Viborg Pride i shitstorm – aflyste dragshow
Efter et aflyst Dragshow i lørdags, stak kommentarfeltet og kritikken af arrangørerne af Viborg Pride helt af. Oprørte performere og en ikke helt optimal kommunikation gjorde ikke tingene bedre. Nu beklager Priden forløbet.
Mange i Viborg havde glædet sig til en festlig aften med Dragshow lørdag den 20. juni. Men i løbet af dagen ramte ærgerligt nyt. Showet var blevet aflyst. Det meddelte Viborg Pride, der var arrangørerne bag, på de sociale medier. En aflysning, der medførte en del uro og meget direkte utilfredse ytringer. Noget var gået helt galt imellem performerne og arrangørerne.
De optrædende forlod stedet
I begrundelsen i opslaget fra Viborg Pride lød det blandt andet:
”Vores aftale om det fastsatte indhold og tidspunkt blev brudt i sidste øjeblik, og vi fandt det passende at gøre det klart, at enhver justering af tidsrammen naturligvis ville resultere i en justeret udbetaling…
…Justeringen af den rimelige løn på grund af, at vi fik mindre end vi aftalte, resulterede i, at de optrædende forlod os i sidste øjeblik.”
Der gik ikke lang tid før end kommentarfelterne kogte over.
Flere af de optrædende var faret til tasterne. De var på ingen måde enige i udmeldingen eller tilfredse.
Trusler om ændring af løn – Aldrig havde de oplevet noget lignende
Kommentarerne er fyldt med stærke meninger og holdninger, og det blev hurtigt tydeligt for en hver, der læste med, at var en stor forskel på, hvordan Viborg Pride og de optrædende opfattede situationen.
Kamp i kommentarsporet
Drag Queen Aurora Adore North skriver blandt andet: ”Dette opslag er dybt under bæltestedet, og er en misvisende repræsentation af, hvad der er sket. Vi gjorde det meget klart, at vi havde til hensigt at udfylde de aftalte rammeaftaler og følge den aftalte struktur, med få justeringer. Justeringer, der var nødvendige for at skabe et godt show for publikum…
…Det der i sidste ende ledte til aflysningen var, at vi blev mødt med trusler om løn, mangel på kommunikation og problemløsning.
At skrive et opslag, hvor I ( Viborg Pride) sætter spørgsmålstegn ved vores integritet og professionalitet som performere er derfor langt over grænsen.”
Drag Queen Lathisya Adore kommenterede også aflysningen:
”I begyndte som det første at true med ændring i løn. Da vores kontakt til jer begyndte at række ud, efter I havde truet med at trække os i løn, havde jeres forperson ikke tid.
…I mine elleve år som drag har jeg aldrig i mit liv oplevet noget lignende! …Viborg Pride get your story right please!”
Krads kritik af Viborg Pride
Mange andre begyndte at blande sig i debatten og lad os bare sige det pænt, de var og er ikke på Viborg Prides side. Priden blev mødt med massiv krads kritik.
Vi har rakt ud til Viborg Pride, for at høre, hvad der gik galt, og hvordan de forholder sig til fortællingerne om trusler om fratagelse eller nedsættelse af løn, samt dårlig kommunikation.
Da vi i første omgang får kontakt til Viborg Pride erkender de da også, at det er stukket helt af. De fortæller endvidere til Out & About at aflysningen af det stort anlagte dragshow kom som en overraskelse for flere af bestyrelsesmedlemmerne i Viborg Pride. Der er derfor behov for en seriøs snak i Viborg Prides bestyrelse før de ville udtale sig yderligere om sagen.
”Drag showet i lørdags blev aflyst som følge af uheldig og uprofessionel kommunikation fra vores side. Vores forperson var utilfreds med sene ændringer i programmet. Ændringer der ikke ændrede tidsrammen, men aftalt indhold. Den efterfølgende korrespondance og det endelige opslag om aflysning af showet, burde have været håndteret mere professionelt og i samvirke med hele bestyrelsen”, lyder det med stor beklagelse fra Viborg Prides talsperson Rye, da Priden vender tilbage til Out & About.
