Annette Heick bag ny forestilling i Tivoli
Billetsalget er nu i gang til Annette Heicks forestilling Pennevenner, hvor hun spiller sammen med Vild med dans-vinder Caspar Phillipson.
”Det er første gang, at jeg står bag en forestilling, og det giver et kæmpe sug i maven,” fortæller Annette Heick.
”Derfor er jeg også utrolig glad for, at jeg har allieret mig med Jesper Malmose, som er en vanvittig dygtig og erfaren manuskriptforfatter. Hele holdet bag Pennevenner er enormt dygtige, så publikum kan godt glæde sig til en rørende, musikalsk fortælling i en af landets smukkeste sale.”
Forestillingen Pennevenner vises i Glassalen i Tivoli og er fyldt med kendte hits, som fremføres af Annette Heick, Caspar Phillipson og dennes søn, Silas Phillipson. Tivolis Husorkester leverer musikken.
Pennevenner beskrives som en romantisk fortælling, der udspiller sig i 70’erne og handler om to mennesker, som skriver breve og udveksler musik på kassettebånd, på tværs af Atlanten.
Efterhånden som brevene bliver mere og mere personlige, udvikler venskabet og følelserne sig. Og en dag vælger den mandlige hovedperson så at tage på uanmeldt besøg hos sin penneveninde.
Forestillingen spiller fra 14.-23. september, men allerede nu er billetsalget sat i gang. Du kan altså nu sikre dig de bedste pladser til forestillingen, i Glassalen i Tivoli.
Tivoli fejrer i år 180-års-jubilæum og åbner for sommersæsonen 31. marts.
Læs også: Sjove og hjertevarme fortællinger i ny bog af Hans og Jobbe Pilgaard