ANMELDELSER

Verdensklasse drag-ballet, skuespil, mimik og humor

Herrer i tricot, kjoler og yndefulde OG karikerede levende karakterer med stor udstråling.                                                                                    Foto: Zoran Jelenic

“En travesti”- ballet og den ægte drag-vare med livsglæde og nedadvendte mundvige på den sjove måde. Et ekstremt højt teknisk niveau kombineret med humor og komik. Denne forestilling kræver din fulde opmærksomhed, og du bliver overrasket og super underholdt. Tak til ’København danser’ for at invitere dette vidunderlige kompagni. Et pletskud af rang.

Les Ballets Trockadero de Monte Carlo er kommet til København, og det er både underholdende og oplysende. Det kan faktisk anspore interessen for ballet, hvis udøverne, som i dette tilfælde, gør det med humor og kant – og stor teknisk kunnen. Det hele begyndte på off-off Broadway, og succesen var enorm, hvorfor verden nu snart 50 år senere stadig indtages med dette balletkompagni.

Selv helt ud i deres ballerinakunstnernavne læses humoren og kreativiteten. To eksempler er: Nadia Doumiafeyva = Do me a favor eller Jens Witzelsucht = Sygdom hvor patient lider af lysten til at fortælle vittigheder HELE tiden. Gæt selv videre på de andre kunstnernavne. Det er hylemorsomt.

The Trocks i folkemunde gæster under Priden Folketeatret med tåspidssko, skørter og slør, og naturligvis parykker og diademer. Repertoiret er klassisk, og parodierne er tykke. Men kærligheden og indlevelsen i dansen er ægte. Den får dig til at studere trinene. Det er er et rigtigt og dygtigt balletkompagni.

Grundlagt 1974

Ballettruppen blev grundlagt i 1974, og ideen har holdt alle årene. Truppen består af herrer i travesti, dvs. udklædt som damer. Og mimikken i deres performance er helt eminent. De kommunikerer med hver enkelt person i salen.

Balletklassikerne serveres med stor teknisk kunnen og tilmed ynde med mimik og humor. The Trocks viser, at mænd også kan danse i tåspidssko; se, det er ligestilling om noget. De er så gennemførte både i udførelse, men også i de indøvede komiske fejl og ’comic reliefs’, de serverer ud i salen.

The Trocks danser klassiske værker. Vi så nogle af højdepunkterne fra deres repertoire: den hvide, romantiske anden akt fra Svanesøen, Svanens Død, og Paquita. Derudover er der skrevet specielle dansestykker til kompagniet.

Jeg forstår godt, hvorfor The Trocks bliver tilbedt i hele verden. Deres formidling af ballet og humor er enestående. Det er super komisk og påtaget selvhøjtideligt med ’tongue in cheek’. For både kendere og novicer er der stor underholdning i vente. Du vil elske dem. Kan du nøjes med at se dem én gang? Du skal tage ind og se dem, og så håber jeg ikke, at der går 50 år, inden vi skal se dem igen. Kom hid skønne dansere. I ER vidunderlige. Stor kunst.

 

Les Ballets Trockadero de Monte Carlo

 Kunstnerisk leder Tory Dobrin / Administrerende direktør Liz Harker / Producent Isabel Martinez Rivera / Medvirkende dansere Colette Adae, Ludmila Beaulemova, Maria Clubfoot, Holly Dey-Abroad, Nadia Doumiafeyva, Nina Enimenimynimova,  Helen Highwaters, Elvira Khababgallina, Varvara Laptopova, Anya Marx, Grunya Protozova, Eugenia Repelskii, Olga Supphozova, Maya Thickenthighya, Minnie van Driver, Jacques d’Aniels, Bruno Backpfeifengesich, Boris Dumbkopf, Ketevan Iosifidi, Nicholas Khachafallenjar, Marat Legupski,  Sergey Legupski, Timur Legupski, Vladimir Legupski, Chip Pididouda Yuri Smirnov Kravlji Snepek, William Vanilla, Jens Witzelsucht og Tino Xirau-Lopez / Sidste forestilling den 20. august

Billetter og spilletider finder du her.

Læs også: Årets laks uddelt