SAMFUND

Aarhus Pride svarer igen på kritikken

Flere aarhusianske LGBT+ foreninger har trukket deres deltagelse i årets Pride i Aarhus. Nu svarer Priden igen.
Foto: Thomas R. Kristensen

“Aarhus Pride er ikke partipolitisk og har heller ikke nogen skjult dagsorden”, skriver Aarhus Pride i et svar til Out & About, efter flere aarhusianske LGBT+ foreninger har trukket deres deltagelse i årets Pride.

Aarhus Pride har i et svar til Out & About kommenteret på udtalelser fra Aarhus Regnbue Idræt om at Sikkerheden ikke skulle være prioriteret højt nok.

“Vi er selvfølgelig kede af at høre, der er nogle, der ikke vil stå bag Pride. Vi håber på de vil være villige til at vurdere det igen i 2026”, starter Priden deres svar.

“I forhold til sikkerhed, går størstedelen af budgettet til afholdelse af Aarhus Pride til Sikkerhed, Terrorsikring og afspærringer. Vi samarbejder tæt med Østjyllands Politi, som vil være talstærkt tilstede under hele afviklingen og sikre Aarhus Pride er trygt og sikkert som gæst. Desuden har flere bestyrelsesmedlemmer deltaget I PET efterretningsmøder med samtlige andre pride foreninger, for at belyse de problematikker og trusselniveauer, som de forskellige Pride står overfor”, skriver Aarhus Pride omkring sikkerhedsspørgsmålet.

LÆS også : Flere LGBT+ foreninger dropper årets Aarhus Pride

Skjult dagsorden

At Aarhus Pride skulle have en skjult agenda og vil bruge Priden til at komme med statements som ligger ud over LGBT+ rettigheder, afviser Priden.

“Aarhus Pride er ikke partipolitiske og har ikke nogen skjult politisk agenda. Paraden til Aarhus Pride er en markering af LGBT+ rettigheder for vedkommende foreninger og organisationer. En fejring af mangfoldighed, hvor alle queers og allierede er velkommen. LGBT+ rettigheder er desuden en del basale menneskerettigheder. Derfor er Aarhus Pride en humanpolitisk organisation, fordi vores eksistens som LGBTQ+ personer, desværre, endnu er politisk. Aarhus Pride anerkender også, at vi har et ansvar for at stille krav til hvilke sponsorer vi indgår i samarbejde med. Vi kan ikke stå bag en pride, der afholdes med midler erhvervet via undertrykkelse, hverken af LGBTQ+ personer eller andre minoritetsgrupper”, skriver Priden i deres svar på kritikken.

Aarhus Pride oplever desuden at megen information i omløb omkring Priden ikke kommer fra Priden selv.

“Vi opfordre til at kigge efter vores udtalelser, når det handler om, hvordan Priden afvikles”, lyder opfordringen fra Aarhus Pride.

” Vi glæder os mest af alt til en fantastisk fejring af Aarhus Pride under Regnbuen “, slutter mailen fra Aarhus Pride.

Aarhus Pride afholdes lørdag den 31. maj.