Bakkens Hvile – ’Vi åbner op nu’ med fornyet livsglæde.

Mere frigjort bliver det ikke. I disse tider, hvor snerpethed, blufærdighed og krænkelsesparathed er dagens ret for de fleste, er det ret befriende at få et par vovede sange og en kvik bemærkning ud over publikum. Og det får du – mest til herrerne. Det er en sjov aften med fællessang og fuld af højt humør, sjove rim, nostalgi og høflig servering ved bordene.

Det lystige selskab i Bakkens Hvile hos syngepigerne, hvor fællessang er i højsædet, går man aldrig galt i byen med. Bakkens Hvile synger på 144. sæson. Der er altid de klassiske viser, som alle kan enten nynne eller synge med på, og der er nye – og de er næsten altid frække med gode og ofte overraskende finurlige rim.

Introtalen i år handlede om, at Bakkens Hvile er den sidste syngepavillon. Der var i de gode gamle dage 43 syngetelte i København og på Bakken. Da var det mere frigjort og endda så frigjort, at syngepigerne IKKE fik løn, men modtog mønter kastet op på scenen eller samlet ind ved bordene. Det blev siden forbudt af Politimyndigheden. Nu ser myndighederne vist ikke så strengt på det mere. Og mønter er blevet til sedler. MobilePay er ikke set endnu.

Første sæt har to af de nyere sange af henholdsvis Karen Marie Lillelund og Sigurd Barrett.

Karen Marie Lillelund står for ’Sådan har jeg aldrig fået den før’ med helt klassisk visekunst med et genkendeligt omkvæd, som hurtigt læres af publikum. Og altid med en undertone, som stilarten fordrer.

Sigurd Barrett begiver sig ud i en beskrivelse af ’Moderne teknologi’ med et genialt historisk forløb og i bedste stil et sjovt omkvæd. Inden afslutningen af 1. sæt får vi altid ’Glemmer du, så husker jeg’, og allersidst ’En hyldest’ til Ulf Pilgaard. Sangen løber gennem Ulf Pilgaards lange liv i revyer og hans samtidighed med Dirch Passer. En meget kærlig og værdig hilsen, som ender med at opfordre ham til engagement på Bakkens Hvile, måske parodierende Dronningen til næste år – nok mest i sjov. Men lad os nu se. Alt kan ske.

Og så klassikeren ’Alle går rundt og forelsker sig’ skulle der være plads til.

Bakkemedley

Andet sæt begynder med det traditionelle potpourri ’Bakkemedley’, som består af en flot hyldest til gamle viser arrangeret af Kenneth Sichlau. En velkommen mindestund. Syng bare med.

Karen-Marie Lillelund har endnu en vise med i andet sæt ’Man må lære… at lade som om’. Det giver nogen sjove kombinationer, som flere nok kan genkende, når man skal ’lade som om’.

’Min Freddy’ er en klassiker for Ann Farholt med hendes skønne stemme, og hun sang den med kærlighed og indlevelse. Ann kan jazz’e og får hvert år lidt jazz ind i sine numre. Der er alsidighed i den trup. Gummidragten fremførtes af Anne Karin Broberg med gestik og grimasser, så det bliver meget levende. Jeg skal ikke afsløre for meget i dette pæne medie – det skal opleves.

Afslutningssangen var ’Vi siger godnat, men ikke farvel’ med tekst af Sune Gylling Æbelø og musik af Mickey Pless. Det bliver også til et gensyn herfra, måske allerede i denne sæson. Man bliver altid i godt humør hos syngepigerne på Bakkens Hvile. Husk rede penge i form af sedler til damernes strømpebånd – eller husk at sende dem en hilsen med en lille skarp til scenen. Din hilsen læses så op – meget festligt.

Ensemblet på de fire syngepiger styres sikkert igennem aftenen af vidunderlige Dot Wessman med myndighed og klar stemme; også til ham, der snakkede lidt for højt. Han blev spurgt, ”Har du ikke lært hjemmefra, at man ikke må drikke på tom hjerne” – og så tav han.

Fylder hele salen

Og barmfagre Tina Grundwald er helt ude i salen med sine viser. Jeg tror, det var mig, hun sang til, da hun lidenskabeligt sang, ’Ka’ du se på mig?’. Og Anne Karin Broberg, der mestrer hele spektret med sjov og skrap mimik og genert lillepige attitude. Ann Farholt, som med sin kraftfulde stemme kan synge mere end et telt op, charmerer både på scenen og på gulvet.

Også stor ros til instruktør og koreograf Susanne Breuning, som lykkes flot med både trin og attituder hos de smukke syngepiger. Og stor ros til Kapelmester Kenneth Sichlau, der akkompagnerer syngepigernes viser. Han kender sine syngepiger godt og aflæser alle deres små bevægelser og spiller lige præcist ind til hver enkelt, så de stråler.

Sikke en vidunderlig aften. Syngepiger, der fylder hele salen med en dansk kulturhistorie og nostalgi, som rækker helt tilbage til 1870. Og så var der servering ved bordene – gammeldags høflighed og venlig betjening. Hurra og kom så på Bakken. Det driver af kultur på den glade måde og godt for minderne, og I vil sikkert kunne synge med på mange af viserne.

Bakkens Hvilke lever som sidste og eneste ’fine’ dame, eller skulle man hellere sige ’frække’ dame i genren. Det er kulturhistorie, der er værd at bakke op – så-at-sige. Jeg vil sige: Der er noget om snakken, der er sjovere på Bakken og specielt på Bakkens Hvile.

Instruktion og koreografi Susanne Breuning / Kapelmester Kenneth Sichlau / Syngepiger Anne Karin Broberg, Tina Grunwald, Ann Farholt, Dot Wessman / Tekster Kenneth Sichlau, Robert Arnold, Leif Maibom, Karen Marie Lillelund, Sigurd Barrett, Kai Normann Andersen, Otto Andersen, Niels Olsen, H. J. Jensen, S. G. Æbelø, B. & A. Møller, Poul Sørensen / Musik Mickey Pless, Kenneth Sichlau, Sigurd Barrett, Eric Christiansen, Poul Due, Frank Learn og Kai Normann Andersen / Kostumer ved Tina Grunwald, Kent Fredin og Henrik Hviid / Sidste opførelse 4. september 2021.

 

Billetter og spilletider finder du her.

Læs også: Flugt – baseret på virkelige hændelser