Dustin har hejst regnbueflaget

Regnbueflaget vajede ved Dustins afdeling i Brøndby.
Foto: Bert Svalebølle

Da jeg for et par dage siden kørte af Holbækmotorvejen, så jeg regnbueflaget vajede ved Dustins afdeling i Brøndby og blev nysgerrig og kontaktede Dustins marketing- og kommunikationsafdeling for at høre nærmere om, hvorfor de havde valgt at hejse regnbueflaget.

”Vi vil vise at vi er en virksomhed, der støtter og arbejder for lige rettigheder. Regnbueflaget er en måde at gøre det på, og derfor har vi valgt at hejse det ved alle vores bygninger, hvor vi har mulighed for at gøre det,” siger Dustins kommunikationschef, Eva Ernfors, til outandabout.dk.

”Men fremfor alt arbejder vi selvfølgelig internt med inkludering og mangfoldighed på mange forskellige måder. Vi har blandt andet gennemført en inkluderingsmåling blandt alle vores medarbejdere i Norden og Benelux, hvor vi stiller spørgsmål om, hvordan man føler sig inkluderet på arbejdspladsen. Vi sætter mål ud fra resultatet af den første måling, som vi gennemførte i foråret, så vi kan følge op på udviklingen hvert år og derigennem blive bedre. Vi gennemfører for eksempel uddannelse med cheferne omkring inkludering og har haft seminarier for alle medarbejdere om inkluderende kollegaskab,” slutter Dustins kommunikationschef, Eva Ernfors.

Dustin er en af Nordens største online-forhandler af IT-produkter både til private og til erhverv.

Læs også: Regnbueflagets skaber er død