KULTUR

Fuck the pain away! – Anbefalinger til CPH:DOX med køn og identitet for øje

Teaches of Peaches by Philipp Fussenegger, Judy Landkammer.

CPH:DOX nærmer sig. Hvad skal du se. Vi kommer her med en række anbefalinger til film der hylder og undersøger køn og identitet. Og du kan se dem med rabat.

Københavns dokumentarfestival, CPH:DOX foregår i år fra d. 13-24. marts over hele byen.  Det er et stort og alsidig program. Herunder vil vi anbefale og fremhæve film, der dyrker LGBT+ fortællinger, køn og identitet. Vi kommer vidt omkring. Fra hiphopper ikon til Queer-musical i et kvindefængsel. Fra pop-historie til bearbejdelsen af livslang kærlighed, efter en partners bortgang. Dokumentarfilm fra hele verden. Har de fanget din interesse, så kan vi tilbyde 20 procent rabat på billetterne. Se hvordan i bunden af denne artikel.

1) Teaches of Peaches

Af Philipp Fussenegger og Judy Landkammer / Tyskland

Fuck the pain away! 20 år efter at queer-musikeren Peaches sparkede døren ind til det nye årtusinde drager hun på jubilæumsturné – og hun er bevæbnet med bare bryster, sylespidst entourage og en stor fed profetisk fuckfinger til patriarkatet.

Storhittet ‘Fuck the Pain Away’ er en sang, der med et enkelt elektronisk beat og en uimodståelig tekst, hylder kvindelig seksuel frigørelse og moderne kropspositivisme. Siden dengang har popkulturen forsøgt at indhente den radikale krops- og kønspolitik, hun praktiserede, men ingen har indhentet Peaches. Med humoristiske interviews, spraglede koncertoptagelser og nærmest profetisk arkivmateriale fortæller ’Teaches of Peaches’ historien om den kompromisløse sanger og kunstner. Fra de punkede ungdomsår i Berlin over en rodet lejlighed i Canada, hvor bofællen Feist synger kor på et debutalbum, der sparker døren ind til det nye årtusinde, og videre til forberedelserne til jubilæumsturnéen.

2) This is Ballroom

Af Juru ‎ og Vitã ‎ / Brasilien

En vild og svedig uptempo-hyldest til det brasilianske ballroom-miljø, hvor LGBT+ og ikke-hvide mennesker skaber det kreative frirum, de ikke er tilladt i det omkringliggende samfund.

I New York opstod der i 1960’erne en fejde i drag-miljøet, fordi kun hvide drag queens vandt skønhedskonkurrencerne. I årene efter skabte ikke-hvide drags deres egne konkurrencer, og det var kimen til ballroomDet hele foregår i et infernalsk kaos af musik, rim, råb og kommentarer fra det publikum, der kører stemningen helt op under taget. Ballroom er et modeshow, en skønhedskonkurrence, en danseperformance og en krig. Men mest af alt er det et fristed, men det er også en no bullshit-kultur. Hvis du ikke har styr på dine ting, bliver du chopped af dommerne, og så er du ude. Mød de vigtigste performere i Rio de Janeiros ballroom-miljø i en upbeat, svedig og herligt uregerlig film fra et parallelt univers af moves og modstand.

3) The Many Lives of Édouard Louis

Af François Caillat / Frankrig

En af samtidens vigtigste forfattere inviterer os på en personlig spadseretur gennem den fortid, han har gjort op med i sine selvbiografiske romaner. Klasse, kultur, seksualitet, identitet og dannelse – Édouard Louis taler af erfaring.

Siden debuten ’Færdig med Eddy Bellegueule’ har den 31-årige franske forfatter Édouard Louis udgivet fire bøger yderligere om sig selv, sin familie, sin hjemby, sin seksualitet, sin klassekamp, sin fortid og sin transformation. Bøgerne har gjort ham til en af samtidens vigtigste og mest kendte franske forfattere. Og i ’The Many Lives of Édouard Louis’ tager Édouard Louis os med på en personlig spadseretur gennem sin transformation fra en fattig familie i Nordfrankrig til nu at være en del af kulturens privilegerede elite i Paris. Undervejs beretter han om alt fra klassekamp, maskulinitet, skam og identitet til spørgsmål om, hvordan man snakker, hvordan man smiler, og hvordan man egentlig holder på sin kniv og sin gaffel.

4) Ekko af kærlighed

Af Zara Zerny / Danmark

En poetisk, rørende ærlig og livsklog film om livslang kærlighed, og det der bliver tilbage, når den forsvinder igen. Kærlighedens ekko runger i de efterladtes gribende, humoristiske og frem for alt livsbekræftende fortællinger.

