Disse breve ender med tårer

”Jeg har lært, at ægte kærlighed handler om at træde et skridt tilbage for at lade et andet menneske blomstre, og det var sådan, du fik mig til at føle. Jeg har også lært, at maskulinitet ikke tilhører mænd, på samme måde, som femininitet ikke tilhører kvinder. Det er medfødt, hvilken af siderne et menneske læner sig imod”.

 Romaner af afrikanske forfattere er sjældne på dansk. Endnu mere er de det, når de handler om queer liv. Alene af den grund er Musih Xaviéres roman en anbefaling værd. Med sin indgående beskrivelse af virkeligheden for queer personer i dagens Cameroun giver den et skræmmende billede af et liv på flugt. Som romanen indledes: ”Jeg kan ikke huske et eneste tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke har været på flugt fra noget”. Det kan være vanskeligt at forestille sig, når man er vokset op i et samfund som det danske, at intet af det netværk og den retssikkerhed, vi tager for givet, eksisterer. Familien er ens undertrykker, politiet jægeren, mens man selv er det konstante byttedyr. Medierne og religionen skaber myter om LGBT+personer, som det er umuligt at imødegå, hvis man vil bevare sin sikkerhed. Selv andre LGBT+ er det umuligt at stole på. Ved de om dig, kan den viden blive deres middel til at kaste mistanken bort fra sig selv. Bogen giver et skræmmende indblik i, hvad der kan drive mennesker på flugt.

Disse breve ender med tårer er, som titlen gør klart en brevroman. Fra Bessem til den forsvundne, altoverskyggende, altfortærende og evigt elskede, Fati. Den ene kristen, den anden muslim. Den ene middelklasse, den anden fra en fattig familie. Den ene feminin og istand til at gå under ”gaydaren” på gaden og professionelt, den anden maskulin i sit udtryk, let aflæselig som lesbisk og som konsekvens mindre pragmatisk i sit møde med verden.

Samvittighedsløs voldsparathed

Bogen er en slags afrikansk kombination af ”Ensomhedens brønd” og ”Maurice”. Tilsat den fuldkomment rå, vilkårlige og samvittighedsløse voldsparathed, som LGBT+ personer mødes med fra top til bund i det Camerounske samfund. Man kan glemme, at den foregår i meget nær fortid, indtil der henvises til Brexit som en allerede historisk begivenhed. Det, som bogen beskriver, er foregået for få år siden. Det foregår hver dag. Nu. Dette er den virkelighed, som jagede LGBT+ personer lever på trods af. Og drager på flugt fra.

Beskrivelsen af de to kvinders møde, forelskelse og længsel i adskillelsen er både smuk, inciterende og grusomt ulykkelig. Det er ingen hemmelighed, at det ender med tårer. Men undervejs i læsningen flyder de også. Der er så meget potentiale i de mennesker, som holdes nede og ude. Så megen livsduelighed og kreativitet, som kvæles og dræbes. Så megen kærlighed som ikke tør udtale sit eget navn.

Det er en tung bog. En længselsfuld bog og en trodsig bog. En hyldest til kærligheden og et opgør med homofobi. Det er en bog som hylder livet.

”Da er disse tre – tro, håb og kærlighed”.

Størst af alt er kærligheden

Troen er konstant til stede i bogen. Som livsanker, som anledning til tvivl og angst, og som retfærdiggørelse af vold og undertrykkelse. Håbet er den drivende kraft i bogen. Håbet om at gense den elskede, at udleve de fælles drømme, at beskytte og pleje. Kærligheden er tændersgnidslende i sin sorgfulde desperation. Hvad gør et menneske, når det ikke er tilstrækkeligt at elske?

”Men størst af alt er kærligheden”. Størst er Bessems kærlighed. For ”evigt ejes kun det tabte.”

 Det er ikke let læsning. Men det er fængslende, engagerende, rørende læsning.

Info:

Musih Tedji Xavière – Disse breve ender med tårer udkommer på forlaget Klim

Roman, 218 sider.