AIDS-Fondet får ny direktør

Foto: AIDS-Fondet
Den 8. maj tiltræder Andreas Gylling Æbelø (37) som direktør i AIDS-Fondet. Han kommer fra en stilling som chefrådgiver i Advice A/S, hvor han primært har beskæftiget sig med public affairs og strategiudvikling for en række sociale og humanitære organisationer samt offentlige myndigheder.
En af Andreas Gylling Æbeløs centrale opgaver i AIDS-Fondet bliver at implementere en ny strategi, der skal mindske antallet af nye hiv-smittede samt arbejde mod fordomme og diskrimination af mennesker, som lever med hiv i Danmark og resten af verden.
“Kampen for en verden uden hiv handler for mig grundlæggende om retfærdighed. Hvis man får hiv i et af verdens fattigste lande, er det ofte lig med en dødsdom, fordi adgangen til behandling stadig er alt for dårlig. Herhjemme fører hiv for mange til “social død” i form af omverdenens usikkerhed og frygt. Vi er dermed langt fra målet med oplysningsindsatsen, og vi skal udbrede viden om, at et velbehandlet menneske med hiv ikke smitter”, siger Andreas Gylling Æbelø
Samtidig skal han være med til at skabe folkelig og politisk opbakning til kampen mod hiv.
“AIDS-Fondet repræsenterer en stærk, aktivistisk arv og et fundamentalt positivt budskab om alle menneskers ret til at være og leve, som de er. Den arv skal styrkes og fremtidssikres i en tid, hvor sundheds- og menneskerettigheder verden over er under et voldsomt pres, og hvor vi risikerer at tabe de senere års fremskridt på gulvet.”
Andreas Gylling Æbelø er uddannet cand. mag. i retorik fra Københavns Universitet. Han har arbejdet som særlig rådgiver for daværende handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, og han har været kommunikationschef i Det Obelske Familiefond.
Andreas Gylling Æbelø har været redaktør på kæresten Abdel Aziz Mahmouds anmelderroste bog, “Hvor taler du flot dansk!”, som netop har vundet Læsernes Bogpris. Han er desuden klummeskribent hos Berlingske.