OPINION

Bagsiden af medaljen i bøssepornoindustrien

Mange af modellerne er ikke er homoseksuelle, men unge mænd med drømme og længsler, der er blevet aktører i en branche, hvor narkomisbrug, prostitution og social deroute lurer lige om hjørnet.

Af Kaj Erik Andersen

Profils seneste temaaften handlede om bagsiden af medaljen i bøssepornoindustrien. Vi så dokumentarfilmen ”All Boys”, der er instrueret af Markku Heikkinen. Filmen går bag facaden på bøssepornoindustrien.

Efter Sovjetunionens kollaps og de østeuropæiske landes frigørelse fra overherredømmet, blev den tjekkiske hovedstad, Prag, et mekka for fremstilling af bøsseporno.

På den ene side var der tale om, at den seksuelle frigørelse havde gjort sit indtog, på den anden side var der tale om, at der var rigtig mange penge i at lave bøsseporno. Den del havde i virkeligheden ikke så meget med seksuel frigørelse at gøre, for mange af modellerne i pornofilmene var rodløse unge, der ikke havde de store muligheder for at få andet arbejde.

I filmen følger vi forskellige mennesker indenfor bøssepornoindustrien, både modeller og producenter, over en periode.

Drengene i den tjekkiske bøssepornoindustri er, foruden tjekkere, fra Ungarn, Slovakiet og Rumænien. Senere er der også drenge fra Polen og de baltiske lande. Producenterne finder dem på gader og stræder og på diskoteker.

En af de gennemgående figurer er Dan Komar, som er rejst fra USA til Prag for at producere bøsseporno. Han bor sammen med sine unge modeller i en slags familiebofællesskab.

Dan vil gerne være i kontakt med sine modeller og betale dem regelmæssigt. Det er vigtigt, at de kender hinanden, for det giver en god kemi når de skal indspille pornofilm.

Dan tilbringer meget af sin tid i bofællesskabet. Men han har også sit eget hus, hvor han bor sammen med den unge, og meget smukke, pornomodel Ruda Prohazka, som han har giver kunstnernavnet Aaron Hawke. Han var hjemløs da Dan fandt ham under en bro.

Dan kan også fortælle, at han var den første der lavede en hel bøssepornofilm med bareback, endda med dobbelt penetration. Der bliver næsten ingen bøssepornofilm produceret i Prag, hvor der benyttes kondom.

Der deltager også en anden pornofilmproducent i filmen, Allan Pelikan, han begyndte som model, og nu står han selv bag kameraet. Han siger, at bareback er populær og at man må følge trenden. Han har kone og barn som han skal forsørge. Han beklager sig over, at filmene bliver produceret billigere og billigere, og at det enden med, at modellerne må arbejde gratis.

Dengang pornoen kom til USA og Europa i 1960´erne, var nøgne kvinder og mænd udtryk for frihed og seksuelle rettigheder til alle. Men i 1970´erne var der ikke noget politisk i pornoen længere.

I løbet af filmen bliver det klart for os, at den mørke sandhed ofte er, at de modeller, der udadtil har ikonisk status som bøssepornostjerner, slet ikke er homoseksuelle, men at de er unge mænd, der længes efter menneskelige relationer, ægte kærlighed og et traditionelt familieliv. I stedet er de blevet aktører i en branche, hvor farer som narkomisbrug, prostitution og social deroute lurer lige om hjørnet.

Vi ser da også, at de konsekvent bruger heteroporno, når de skal gejles op til filmoptagelser. Pornomodelaspiranter får også heteropornoblade stukket i hånden, som det naturligste i verden, når de er til casting.

Ruda er heller ikke bøsse, men han er en stor bøssepornostjerne i USA, og han fortæller, at han lever som om han også er det i Prag, hvor han elsker at føre sig frem i moderigtigt tøj, så alle mennesker siger ”WOW”, når de ser ham.

Han fortæller også, og at han bruger injektion for at undgå erektionsproblemer når han indspiller pornofilm. Han bruger også viagra og ecstasy, fordi han er spændt så hård op, med de mange indspilninger.

Ruda er vokset op på et børnehjem. Han har en søster og en bror, men dem ser han aldrig. Han fortæller, at han levede et fattigt liv, hvor han ikke havde de ting, som andre havde.

På et tidspunkt drømmer han om, at alle de amerikanere der ser hans pornofilm, vil give ham nogle af deres penge, så han ikke skal arbejde så hårdt. Han er på det tidspunkt i filmen nået dertil, at han, selv om han arbejder professionelt, hader sit arbejde som bøssepornostjerne.

