isabella, og ikke mindst baron Mortimer, skræmmende godt spillet af Mikkel Arndt, der var fungerende rigsforstander.
Af øvrige medvirkende kan nævnes Thorbjørn Hedegaard som jarlen Arundel, Asbjørn Krogh Nissen som Biskoppen, Xenia Noetzelmann som kong Edward II bror, Edmund af Kent, Johanne Louise Schmidt som grevinde Lancaster og Ena Spottag som prins Edward og siden kong Edward III.
Line Felding er komponist og musiker, mens forestillingen er instrueret af Elise Kragerup.
Stykket blev skrevet i 1592, er siden moderniseret og er senest i Betty Nansenss version blandt andet tilført musik af Queen, Robyn og Billie Eilish. Alt sammen noget der gør forestillingen særdeles nutidig.
Sørgelig aktuel
Edward II er således desværre fortsat sørgeligt aktuelt: Der er mange steder i verden, man ikke må elske den man vil, ikke elske en af samme køn, og risikerer sit liv, hvis man gør det. Helt på samme måde som for 900 år siden i datidens England
Hadforbrydelse er stadig en del af hverdagen mange steder i verden, desværre også her i Danmark.
Her kan vi så glæde os over, at vi får lov at se et velskrevet stykke med en desværre stadig aktuel problemstilling. Et stykke om manglende ret til at være den man er, og elske hvem man vil.
Det er ikke alle steder i verden, at sådan et stykke ville blive sat op.
Out and About kvitterer med fem stjerner for en velspillet forestilling med en aktuel problematik.
Kort om forestillingen
Spillested: Betty Nansen Teatret på Frederiksberg Allé
Edward II spiller frem til 10. februar.
Som læser af Out and About har du mulighed for at sikre dig billet til rabatpris den første uges forestillinger. Klik her.