KULTUR

Det Kongelige Teater springer ud

Det Kongelige Teater springer ud med to nye skuespil tilegnet LGBTQ+ miljøet.

To nyskrevne skuespil er med til at markere henholdsvis CPH Pride i 2020 og WorldPride i København 2021. I år handler det om det at ville være far som homoseksuel mand, og i 2021 har nationalscenen premiere på sin første engelsksprogede forestilling PRIDE.

  • Det Kongelige Teater er glade for at være med til at markere CPH Pride og WorldPride og gennem scenekunsten sætte fokus på LGBTQ+ relaterede tematikker for at fejre diversitet særligt i en tid, hvor almindelige menneskerettigheder for LGBTQ+ personer stadig ikke er en selvfølge mange steder i verden. Sådan lyder det fra Det Kongelige Teaters skuespilchef Morten Kirkskov forud for teatrets premiere på forestillingen Regnbuefar.

Ifølge Det Kongelige Teater er Regnbuefar en hjerteskærende og grotesk morsom monolog om at ville være far som homoseksuel mand.

Det er dramatiker Mikkel Trier Rygård, der frit inspireret af sine egne erfaringer har sammenflettet dagdrømme og autofiktion til et skuespil, der sætter fokus på, hvor svært det er at få et barn som homoseksuel mand. Samtidig giver forestillingen et unikt indblik i regnbuedating, hvor man for eksempel via hjemmesiden regnbuefamilie.dk kan arrangere et forældreskab og få et fælles biologisk barn uden om et parforhold.

Forestillingen Regnbuefar er udviklet i et kort og samtidig intenst forløb af Det Kongelige Teaters tiltag for ny dansk dramatik; KGL Dansk, der er støttet af Bikubenfonden.

Forestillingen spiller 18. til 23. august 2020 på Lille Scene i Skuespilhuset med Mikkel Arndt i hovedrollen som Mikkel.

Out & About bringer om kort tid et særinterview med dramatiker Mikkel Trier Rygård om de tanker han har gjort sig med forestillingen.

 

WorldPride og PRIDE

I august 2021 er København vært for WorldPride, og i den forbindelse samarbejder Det Kongelige Teater med arrangørerne om en række aktiviteter herunder skuespil, opera og koncerter.

Blandt de mange aktiviteter kan også nævnes at Skuespilhuset i forbindelse med WorldPride har premiere på sin første engelsksprogede forestilling, der kort og godt har titlen PRIDE.

I PRIDE, der er et nyskrevet skuespil af den tyske dramatiker og instruktør Falk Richter, stilles skarpt på tematikker som stolthed og skam.

I den forbindelse inviterer Det Kongelige Teater professionelle skuespillere, dansere og scenekunstnere af alle køn, alder, seksuel orientering og kulturel baggrund, til åben audition på det nyskrevne skuespil.

Da forestillingen spiller på engelsk kræves gode engelskkundskaber og Det Kongelige Teater forbeholder sig retten til at sende forestillingen på turné efter den har spillet i Skuespilhuset.

Sidste frist for ansøgning til åben audition er den 3. august 2020, og udvalgte til audition får besked den 10. august.

Forestillingen spiller august – september 2021.

 

Læs også: Det Kongelige Teater går online

Se også: Copenhagen 2021