At høre til et sted

Ellen er blevet forladt af sin kæreste, Diana. Alting er noget rod, og derfor søger Ellen mod det sidste sted hun følte sig tryg alene, nemlig i hendes barndomshjem. Det eneste store problem er at huset er solgt, og det er nu fremmede, der bor der. Men heldigt nok er de nye ejere på ferie og ekstra nøglen ligger det samme sted som i Ellens barndom, så hvorfor ikke slappe af derhjemme… bare lige kort.
Ellen og Diana er ikke kærester længere . I det virvar af følelser opsøger Ellen kendte rammer, hvor forældrenes lille gård med køer, marker og gylletank kæmpede for at overleve. Ellen husker tilbage på venskabet til nabodrengen og forældrene, men også hvad hun fik ud af forholdet til ex-kæresten, Diana.
Nabodrengen
Imens Ellen bevæger sig rundt i barndomshjemmet, glemmer hun helt, at hun faktisk er brudt ind. Og da nabodrengen kommer for at slå græsset, bliver hun opdaget. Selvfølgelig finder Ellen på én historie om, hvorfor hun er der. Der bliver tænkt tilbage og især tankerne om, hvad man vil med livet, og, hvad der fylder i samtaler og tanker.
Livet er vel det samme som en gård
Når jeg nu har beskrevet rammerne for romanen, så skal jeg til en noget sværere afdeling. For hvad handler bogen egentlig om..? Det er et rigtig godt spørgsmål, for ærlig talt er jeg slet ikke sikker. Jeg forstår det som, at hovedpersonen Ellen har levet et liv, hvor alt hver eneste dag ligner dagen i går. At hendes liv ikke gennemgår den store udvikling. Hun snakker og tænker på hendes liv med ex-kæresten som en gård der kun kan blive afviklet, hvis der ikke sker markante ændringer. Ændringer som Ellens forældre ikke gjorde for at redde gården. Og som Ellen heller ikke gjorde i forholdet til Diana.
Udvikling
Ellens barndomsgård måtte dengang tvangssælges, fordi gården ikke blev udviklet til en moderne virksomhed. På en moderne gård går alting hurtigere end i fortiden. Men Ellen forstår ikke helt, hvorfor verden og ekskæresten Diana ikke kan se glæden ved det langsomme liv præcis som dengang man malkede køer med håndkraft. Den udvikling som verden har gennemgået har Ellen svært ved at se sig selv i. Hun ender ved udgangspunktet nemlig barndommen.
Hmm..
“Malket” har modtaget priser i Sverige, og der er heller ingen tvivl om at Sanna Samuelsson kan noget med ord. Jeg kan ikke helt købe ind på koblingen mellem et mislykket parforhold og en bondegård i Sverige. Desuden er de mange skift frem og tilbage i tiden mere forvirrende end de gør noget for historien. Denne anmelder finder ikke at dette er løst på en god måde i bogen. Måske man skal have prøvet livet på en gammeldags bondegård?
Info
“Malket” af Sanna Samuelsson udkommer på forlaget Ti vilde heste.
152 sider
Vinder to svenske priser:
Borås Tidnings debutantpris 2024
Prisma Litteraturpris 2023
