De optræder med Danish Rainbow Awards 2019

Flere af de optrædende ved Danish Rainbow Awards er offentliggjort, og der er både gamle kendinge og nye navne i blandt.
Programmet til Danish Rainbow Awards er sendt i trykken, og i år indgår det som ensektion i Out & About – så hvis showet er kedeligt, har du læsetof ved hånden. Men det er der nu ikke meget der tyder på. Listen over optrædende er offentliggjort, og blandt dem er der både kendte navne og navne på vej frem. Det kan ikke udelukkes, at flere navne kommer til inden showet på onsdag. Har du endnu ikke købt en billet kan det gøres via reklamebanenret herunder.
De bekræftede optrædende er:
Alexander Oscar
Den unge danske sangskriver Alexander Oscar har med rekordfart etableret sig som en af de mest spændende popartister, med stort international opmærksomhed. For nylig udsendte han sit debutalbum ‘highs & lows’ der er kulmination på tre års arbejde, med sange indspillet i Danmark, Sverige, Tyskland og London. ‘Number’ etablerede Alexander Oscar på den danske musikscene med et brag – og med mere end 20 millioner streams er det en af årets mest spillede sange på både streaming og radio. Den nyeste single ‘Complicated’ har cementeret hans position og med mere end tre millioner streams efter den første måned, har vi kun set starten på det der kan blive et nyt dansk eksporteventyr. Live har Alexander udviklet sig stort, og fik i forbindelse med Spot Festival, store roser for sin stærke soul-pop vokal og for det gode sammenspil med sit band, der blev beskrevet som “internationalt format” i Gaffa. Alexander har netop spillet sit først udsolgte headline show i København, og ser nu frem mod en omfattende sommerturne i Danmark og udlandet.
Infernal
Lina Rafn og Paw Lagermann er med deres selvskabte partymonster Infernal, en af de mest konsistente og dynamiske duoer i den danske musikbranche. Med hits som blandt andet ‘From Paris To Berlin’ og ‘Kalinka’, leverer duoen shows som er sprængfyldt med power, der fra første anslag fanger folk ind og river dem rundt.
Paw og Lina har stået trofast på scenen siden 1997, og har siden været insisterende uafviselige med mere end 26 singleudgivelser, der alle på fornemste vis medvirker til at en Infernal-koncert kan virke som et overflødighedshorn af hits.
Freja Kirk
Efter for halvandet år siden at have skrottet hvad der svarer til to færdige albums, har Freja Kirk nu fundet sig selv i sin musik. For fire år siden var Freja en tungsindig sangskriver. Musikken bar præg af sorg over dødsfald, forliste kærlighedsrelationer og knuste drømme. Hun er blevet ældre nu, hun er blevet gladere og har ikke kun fundet sig selv i sin musik, men overordnet set føler hun sig som et mere fuldendt menneske. De musikalske samarbejdspartnere har også udviklet sig. Hun arbejder blandt andre tæt sammen med Reza (Sivas, Gilli m.fl.) Gisli Gislasson (Phlake) og Alexander Grandjean. Med dem har hun fundet et hold omkring sig, som hun kan være sig selv med og som hjælper med at sætte gnist i hendes positive sider og idéer. Freja mener, at hun kan nå ind til lytternes følelser med sine sange. Det har hun prøvet før, men hun ved godt, at hun skal gøre sig umage. Hun er overbevist om, at man skal være fuldt tilstede for at kunne ramme følelser gennem musik. “Jeg vil gerne gøre mig umage. Det sidste jeg har lyst til er at gøre noget halvt. Nogle gange kan man komme til at køre på rutinen, men hvis jeg gør det, så glemmer jeg at mærke øjeblikket og så kan jeg ikke videreformidle følelsen.”
Clara
Siden udgivelsen af sit debutalbum i august sidste år, har Clara for alvor gjort sit indtog på den danske musikscene. Til november tager hun på sin første større turné, og hun kommer landet rundt.
Når Clara til efteråret drager på turné landet over, er det blot et år siden, at hun udgav sit debutalbum, August Eighteen. I løbet af det år, der er gået, har hun indtaget scenerne til blandt andet The Voice i Tivoli og på landsdækkende tv til P3 Guld, hvor hun ligeledes var nomineret som Året Nye Navn, ligesom hun også var det til Zulu Awards. Hun har vundet DPAs sangskriverpris, og DR udnævnte hende i december som eneste kvinde i deres ”De Ejede 2018”-artikelserie. I september udgav de desuden en minidokumentar om hendes debut-headlinerkoncert.
Clara har mildest talt haft nok at se til siden albumreleasen sidste år, og senest har hun udgivet sit største radiohit til dato, ’Crazy’. Når hun til november tager på sin første længerevarende turné er det derfor ovenpå et år, der har gjort Clara til et ‘household name’ på den danske musikscene og ikke mindst med en erfaring i bagagen, der står i skarp kontrast til hendes unge alder.
MOODY
MOODY er blevet spået til at inspirere en hel generation med sin legefulde, interessante, og flirtende pop-univers. Og med hendes fjerde single oplever vi en drejning fra hendes tidligere singler. Den 24-årige pop-komet beskriver selv sangen som ”meget mere mig selv”.
MOODYs forhold til musikken har været hendes terapi i hendes eget psykiske puslespil som homoseksuel og det bliver afspejlet i ‘Gotta Get Up’. Hun er ikke alene om at bruge musik som sin medicin, og hendes sangtekster er relaterbare for os alle – måske specielt for dem, der kan have svært ved at finde sin plads i samfundets rammer.
DR3 har fulgt MOODY og lavet en dokumentar, der inviterer indenfor i de indre konflikter og tegner et helt billede af den unge sangerinde.
MOODY fik sit gennembrud, da hun i foråret 2017 sendte sine sange ind til P3s Karrierekanonen. Og i august samme år vandt hun den prestigefulde musikkonkurrence. Siden sejren har hun fået en pladekontrakt hos Universal Music og ‘Gotta Get Up’ er hendes nyeste udspil.