Abdel konfronterer imamerne
Foto: DR
Mandag aften sendte DR det første af to programmer med titlen ’Helvedes homo – en muslim springer ud’. Programmerne følger den homoseksuelle journalist og forfatter Abdel Aziz Mahmoud, i tiden op til han i november 2016 springer ud i et afsnit af tv-serien Familien på Lærkevej, der handler om ham og hans familie.
’Helvedes homo – en muslim springer ud’ er en DR-dokumentar med alle de visuelle virkemidler der hører sig til. Mørke melankolske aftenbilleder fra København, og sågar hvinende S-tog i mørket. Vi ser Abdel gå rundt i den mørke by. Rammerne og stemningen er sat.
Og det ér et mørkt og betændt emne, som programmet taget fat på. Abdel vil konfrontere de danske imamer, og høre hvad deres syn er på homoseksualitet og ikke mindst homoseksuelle muslimer. Og så vil han finde ud af, om man kan være begge dele?
Da Abdel Aziz Mahmoud endelig finder en imam, der vil udtale sig til kamera, er det Kassem Rachid der er imam i Aabenraa. Han fremtræder jovial og venlig, og fortæller udramatisk om hvordan det forholder sig med islam og homoseksualitet. Men så fortæller Abdel, at han selv er homoseksuel, og imamen må forholde sig til dét.
Udover konfrontationen med imam Kassem Rachid ser vi gamle videoklip, hvor Abdel tårevædet fortæller om sine tanker, inden han springer ud over for sin familie. Vi er også med da der i dagene op til udsendelsen af ”spring-ud-afsnittet” af ’Familien på Lærkevej’ opstår tvivl i familien.
Det er godt TV og ikke mindst brandgod og aktuel public service i den dokumentarstil, som gennem årene har skaffet DR bred international anerkendelse.
Homoseksuelle muslim i Danmark
Meget af materialet er som sådan ikke nyt, hvis man har fulgt bare overfladisk med i mediernes dækning af emnet. Hvis man ikke har lidt kendskab til emnet, kan man næsten få det indtryk, at Abdel Aziz Mahmoud er den eneste homoseksuelle muslim i Danmark. Det er han naturligvis ikke, men han er en af de – hvis ikke dén – mest kendte, og han har med sin platform som anerkendt journalist og forfatter bred bevågenhed, og kan dermed nå langt ud i afkrogene af samfundet. Både til de brune kakkelborde blandt de majoritetsetniske danskere, og de imiterede grønne marmorborde hos de minoritetsetniske danskere.
Dét gør hans programmer, og deltagelse i den offentlige debat, til en – forhåbentlig – virkningsfuld støtte til de mange LGBT-muslimer i deres kamp for retten til at lave som dem de er, og elske dem de vil.
Det bliver interessant at se afsnit to, hvor Abdel Aziz Mahmoud konfronterer den hadefulde ”Ali”, som er klar til at stene ham. Det bliver også interessant at se, om Abdel Aziz Mahmoud omtaler de organisationer, der til dagligt arbejder med minoritetsetniske LGBT-personer, som for eksempel Sabaah, som står klar med åbne arme, for dem som får det afgørende skub af Abdels programmer, og som efterfølgende kan have brug for støtte og et sted at henvende sig.
