10-års-jubilæum på Jailhouse
Fredag den 3. marts kunne Niels Holm fejre 10-års-jubilæum på Jailhouse.
Det var Carsten Elfen og Allan Gyldenkærne, som i maj 2002 åbnede Jailhouse. Men parforholdet mellem Allan og Carsten holdt ikke, og efter bruddet blev Jailhouse drevet videre af Carsten og hans bror, Thomas.
Jailhouse blev op gennem 00’erne ét af de mest populære mødesteder i homomiljøet i København og rummede både en bar i stuetagen og restauranten på første sal. Restauranten eksisterer dog ikke længere.
I 2013 tog Carsten beslutningen om at stoppe på Jailhouse for at prøve noget nyt. Ikke fordi han var træt af Jailhouse, men fordi det havde været svært at få tid til mand og hjem og samtidig stå for driften af Jailhouse.
Jailhouse blev dog i familien, da Carsten mor, Eva, havde overtaget Jailhouse året før, fordi hun kunne se, at Carsten var kørt træt.
I 2018 skiftede Jailhouse igen ejer, da den da 79-årige Eva Jensen underskrev en salgsaftale med Bo Sørensen, der i forvejen ejede Masken Bar.
Hele personalet fulgte med i handlen – også den hidtidige barbestyrer, Niels Holm, som havde ledet baren under Evas ejerskab.
Den nye ejer af Jailhouse, Bo Sørensen, har aldrig lagt skjul på, at han har et stort hjerte for LGBT+ barmiljøet. Det var da også en af årsagerne til købet af Jailhouse – så han kunne sikre, at baren ikke skulle ende på andre hænder og derefter blive omdannet til et sted som alle andre.
Niels, der også har ledet Jailhouse under Bos ejerskab, kan til nytår fejre ti år som barchef på Jailhouse. Til receptionen sagde han, at han var klar til at tage ti år mere, hvilket var populært blandt de mange, der var mødt op for at fejre Niels.
Læs også: Jailhouse CPH (2002)
Se også: Jailhouses hjemmeside