Det registrerede partnerskab fejrer sølvbryllup
Den røde løber var rullet ud under de ny udsprungne træer Ved Stranden i det indre København, da 16 forelskede par fra hele Europe havde valgt at gifte sig under Eurovision Song Contest, som led i fejringen af, at det i år er 25 år siden det første homoseksuelle par sagde ja til hinanden på Københavns Rådhus.
De mørke regnskyer hang tungt over København, men det lykkedes alligevel enkelte solstråler at trænge igennem, da Københavns overborgmester, Frank Jensen bød velkommen til de glade brudepar.
”Vi er stolte over at København er en åben, tolerant og frisindet by”, sagde Frank Jensen i sin tale til de mange, der var dukket op til globryllup.
Så tog det ene brudepar efter hinanden turen op ad den røde løber, hvor Frank Jensen stod for selve vielses ceremonien.
”I alt bliver 50 homoseksuelle par viet under Grand Prixet. At vi giver vores gæster, den mulighed viser jo netop at vi har en åben by”, siger LGBTs forperson, Søren Lauersen til Out & About.
Den homoseksuelle amerikanske ambassadør Rufus Gifford var sammen med sin mand Stephen DeVincent blandt de mange der overværede vielserne.
”Vi måtte bare være til stede ved denne begivenhed. Et område, hvor Danmark er førende”, udtaler ambassadøren til Out & About.


