KULTUR

AXGIL åbnet med hyldesttale

Carsten Volden holder åbningstale.
Foto: Brian Kjær Capkan

Særligt LGBT Danmarks 70-årige indsats blev fremhævet, da formand Carsten Volden fra Rainbow Business Denmark onsdag aften kl. 20.20 holdt sin åbningstale foran H.K.H. Kronprinsesse Mary og en næsten fyldt sal i Cirkusbygningen.

”Velkommen.

Deres kongelige højhed, mine damer og herre – velkommen til Danish Rainbow Awards – AXGIL.

LGBT-personer har i Danmark igennem mange år været udsat for diskriminering. Negativ særbehandling, voldelige overfald, mobning på arbejdspladser og manglende forståelse blandt venner og familie, er desværre en del af vores hverdag. Heldigvis er der mange personer, som gennem årene har arbejdet for at forbedre LGBT-personers rettigheder, så vi i dag er et af de bedste lande at leve i som LGBT-person.

Det er i aften 10. gang, at vi holder Danish Rainbow Awards – AXGIL… men i forhold til, hvordan andre har arbejdet vedholdende i mange år for at forbedre LGBT-personers rettigheder og livskvalitet, så er det jo ikke så imponerende.

Centralhjørnet fejrede sidste år 100 års fødselsdag, AIDS-Fondet har nu arbejdet i mere end 30 år, Miss OTB har optrådt i 20 år, Sabaah har eksisteret i mere end 10 år… ja, listen over danskere som har gjort en forskel indenfor og udenfor vores lands grænser, er lang.

I år har vi fordoblet antallet af priser… det har vi gjort, fordi der er så mange, som gør en forskel på mange forskellige fronter – hver dag. Fra erhverv, medier, kultur… ja også personer udenfor vores miljø fortjener anerkendelse for deres arbejde for plads til forskellighed og retten til at ytre sig offentligt, sådan som man nu engang er skabt.

Hjælp os til at fortælle disse historier også udenfor landets grænser… det kan du gøre, ved at melde dig ind i vores forening.

I år har vi en særlig fødselar… LGBT Danmark fylder 70 år. Det var Axel Axgil, som i 1948 stiftede foreningen. Og det er Axel Axgil, som lægger navn til aftenens prisuddeling og den statuette, som vinderne får.

Set med vores øjne er LGBT Danmark den forening, som isoleret set, har gjort den største forskel for LGBT-personer her i landet. Ude i foyeren står der nogle plancher, som viser lidt om LGBT Danmarks arbejde igennem årene… det er værd at gå forbi og kigge på dem i pausen.

Nu vil vi bruge aftenen på at hylde en række personer, organisationer og virksomheder som i hverdagen gør en forskel… hver på deres område. De nominerede er alle med til at skabe plads til forskellighed og til at vise, at vi i Danmark faktisk har ytringsfrihed, også for minoriteter.

Tak”

Om Rainbow Business Denmark

50-årige Carsten Volden har været formand for Rainbow Business Denmark siden 2016. Organisationen hed indtil 2016 Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce forkortet CGLcc. Rainbow Business Denmark står bag Danish Rainbow Awards – AXGIL, Mr Gay Denmark, Copenhagen Gay Guide og Out & About.
I 2017 indsamlede Rainbow Business Denmark penge blandt sine medlemmer, og finansierede derigennem de kondomer i regnbuefarvet indpakning, som du finder i LGBT-miljøet.