Hører ikke hjemme i professionel sammenhæng
I forhold til trusler om løntræk lægger Viborg Pride sig også fladt ned:
”En del af kommunikationen fra vores side involverede en kommentar om nedjustering af det aftalte salær som respons på den nævnte ændring af indhold. Vi anerkender selvfølgelig at den form for kommentarer ikke hører hjemme i en professionel sammenhæng. Vi er kede af, hvordan vi håndterede samtalen mellem os og vores artister.”
Bedre tid til publikumsinteraktion
Out & About har også været i kontakt med de tre dragqueens, der skulle have optrådt i showet. Vi ville gerne høre hvilke ændringer af showet, der var tale om:
”For at lave det bedst mulige show for Priden og publikum, blev showet anderledes end den snak vi havde haft med Viborg Pride ved et brainstormmøde forinden. Der fortalte jeg, at vi muligvis kunne lave gruppenumre, dog med det forbehold, at vi ville kunne nå at øve det inden showet, idet vi performere bor i forskellige byer. Priden har på intet tidspunkt stået som producent af showet. Den opgave har helt ligget hos os performere. Vi har hele tiden været optaget af at overholde tidsrammen for showet”, fortæller Aurora Adore North på artisternes vegne.
På dagen sker der dog en mindre ændring. Et af de omtalte gruppenumre bliver fjernet:
”Der var tale om at sløjfe et enkelt gruppenummer på max fem minutters varighed. Det for at gøre bedre plads til publikumsinteraktion, og for at få showet til at hænge bedre sammen i sin helhed. Denne lille ændringen ville ikke have nogen effekt på kvaliteten af showet. Ej heller ville vi levere mindre end vi havde aftalt. Vi havde stadig til fuld hensigt at udfylde de 1.5 time inklusiv pause, som der var sat af til midt i showet”, fortæller Aurora Adore North videre.
For fremtiden er der kontrakt
Det er her der opstår en usikkerhed og uenighed om showets længde, og om det hele lever op til det aftalte. Det er også her trusler og snak om ændring af løn kommer på banen. Kommunikationen går i kludder, der opstår usikkerhed ved alle parter og en aflysning blev resultatet.
Ingen af parterne har ønsket at uddybe truslerne yderligere. Performerne har heller ikke svaret på om det virkelig var nødvendigt at gå så hårdt til tasterne og udstille uenigheden i fuld offentlighed.
En ting Viborg Pride dog har lært, det er at lave en kontrakt, hvilket de ikke havde i dette tilfælde.
”Omkring brug af kontrakt. Vi er en lille organisation med en lille bestyrelse, udelukkende bestående af frivillige. Derfor har de samarbejder vi har indgået i igennem tiden ofte bygget eksklusivt på tillid, hvad der hidtil har fungeret for os.
Men efter den her situation kan vi se en nødvendighed i brug af kontrakt frem over”, fortæller forpersonen for Viborg Pride.
Kræver en undskyldning
Også de tre performere er kølet lidt ned. Her er man også kede af hele situationen. De er åben for dialog og eventuelt nyt samarbejde. Det vil dog kræve en undskyldning:
”Vi syntes det er dejligt at høre Priden tage noget ansvar for den uheldige situation. Og det er helt sikkert noget som vi alle, både os selv og Viborg pride har kunnet lære af til fremtiden. Det vi netop har været igennem var både en rodet og uprofessionel oplevelse, hvor vital kommunikation var helt fraværende. Vi håber selvfølgelig, at vi alle kan lægge denne situation bag os. Vi håber på en direkte undskyldning fra Viborg pride – hvilket vi ikke har modtaget personligt endnu. Vi vil da heller ikke afvise fremtidigt samarbejde med dem, da vi selvfølgelig holder af priden og deres arbejde. Men det kræver altså, at vi modtager en undskyldning først” lyder der afsluttedes fra Aurora Adore North.
