Allerførste Pride i Esbjerg i weekenden
Klokken 13.00 lørdag d. 8 juli 2023 skydes den allerførste Esbjerg Pride i gang. Der er både musik og taler på plakaten, og bedst af alt en fælles fest for forskellighed. Dagen starter med parade, som har fået sloganet “Retten til forskellighed”. Senere spilles der op til fest på torvet i Esbjerg.
For over et år siden begyndte de første forberedelser for at få arrangeret en Pride i Esbjerg. Nu er den allerførste Pride klar, og der er lagt op til et brag af en fest. Både koncerter og DJ’s kommer for at fyre den af i et slag for retten til forskellighed på torvet i Esbjerg.
En stemme til LGBT+ miljøet i Esbjerg
Hver eneste dag er der dansker som får negative kommentarer for deres seksualitet eller deres valg af liv, og derfor er Pride relevant. På samme måde siger Esbjerg Prides forperson Maria Hilding, at de gerne vil give LGBT+ miljøet i Esbjerg en stemme. Udgangspunktet er at vise at ingen er alene heller ikke selvom der ikke er mange tilbud i Esbjerg.
Drømmen om et hverdagsbillede, hvor homoseksualitet er normaliseret
I dag er det ikke normalt, at homoseksuelle tager deres kæreste i hånden gennem Esbjerg gågade, og det håber Esbjerg Pride at lave om på. Selvfølgelig sker der ikke ændringer fra en dag til den anden, men at sætte fokus på det, gør måske at kæresteparret husker, at der er stor støtte i lokalmiljøet.
Stor opbakning
Nok er mange beboere i Esbjerg området konservative, men opbakningen til at skabe Esbjerg Pride har været stor.
“Både Esbjerg Kommune og Cityforeningen har været meget positive omkring arrangementet, og borgmester Jesper Frost Rasmussen kommer og byder velkommen”, fortæller forperson Maria Hilding.
Opbakningen og de mere end 1.400 interesserede på Facebook, kan forpersonen Maria heller ikke skjule, hun er utrolig stolt over. Hun håber, at hendes og resten af foreningens indsats kan være en trædesten til at skabe et LGBT+ miljø i Esbjerg.
LGBT+ miljøet har det svært i Esbjerg
Esbjerg er ikke som København, hvor der findes flere muligheder for at mødes som LGBT+ personer. Faktisk bliver ESGAYP midlertidigt lukket fra 20 august på grund af manglende aftale med Esbjerg kommune og manglende opbakning. ESGAYP, som står for Esbjergs Gay People er en LGBT+ forening i Esbjerg som indtil nu har drevet en cafe. Dermed forsvinder et offentligt og åbent mødested for LGBT+ personer som er 18+.
Fest for forskelligheden
Lige præcis fordi der ikke er mange muligheder for at mødes, så er Esbjerg Pride vigtig. D. 8 juli 2023 kl. 13.00 starter paraden rundt i Esbjerg. Fra kl. 15.00 er der så taler og koncerter på torvet. Der er koncerter med Freja Kirk, Emil Bror, Glimtvis og dragshow med Annie Rection. Derudover vil Rosa Lux og andre DJ´s stå for at sætte den rette musikalske stemning.
Glæder sig til at opleve dagen
“Jeg glæder mig meget til at mærke opbakningen. Jeg håber selvfølgelig på godt vejr og at der bliver skabt en fællesskabsfølelse, hvor alle føler sig velkommen på trods af forskelligheder”, lyder det fra en spændt forperson for Priden.
Der er ingen tvivl om, at Esbjerg Pride er et hjertebarn for deres forperson Maria Hilding. Præcis sådan et menneske som der skal til for at få stablet et projekt på benene, men selvfølgelig siger hun
“Jeg kunne ikke gøre det uden de andre. Esbjerg Pride kunne helt sikkert ikke være blevet til noget uden et sejt hold som alle er ildsjæle”, slutter Maria Hilding.
Ruten til den første Pride i Esbjerg kan du finde her.
Læs også: Din guide til weekendens Aalborg Pride