ANMELDELSER

Bakkens Hvile – ’Vi åbner op igen’ og det gør de – i flot stil

Scene: Efter en ufrivillig ’Covid-19’pause har Bakkens Hvile sæsonstart på sit 143. år med fornyet livsglæde og de vidunderlige syngepiger. ’Lidt gammelt, lidt nyt, lidt lånt’ og meget skønne sange med frække versefødder – og så naturligvis: ’Dot og rigtig meget Anne, Ann og Tina’, som de selv siger.

Der gås til biddet, eller bidét’et, kunne man sige, og der er selvironi og humor i overflod med hurtige bemærkninger både på scenen og til publikum. Herligt. Du vil få en herlig aften i skønt selskab med høflig betjening ved bordene. En aften fuld af tempo, satire, nostalgi og pikante sange.

Du er altid i lystigt selskab hos Bakkens Hvile med syngepigerne, hvor du kan synge med på viserne – og det opfordrer de vidunderlige syngepiger til. Der er de klassiske viser og de nye – og de er altid frække med et glimt i øjet.

Introsangen 2020 ’Vi åbner op igen’ handlede naturligvis om Corona og beskrev faktisk fint hele corona-begivenheden, også med persongalleriet fra fjernsyn; og her naturligvis et par sjove rim om, at Søren Brostrøm ikke er til piger. Den var sjov.

Og så er der sangen om ’Min Freddy’, en gammel traver og gemal til en af syngepigerne – forfattet af Leif Maibom med musik af Mickey Pless – sunget af Tina – og sikke, der bliver pjattet med både ham og deres LANGE parforhold. Den går altid lige ind, og flere griner genkendende af sig selv. Se så bare at få købt det fitness-kort.

Og så lige et par klassikere ’Alle går rundt og forelsker sig’ og ’Køb blomster, køb blomster’ inden det fine initiativ ’Ønskehatten’ – en ’meningsmåling’ på facebook om, hvilke sange publikum gerne vil høre. Det har medført en række kendte klassikere, som bliver udsat for frække gendigtninger. Så kan du ikke nøjes med at trække på smilebåndet; du kommer til at skraldgrine.

Inden afslutningen af 1. sæt får vi ’Glemmer du, så husker jeg’. Med afslutningssangen i 1. sæt sendes så en vemodig hilsen til alle de aflyste revyer med sangen ’Vi savner’ underforstået ’Vi savner revyen’. Syngepigerne kalder i sangen denne sommer: en ’ommer’. Helt enig herfra.

2. sæt begynder med det traditionelle potpourri ’Bakkemedley’, som består af en flot hyldest til gamle viser arrangeret af Kenneth Sichlau. En velkommen mindehjemkomst. Syng bare med.

Og herefter kom den fine klimaangst-sang ’Klimaforandring’ af Rasmus Krogsgård – her handler den blot om klimakteriet. Der er skabt mange skønne rim og finurlige klima-sammenligninger ud af den kombination. Salen lå igen i år flad af grin. Syngepigen Ann Farholt har den mest vidunderlige fængende mimik, og med dette nummer fik hun hele salen i sving.

Jazzsangerinden og syngepigen Ann Farholt fik lejlighed til at brillere med sin kraftfulde stemme til Duke Ellingtons ’Don’t mean a thing’. Der er alsidighed i den trup.

Og for første gang i mange år sang skønne Dot ’Islandsbrygge’, hvor traditionen byder, at alle rejser sig under omkvædet, når der synges med på ’Islandsbrygge’. Dots morfar Hugo Stefansen forbød sangen, fordi alle glas væltede på gulvet, når gæsterne rejste sig i den tætpakkede og glædesfyldte sal. Men løsningen lå lige for: bordene blev skruet fast i gulvet – og så kunne sangen fremføres igen. Skæbnen vil så, at i år skal der være større afstand mellem bordene, og bordene er nu løse igen. Det gik nu roligt nok for sig. Men husk at rejse dig under omkvædet og synge med.

Afslutningssangen var ’Vi siger godnat, men ikke farvel’ med tekst af Sune Gylling Æbelø og musik af Mickey Pless. Det bliver også til et gensyn herfra.

Ensemblet på de fire syngepiger ledes af smukke Dot Wessman med en stemme så klar og kraftfuld. Hun er en central figur, som holder sammen på den flot sammenspillede trup. Og hvor er det skønt, at teksterne fremføres så tydeligt, at de høres klart på bagerste række. Man får faktisk det hele med. Stor ros til instruktør og koreograf Susanne Breuning, som lykkes flot med de smukke syngepiger.

Sikke en fantastisk aften. Syngepiger, der fylder hele salen med en dansk kulturhistorie og nostalgi, som rækker helt tilbage til 1870. Og så var der servering ved bordene – gammeldags høflighed og venlig betjening. Hurra og kom så på Bakken. Der venter jer en skøn kulturrejse, og I vil sikkert kunne synge med på mange af viserne. Jeg kan kun anbefale jer at tage en tur på Bakkens Hvile.

Bakkens Hvile på Facebook

Instruktion og koreografi Susanne Breuning / Kapelmester Kenneth Sichlau / Syngepiger Anne Herdorf, Tina Grunwald, Ann Farholt, Dot Wessman / Tekster Kenneth Sichlau, Robert Arnold, Leif Maibom, Sigurd Barrett, Kai Normann Andersen, Otto Andersen, Niels Olsen, H. J. Jensen, S. G. Æbelø, B. & A. Møller, Poul Sørensen / Musik Mickey Pless, Kenneth Sichlau, Sigurd Barrett, Eric Christiansen, Poul Due, Frank Learn og Kai Normann Andersen / Kostumer ved Tine Grunwald, Kent Fredin og Henrik Hviid / Sidste opførelse 5. september 2020.