SAMFUND

Brutalt drab på transkvinde chokerer verden

Det hensynsløse og brutale drab på Dandara dos Santos har chokeret verden over. Billedet er fra den brutale video der viser mishandlingen. Hadforbrydelser mod LGBT-personer er tiltagende i Brasilien.
Foto: YouTube / screendump

Transkvinden Dandara dos Santos er i Brasilien blevet udsat for voldsom mishandling før hendes angribere dræbte hende. En brutal og hjerteskærende video af mishandlingen er gået viralt og forfærder verden over.

De sidste dage er en video gået viralt, hvor man ser den tynde og afkræftede transkvinde Dandara dos Santos blive slået, sparket og mishandlet. Hun ligger på jorden og forsøger forgæves at rejse sig, men det lykkedes ikke. Hendes fem overfaldsmænd ser ud til at more sig, og forsøger at tvinge hende til at lægge sig op i en trillebør. Til sidst løfter de hende op i en trillebøren, og kører afsted med hende, hvorefter filmen ender.

Senere samme dag blev hun fundet dræbt i en nærliggende gade. Skudt to gange i hovedet, og slået i hovedet med en stor sten til hun mistede livet.

Du kan se videoen under artiklen, men lad det være sagt med det samme; den er afskyelig og viser de værste og mest primitive sider af mennesket.

Dandara dos Santos boede i Bom Jardin, et fattigt kvarter i storbyen Fortaleza i det nordøstlige Brasilien, og hun blev dræbt den 15. februar kun 42 år gammel.

Hvorfor Dandara skulle dø er der ingen medier der kan fortælle, men ud fra omstændighederne kan der ikke være tale om andet end en hadforbrydelse.

Forud for drabet blev Dandara brutalt slæbt ud af sit hjem, og et vidne har hørt en af overfaldsmændene råbe ”De vil slå bøssesvinet ihjel.” Foran sit eget hjem blev hun mishandlet uden, at nogen greb ind.

Dandaras søster Sonia Maria fortæller, at Dandara var meget hjælpsom, og altid hjalp sin familie. ”Hun sagde aldrig nej. Hun kunne blive træt, men hun var altid hjælpsom.”

Politiet har efterfølgende arresteret fem mænd. To voksne, og tre teenagere. Den ene anholdte er personen der filmen mishandlingen, og som dermed har leveret bevismaterialet i sagen. Politiet leder stadig efter flere mistænkte.

Delstatsregeringen i delstaten Ceará hvor Fortaleza ligge, fordømmer drabet, og siger, at alle kræfter er sat ind på opklaringen.

Dandaras dos Santos er det seneste offer for LGBTI-hatecrimes i Brasilien. Ifølge Brasiliens transnetværk er Dandara det femte transkønnede drabsoffer i februar.

Hjemmesiden Homophobia Kills beretter at 37 LGBTI-personer er dræbt i Brasilien i 2017. Tallet inkluderer selvmord.