Tivoli åbner 27. marts 2021
Pjerrot, Columbine og Harlekin står klar på lørdag den 27. marts kl. 11:00 til at klippe det røde bånd over. Det sker til tonerne fra Tivoli-Garden og bliver startskuddet for sæson nummer 179 med 185 åbningsdage til og med 26. september.
Når Tivoli på lørdag slår dørene op, bliver det for mange symbolet på at Danmark er på vej mod normale tider. Selv om Tivoli vil være præget af covid-19, forsamlingsforbud, krav om 72 timers test og krav om pladsreservation.
Årets første sæson lægger ud med et påsketema med tusindvis af påskeliljer, dekorerede æg og levende lam.
Restauranterne vil fortsat være lukket, men der vil være masser af take-away-muligheder rundt omkring i haveanlægget.
I første omgang vil Tivoli kun være åbent i weekender og helligdage og kun frem til klokken 20.
Fredagsrock forventes også at gøre comeback senere på sommeren, hvis forsamlingsforbuddet ophæves.
Tivoli og covid-19
Der er stort fokus på, at Tivoli lever op til alle myndighedernes restriktioner og egne, supplerende tryghedsforanstaltninger.
I første omgang åbner Tivoli med alle udendørsforlystelserne, men ikke med adgang til restauranterne og underholdning i Salene. De åbner igen så snart der bliver givet grønt lys til det af myndighederne.
I stedet vil underholdning senere kunne opleves på udendørsscenerne og der etableres flere take-away-spisesteder fordelt på havens 83.000 kvadratmeter.
Gæsterne vil stifte bekendtskab med en række forholdsregler, der følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger.
Ved indgangene og i haveanlægget skal gæsterne holde afstand. Med genåbningen følger nye krav fra sundhedsmyndighederne om, at gæster fra 15 år og opefter skal kunne fremvise dokumentation for, at de er blevet testet negativ for covid-19 maksimalt 72 timer før ankomsten til Tivoli.
Det vil være muligt at blive testet i Tivolis eget testcenter. En test koster 50 kroner.
Derudover fortsætter restriktionerne fra sidste år med ensrettede veje, krav om mundbind i forlystelser, spritstandere overalt i haven og krav om tidsbestilling til besøg i Haven.
Læs også: Barerne er med i genåbningsplanen
Se også: Tivoli åbner til påske