ANMELDELSER

Drømmen om en pik

“Supersoaker” er Lasse Dyrholm Jensens debut som forfatter.

For mange transmænd er deres største drøm at få en pik. En rigtig pik som ikke er en attrap. Helst sådan, at ingen lægger specielt mærke til én. Drømmen om at blive anerkendt for sit køn, og hvem man er.

 

Digtsamlingen “Supersoaker” handler om de sværeste ting i Lasse Dyrholm Jensens tilværelse. Han er transperson. Her drejer det sig om livet som transperson, og de drømme, der følger med drømmen om at have en krop, som føles rigtig. For forfatteren har det fyldt at få sin egen pik, en Supersoaker.

Supersoaker er vel alles drøm

Digtsamlingen hedder ‘Supersoaker’ og som forfatteren skriver, så har alle vel ønsket sig en kæmpe stor vandpistol kaldet supersoaker. Sådan en vandpistol var også det store i min egen barndom, for mig var det nok at min lillebror fik en. Selvfølgelig er det nemt nok at forestille sig, hvad supersoakeren er et synonym for, men det giver mening, at en transmand drømmer om at få en pik på størrelse med en supersoaker. Da jeg ikke selv er transperson, så er det svært for mig helt at forestille mig om alle mænd har en drøm at have den største pik i byen. Men jeg forstår udmærket, at man ikke har lyst til at skille sig ud og den følelse vil man vel have, hvis man er mand, men ikke har en diller.

Det blev en pik

Vi får lov til at følge med, når Lasse Dyrholm Jensen skal have sin kønskorrigerende operation. Han fortæller om drømmen, operationer og den store skuffelse efter første operation. Men også over Danmarks behandling af transpersoner. Den skuffelse er selvfølgelig mig der tolker på. Men jeg læser det som, at efter første operation ligner pikken en kødpølse. Langt fra den smukke drøm om at få den pik, han har haft i sine drømme. Den videre proces, hvor pikken skal gøres levende er en bedre oplevelse. Vi følger samtalerne med forældrene og jeg kunne også mærke glæden han følte da drømmen efterhånden langsomt bliver virkelighed.

Interessante overvejelser

Når man læser en digtsamling, er det selvfølgelig læserens egne tolkninger af det skrevne. Dette er så mine . Jeg er dog ret sikker på, at transmænd vil kunne spejle sig i mange af tankerne og føle sig set i digtene. Jeg synes, det er svært at forstå alle følelser, men jeg blev uden tvivl klogere. Så mangler du fortællinger om, hvordan transition føles, eller du er nysgerrig på livet som transmand, så er denne digtsamling et godt sted at starte.

 

Info

“Supersoaker” af Lasse Dyrholm Jensen udkommer på forlaget Gyldendal.

110 sider

“Supersoaker” er Lasse Dyrholm Jensens forfatterdebut