SAMFUND

Dansk Boldspil Union ønsker bred inklusion

Dansk Boldspil Union har nu modtaget arbejdsgruppens anbefalinger til, hvordan man kan skabe en bedre inklusion af trans- , interkønnede og non-binære i dansk fodbold. Anbefalinger der endelig skal vedtages til november.
Foto: Alexander Fox

Nye anbefalinger lyder på, at Dansk Boldspil Union(DBU) skal arbejde med inklusion for at skabe større brede i fodbold.

I januar nedsatte DBU en helt ny arbejdsgruppe, der havde til formål at undersøge, hvordan alle kønsidentiteter- og forståelser kommer til at føle sig velkomne i dansk fodbold.

Særligt de senere år er der kommet fokus på kønsdebatten i idræts sammenhæng.  For eksempel udarbejdede Danmarks Idrætsforbund i 2022 en lang række anbefalinger for inklusion af  trans-, interkønnede og non-binære i dansk idræt. DBU ønsker med andre ord at udarbejde sine egne retningslinjer og anbefalinger for køn i dansk fodbold. Det sker for at være med til at hjælpe landets fodboldklubber. Men også for at synliggøre, at alle er velkomne, uanset kønsidentitet.

Viden er vigtigt

Ifølge anbefalingerne bør klubberne have en tillidsperson med stor viden om LGBT+ forhold tilknyttet i alle lokalunioner. Vedkommende skal være garant for, at de nye regler bruges efter hensigten og for god inklusion lokalt.

Arbejdsgruppen anbefaler også, at der tilføjes et diversitetsmodul til træneruddannelserne. At der derudover skal lægges pres internationalt på for eksempel FIFA og UEFA. Så disse får udarbejdet fælles regler og retningslinjer for trans-, interkønnede og non-binære i elitesport. Desuden skal DBU støtte ny forskning, så der kan laves nye brugbare studier. Viden er vigtig.

Alle anbefalingerne er samlet i en rapport som er tilgængelig på DBU’S hjemmeside.

“Vi er glade for at kunne præsentere et sæt anbefalinger, som vi mener kan være med til at udvikle dansk fodbold i en retning, som vi kan være bekendt for alle børn, unge og voksne der elsker at spille, se og opleve fodbold. Måske endda nogle, som hidtil ikke har kunnet se sig selv i en binær kønnet sport, men som i fremtiden vil opleve at føle sig inkluderet og velkommen. Vi ser frem til at følge høringsprocessen, og bidrage til kvalificering af diskussionerne”, udtaler Natasha Al-Hariri, der udover at være forperson for arbejdsgruppen, også er direktør for Dansk Flygtningehjælp Ungdom.

Udvikling mod bedre inkludering

I breddefodbolden har gruppen haft særlig fokus på inklusion og fællesskab, mens fokus i elitesporten har været på fair konkurrence. Ikke at fair konkurrence ikke også er vigtigt i breddefodbold, men inklusion og fællesskabet vurderes som endnu mere vigtige værdier.

“Der er for mange, der ikke føler sig inkluderet i idrættens sociale fællesskab. Vi håber, at disse anbefalinger kan skabe grundstenen for, at både non-binære og transkønnede fremover får en markant nemmere vej ind i fodboldens fællesskab. Og at andre sportsgrene i Danmark vil lade sig inspirere af DBU’s arbejdsgruppes anbefaling om at selv-identifikation bør være det afgørende princip for deltagelse i breddeidræt”, siger Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef i LGBT+ Danmark og medlem af arbejdsgruppen.

Arbejdsgruppen ønsker også fokus på en bedre stadionoplevelse for alle. Eksempelvis ved, at man selv kan vælge  hvem man skal kropsvisiteres af, kønsneutrale toiletter og skiltning med videre. En ting man med succes har haft fokus på i Tyskland de seneste år.

Anbefalinger sendt i høring

Arbejdsgruppen har mødtes fire gange for at udarbejde anbefalingerne. Man har blandt andet kigget ud i verden og søgt inspiration i det tyske fodboldforbund, DFB, der allerede har anbefalinger inden for området.

Anbefalingerne er i sidste uge blevet  præsenteret for DBU’s bestyrelse. Herfra er anbefalingerne nu sendt i høring, inden bestyrelsen træffer en endelig beslutning i november.

Der foreslås helt konkret, at en trans-, interkønnet eller non-binær person i breddefodbolden selv kan selv vælge, hvilket køn vedkommende spiller med. Det er gruppens klare overbevisning, at enhver person bedst ved, hvor man hører til og, hvordan man identificerer sig.

Arbejdsgruppen under DBU, der nu er kommet med deres anbefalinger til, hvordan man opnår bedre inklusion af trans- og interkønnede, og non-binære i dansk fodbold.
Foto: DBU

Arbejdsgruppens sammensætning:

Natasha Al-Hariri (forperson), Medlem af DBU’s Governance- og Udviklingskomité og Etisk Udvalg

Dorthe Nørregaard, Direktør i Videncenter om handicap

Finn Moseholm, Formand i DBU Sjællands Disciplinærudvalg

Simone Hersleb Mathiasen, Medarbejder, DBU Lolland-Falster

Jens Christian Hansen, Formand for DBU Jylland Region 4 og medlem af DBU Jyllands bestyrelse

Christian Bigom, Formand for Pan Idræt

Lene Bengtsson, Sportslig ledelse, Silkeborg IF Q

Mads Agner Veng, Klubchef og sportschef, FA2000

Tanja Koch-Rasmussen, Administrationschef i Divisionsforeningen

Pernille Løvengreen, Konsulent i DIF Udvikling

Susanne Branner Jespersen, Sekretariatschef i LGBT+ Danmark

Fahad Saeed, Medstifter af Sabaah

Nadia Jacobsen, Bestyrelsesmedlem i Transpersoner i Danmark

Læs også: Stormøde om hadforbrydelser