De elendige er godt teater
Foto: Camilla Winther
Les Misérables på Betty Nansen fungerer godt som filmoptagelse, håndholdt af store skuespilpræstationer. Vi er med til optagelse af en one-shot dogme-film.
Betty Nansen teatrets scene står helt bar med 6 sorte plasticstole og en storskærm, der skiller publikum fra scenen. Er vi med til en reading eller en audition? De 6 medvirkende læser op fra hver sit manuskript, mens en videofotograf går helt tæt på.
Vi er vidner til en live filmoptagelse af klassikeren Les Misérables. Det hele virker lidt uprøvet og eksperimenterende. Og så har Jens Albinus hovedrollen som Jean Valjean. Ikke underligt, at man får associationer til Lars von Triers ”Idioterne”.
Der kører en slags spa-musik som underlægning, og der er kunstig teaterbelysning, så von Triers dogmer bliver ikke helt overholdt. Der havde nok været for stille uden musikken.
Det er Ikke nyt at bruge videooptagelse i forestillinger, men det er første gang jeg ser det så konsekvent udført hele vejen.
Hvis man vil se one-shot, så er Adolescence i øvrigt et godt bud. De 4 afsnit i denne miniserie på Netflix er hver optaget i en og samme uafbrudte sekvens. Ind og ud af biler og bygninger samt løb på gaden med kameraet i hælene.
Victor Hugo står stadig lige skarpt
Har man ikke har mod på at læse den originale roman på 1900 sider, så er der på Betty Nansen nu en mulighed for at få klassikerens hovedpointer kogt ned og serveret som en 3,5 times fortælling om straffefangen Jean Valjeans liv og forvandling fra fattig til rig, fra forbryder til magthaver, men altid jaget af politibetjenten Javert.
Når den fattige Valjean som ung stjæler et brød hos en bager, er det så ok? Kunne han have tjent pengene i stedet, eller i det mindste blot tigget bageren om et brød? Og skulle bageren give brød til en tigger fremfor at udsætte sig for risikoen for vold eller tyveri? Er straffen for hård, er samfundet med at skabe elendighed med overdrevne straffe? Er det hele samfundets skyld?
Victor Hugo formår at skildre et Frankrig i 1800-tallet, så man forstår elendigheden på en balanceret måde. Der er ingen forsimplede skæbner, ingen der kun er gode eller onde. I teaterversionen er denne balance bevaret, især i dialektiske monologer, hvor figurerne er fanget i deres indre kamp. Hvor de skal vælge mellem at gøre noget godt for sig selv eller noget godt for andre.
Store præstationer
Når alt andet end ordene er skrællet fra, når der hverken er kostumer, scenografi eller sminke, så hviler al opmærksomhed på skuespillerne og deres evne til at formidle teksten. Endda med et steadycam konstant lige i fjæset og projiceret op på kæmpeskærmen.
Her må vi fremhæve Jens Albinus og Christine Albeck Børges præstationer som helt i top. De to formår at tryllebinde salen som Jean Valjean og Javert. Vi følger deres eksistentielle kampe og endda med meget af Victor Hugos højstemte og opulente sprog. Det virker bare!
Jeg spurgte en gruppe teenagere i pausen, hvad de syntes om stykket, og de var ellevilde. De fandt noget af sproget lidt svært at forstå, men havde ingen problemer med handlingen. ”Hvem spiller bedst?” ville jeg vide. ”Dem alle sammen” svarede de unge.
Der er også lidt sprogvanskeligheder på scenen. De franske person- og stednavne volder problemer for flere af de medvirkende. Det er heller ikke let for en dansker at udtale Jean Valjean – her kunne et kort kursus være på sin plads.
Borgerkrigsscenen, som er højdepunktet i musicalen, er ikke fantastisk i teaterversionen – min ledsager, som jeg anser for at være domæneekspert på fransk teater, frygtede den også. Ikke let at fremstille en nærkamp, kanonskud eller masseslagsmål med kun 6 medvirkende og ingen kulisser.
Spoiler alert – læs ikke dette, hvis du vil overraskes
Som forberedelse til teaterversionen havde jeg lige læst den hurtige version af Les Misérables, så jeg kendte handlingen, og derfor var særlig spændt på slutningen, hvor politibetjent Javert begår selvmord ved at kaste sig i Seinen.
Det er svært i vor tid at forstå, at Javert ikke hellere vil lære af sine fejl og komme videre i sit liv. Især når han kan se, at Jean Valjean formår at ændre sin skæbne.
Men i stedet er Javert som et dyr, der er programmeret til nidkært at forfølge forbrydere, på trods af sin opvækst i en kriminel familie. Til sidst lader Victor Hugo ham indse, at han er fanget mellem det onde og det gode i forholdet til Jean Valjean. Mellem ”ulven, der griber sit offer og hunden, der finder sin herre”.
Som Wolverine i X-men, så må Javert således også have ret til sin egen historie, Out&About kalder hermed på en sequel!
Om forestillingen
Dramatiseret af Kjersti Horn (også instruktion) og Kristian Lykkeslet Strømskag
Videoinstruktion: Borgar Skjelstad
Medvirkende: Jens Albinus, Christine Albeck Børge, Sigrid Husjord, Joen Højerslev, Francisco Kalle Navarro, Özlem Saglanmak
Sted: I og uden for Betty Nansen Teatret på Frederiksberg Allé 57
Spilleperiode: Frem til d. 3. maj 2025.
Varighed: 3 timer og 30 minutter inkl. en pause