Senere fortæller Ruda, at det var ham der datede Dan, men at han efterhånden føler at Dan er så ”gay”, at han beder ham om at opføre sig normalt. Men Ruda konstaterer også, at Dan er kongen der kan bede alle skride, når det passer ham. Han siger også, at han kan lide at være sammen med Dan, men at Dan også skrider rundt med andre modeller, og det hader Ruda, så han begyndte selv at gøre som det passede ham.

På spørgsmålet om, hvad han ville gøre hvis han havde mange penge, svarer han, at han ville leve et normalt liv uden Dan.

Ruda kan heller ikke tale med Dan, eller andre, om sine tiltagende problemer, så han beholder dem inde i sig selv.

Dan indrømmer, at drengene får ekstra betaling, hvis de viser at de elskede ham. Han fortæller også at pornomodellerne har to gode år fra de er 18 til de er 20 år. Derefter begynder de små tegn på, at de er blevet ældre at vise sig, så kan man ikke bruge dem mere. Det betyder ikke at business er dårlig, men at det er en sideeffekt ved business, understreger han.

Han siger også, at Prag er den by i verden, hvor der bor flest attraktive 20 til 25-årige fyre. Han behøver blot at gå hen til metrostationen, så har han modeller nok til en ny bøssepornofilm.

Vi følger også en anden pornomodel, som over flere omgange besøger sin mor. Hun bor ude på landet, og hun hader storbylivet, og det liv hendes søn lever i bøssepornoindustrien. Det har hun virkelig svært ved at acceptere. På den anden side siger hun, at man jo tilgiver sit barn alt.

Senere fortæller hun, at hun ikke vil presse sin søn til at blive noget bestemt, som hendes far pressede hende, men at hun håber, at han finder sin egen vej og bliver lykkelig. Hun håber også, at de til den tid kan tale sammen, uden at hun behøver at stille ham så mange spørgsmål. De har prøvet at snakke sammen, men det gik ikke godt.

På gaden møder vi også en 27-årig fyr, der har boet i Prag i 10 år. Han har tidligere lavet 14 bøssepornofilm, men nu ernærer han sig som trækkedreng, og han ser syg og hærget ud.

Der skal hele tiden nye fyre til, og vi møder den unge Filip, der havde et job som taxachauffør. Han har købt sin egen taxa, men afdragene er så store, så han begynder få det han kalder ”repræsentative opgaver” som partner for andre mænd, ved siden af taxakørslen. Et job han godt kan lide. Men han begynder også at indspille bøssepornofilm og han bliver et af bøssepornoindustriens nye ansigter.

Det begynder at gå ned ad bakke for bøssepornoproducenten Dan Komar. Han har også smidt Ruda ud. Og han fortæller nærmest kynisk, at de mest simple ting han fortalte Ruda, kunne han ikke fatte, og det var ikke til fordel hverken for ham eller for Ruda. Han sætter oven i købet trumf på, ved at sige, at man ikke kan tage fyre fra gaden og lære dem gode manerer. Hvis de opfører sig som dyr, så lad dem være dyr, de ønsker ikke at lære, siger Dan og forsætter med at fortælle, at han gav Ruda tre år til at ændre sig.

Det er utroligt, at Dan kan tale sådan om den samme Ruda, som indspillede så mange pornofilm for ham, og tjente så mange penge til ham, på grund af sit udseende, de blå øjne og det sorte hår.

Det er virkelig gået ned ad bakke for Ruda nu. Vi møder ham i en lille lejlighed og på gaden, hvor han sidder og drikke øl. Hans hud er uren, det flotte hår har mistet glansen og han taler uforståeligt. Han tjente mange penge på at være bøssepornostjerne, nu har han ingen.

Vi møder også Josef, der fortæller, at der ikke er mange der ved at han arbejder i bøssepornoindustrien. Hans (pige)kæreste Lenka siger at hun ikke kunne gøre det, og at hun ikke ved om hun kan acceptere det, hvis han fortsætter.

Josef forsvarer sig med, at der ikke er mange der forstår det, fordi det ikke kender til branchen, og at det bare er et arbejde.

Lenka tør lidt op og siger, at han jo kan tage hende med derhen og vise hende det, og at hun ikke ville have noget imod at kigge på. Men vi kan godt mærke, at Josefs arbejde som bøssepornomodel generer hende.

Vi er nu nået dertil i filmen, hvor vi får at vide, at de gode tider for de tjekkiske drenge er ved at være forbi. Der bliver lavet flere og flere billige pornofilm hver uge. På 10 år har den tjekkiske bøssepornoscene ædt sig selv op.