Man hører ofte om ældre par, der går bort kort tid efter hinanden. Sådan er det dog ikke gået det elskværdige persongalleri i danske Zara Zernys rørende debutfilm. Fælles for de forskellige mænd og kvinder mellem 80 og 100 år er, på tværs af køn, er at de har mistet deres livsledsager, og nu er efterladt alene tilbage. Det kunne nemt blive sentimentalt, men med en nøje kalibreret sans for de nuancerede følelser, der udspiller sig hos karaktererne, kommer ’Ekko af Kærlighed’ ikke bare til at handle om sorg, men også humor, bitterhed, viljen til at leve videre og om en generation, der langsomt er ved at forsvinde. En film til alle generationer, og en film alle yngre generationer i den grad kan lære en masse livsvisdom af.

5) Trans Hero

af Sol Amanda Wendel og Evo Smilla S. Sidney / Danmark

Charli, Nya, Chris, Alia og Milo er børn. De fortæller deres egne historier med deres egne stemmer om at være mellem køn – omgivet af familie og kærlighed.

I denne nysgerrige og kærlige dokumentarfilm møder vi fem børn i alderen 5-13 år: Charli, Nya, Chris, Alia og Milo. De fortæller deres egne historier med deres egne stemmer.  Om egen identitet. Det er historier om at være mellem køn. Nogle undersøger nysgerrigt, hvem de er, nogle mærker, at de føler sig som noget andet end omgivelserne forventer, og andre er måske både og. Filminstruktør Sol Amanda Wendel giver børnene ro, respekt og plads, og sammen med med-instruktør og scenograf Evo Smilla S. Sidney har de skabt en lille perle af en film om at finde sig selv. En film hvor børnene ikke er alene i deres nysgerrighed på, hvem de er, køn og identitet, men omgivet af familie, venskaber og kærlighed.

6) Reas

Af Lola Arias / Argentina, Tyskland og Schweiz

En kreativ queer-musical, hvor de tidligere indsatte fra et kvindefængsel i Buenos Aires omskriver deres egne livshistorier og performer dem som vogue- og sangnumre om at bytte smøger for venner og drømme sig ud i friheden.

Yoseli er ny i fængslet. For hver cigaret, hun giver væk, får hun en ny ven, og langsomt udviskes jeg’et af et kollektivt vi. Langsomt sluses hun ind i et mangfoldigt fællesskab. Nogle er hårdføre, og andre er silkebløde. Trans- og ciskvinder lever et festligt og kærligt liv side om side i de små celler, og end ikke rivaliseringen mellem Boca Juniors og River Plate kan skille dem ad. I et fælles projekt synger og danser de i en musical modelleret over deres egne liv midt i en fængselsgård i Buenos Aires. ’Reas’ er en musikalsk film om et kvindefælleskab, som omskriver deres egne livshistorier og opfinder en ny fremtid i en teaterkulisses befriende rammer. Et kvindekøn i fri mangfoldighed.

7) Lil Nas X: Long Live Montero

Af Carlos López Estrada og Zac Manuel / USA

Oplev ikonet bag monsterhittet ’Old Town Road’ og hans elektrificerende rejse, hvor han trodser både musikalske og identitetsmæssige grænser og redefinerer hvad en musikalsk superstjerne er i det 21. århundrede.

Helt ustyrlige koncertoptagelser og intime backstage-øjeblikke væves sammen med hjemmevideo-materiale fra tiden som den unge, normale fyr Montero Lamar Hill inden kometkarrieren. Gennembrudshittet, country-hiphop-fusionen ’Old Town Road’, har til dato rekorden for flest uger som nummer 1 i USA. At han tilmed har opnået stjernestatus som sort og flamboyant homoseksuel rapper, gør kun historien om Lil Nas X endnu mere opløftende. Tilværelsen på toppen af poppen er dog ikke uden torne. Han må stadig kæmpe med homofobiske demonstrationer udenfor hans koncerter, komplekse familierelationer og sin egen usikkerhed. Men i historien om queer-superstjernen er det stadig den positive energi, der får det sidste ord.

Information og billetrabat

CPH:DOX finder sted fra d. 13-24. marts, år 2024.

De enkelte film vises i forskellige biografer og på forskellige udvalgte dage. Ofte af flere omgange.

Du kan finde spilletider, generel information, og festivalen øvrige program, på deres hjemmeside. Tryk lige her.

Der er oprettet en rabatkode på 20% til jer, vor læsere, som gælder til alle de udvalgte film.

Rabatkoden hedder OUT20. Skriv denne når du bestiller billetter.