Vi møder pornoproducenten Allan Pelikan igen. Han er nød til at lave nogle pornofilm inden jul, fordi alle hans aktører skal have penge og det er dyrt for mig, siger han.

Dan beretter om, at han sidste år lavede en prægtig jul for drengene, men nu er han alene. Det kan ikke længere betale sig at lave pornofilm. Han spørger, hvorfor han skal lave dem, når de ender på internettet, hvor de kan ses gratis. Det er der ikke forretning i. Han fortæller også, at han ønsker at starte på noget nyt indenfor tøjbranchen, og at han allerede har solgt sine pornomodeller.

Han siger også, at filmholdet kan finde Ruda ved metrostationer og lignede steder, hvor han bruger tiden på at tigge.

Dan fortæller, at der er socialiserende og medicinske programmer for ”sådan nogen som Ruda”. Man kan også tage på hospitalet og få pleje og hjælp. Det er noget alle tjekker betaler til. Men Ruda er hjemløs, og han ikke han betalt til det, fordi han gik ud af skolen som 18-årig.

Her kunne man fristes til at indskyde, at det var på det tidspunkt Ruda begyndte at tjene rigtig mange penge til Dan Komar, som bøssepornostjernen Aaron Hawke.

I kontrast til Dan, som trods alt har startkapital til at begynde på noget nyt, ser vi, at Ruda er gået helt i hundene og lever et meget forhutlet liv på en losseplads, hvor hans ”hjem” er en sovepose. Det eneste af det, han prøver på at fortælle os, vi kan forstå, er at han fabler og piger og ordet ”Beer”.

Han får dog nogenlunde tydelig sagt, at han gerne vil være superstjerne som Jim Carrey (som spiller bøsse i filmen ”I Love You Philip Morris”).

Dan håber stadig, at der sker et mirakel med Ruda, for ellers vil det tage ham lidt tid at komme over det. Han slutter med at sige, at drengene er blevet afhængige af sex, som man kan blive afhængig af den billige narko af høj kvalitet, som Prag er fyldt med.

Lidt selvmedlidende får han også sagt, at mennesker har godt af at have nogen at leve livet sammen med, men at han aldrig mødte den eneste ene.

Selv om Dan på mange måde er en flink fyr, så kan man ikke komme uden om, at han var en af bøssepornoindustriens kyniske bagmænd. Han håber godt nok, at den flotte unge fyr der kom til ham, levede hos ham i tre år, og tjente mange penge til ham, får hjælp, men samtidig har han ikke tænkt sig at røre en finger for Ruda.

I slutningen af filmen, møder vi igen ”det nye ansigt” Filip. Han har nu været uden kontakt til bøssepornoindustrien i halvandet år. Han fortæller, at den ikke interesserer ham mere. Han arbejder nu som teknikker for et kabel-tv selskab og det går ham rigtig godt. Han er også blevet rapper og han har skrevet kendingsmelodien til ”All Boys”.

Filmen slutter med, at Filip synger sangen. Så der trods alt var et lille lyspunkt i alt det triste.

Man kan stadig købe pornofilm med pornostjernen Aaron Hawke på internettet. Man kan også se en smagsprøve fra en af filmene. Dan Komar står opført som producent, så det kan være, at han stadig tjener penge på Ruda Prohazka.

Aaron Hawke står omtalt som biseksuel, der ser jo også pænere ud, end hvis man skrev at han er heteroseksuel, men hvad værre er, at han omtales med alle de relevante ”mål” og som en 29-årig, mørkhåret model med blå øjne. Der er ikke et ord om, at han lever et forhutlet og hjemløst liv, langt fra rampelys og stjernestatus. The business most go on!

Efter filmen var der kaffebord, hvor vi fik snakket om dokumentarfilmens tema, som hensatte os i en dyster stemning, fordi det spild af unge menneskers liv, som vi havde været vidner til, næsten er ubærligt.

Det var ligeledes næsten ubærligt, at se hvordan de kyniske bagmænd i bøssepornoindustrien udnytter de rodløse unge fyre, som de finder på gader og stræder og diskoteker, unge fyre der ikke har de store muligheder for at få andet arbejde, de kan leve af. Og at se unge mennesker der længes efter menneskelige relationer og ægte kærlighed, bliver kasseret når der ikke længere er penge i dem, med stor fare for, at de havner i narkomisbrug og prostitution og social deroute.

Samtidig skal vi jo heller ikke gøre os mere ”hellige” end godt er, for vi er jo også, i større eller mindre grad, brugere af bøsseporno – også den tjekkiske.

 

Profil er en klub for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner i Haderslev.

Læs mere om Profil på www.profil-haderslev.dk