Vellykket nytårskoncert i Operaen

![]()
Der var bobler, fællessang, og vidunderlige operasangere. Samtidig var Det Kongelige Kapels musikere i festhumør. Det samme var teaterchef Kasper Holten, der desværre også brugte en festaften, til at tale kulturpolitik.
Det Kongelige Kapel er verdens ældste orkester af sin art. Det kan føre sin historie helt tilbage til 1448, men som teaterchef Kasper Holten sagde i sin velkomst, så er der ingen af de nuværende medlemmer, der kan dateres helt tilbage til orkestrets spæde start for nu 575 år siden.
Tre identiske Nytårskoncerter
Det Kongelige Kapel og Operaen havde her til nytår indbudt til tre Nytårskoncerter. Alle med samme program, alle med Paolo Carignani som dirigent, og alle med teaterchefen selv som konferencier.
Programmet bød indledningsvis på det vidunderlige forspil til mestersangerne i Nürnberg af Richard Wagner, efterfulgt at hans Oh du mein holder Abendstern fra Tannhauser.
Første del af Nytårskoncerternes program blev sluttet af med et tyve minutters ”sammendrag” af den ellers fire timer lange Rosenkavaleren, nemlig opus 59, som Richard Strauss har komponeret.
Undervejs i programmet fortalte Kasper Holten som aftenens konferencier sjove og tankevækkende anekdoter fra Det Kongelige Kapels 575 års historie. Om et medlem der blev henrettet, fordi vedkommende havde myrdet et andet medlem, men også om at hvert enkelt medlem af kapellet, i ubrudt række fra de første blev ansat og til i dag, har fået sit eget unikke nummer. For blot 14 dage siden blev medlem nummer 1.084 ansat.
Vidunderlig klokkeklang
Efter en festlig pause hvor der blev budt på et glas bobler til alle koncertgæsterne, var det tid til Richard Wagners forspil til Lohrengrin, inden italienske Giacomo Puccinis Hyrdens sang og E luceuan le stelle fra Tosca blev spillet. Nok et af aftenens absolutte højdepunkter.
Inden det kom så vidt, var der gaveoverrækkelse i forbindelse med kapellets jubilæum.
Det Kongelige Kapels Venner, med tidligere operasanger gennem mere end 25 år Poul Elming i spidsen, havde ”medtaget” en meget fin, og længeønsket gave, til Det Kongelige Kapel: 11 Toscaklokker.
Kapellets Venner havde sammen med en række fonde fået indsamlet mere end en million kroner til fremstilling af de store og små bronceklokker. Den mindste 29 kilo, den største 543 kilo.
Den fine gave, klokkerne, blev taget i anvendelse med det samme i Puccinis værk, for deri indgår lyden af en række klokker fra kirkerne i Tosca. Smukkere kunne det ikke næppe blive.
Og dog, for selvfølgelig skulle der også være et nummer fra valsekongen over dem alles hånd, fra Johann Strauss den yngre: Frühlingstimmen opus 410.
Festlig afslutning
Aftenens sluttede festligt med først vores egen H.C. Lumbyes Champagne Galop og siden Grundtvig og Berggrens Vær Velkommen herrens år. Sidstnævnte med stående fællessang for og med alle Nytårskoncertens deltagere.
Medvirkende ved koncerten var også nogle af Operaens dygtigste sangere, blandt andre Clara Cecilie Thomsen, Elisabeth Jansson, Jacob Skov Andersen, og Jens Søndergaard.
Hmmm
Som indledningsvis skrevet, så brugte teaterchef Kasper Holten også en del af sin rolle som konferencier til at tale kulturpolitik. Anledningen var en anden gave, en talende spåkugle Finn, hvis stemme var lagt i munden på skuespiller Jens Jørn Spottag.
Teaterchefen og Finn talte blandt andet om teatrenes økonomi, om man kunne spare lønkroner, om antal medlemmer af Kapellet, og så videre.
Fint nok at drøfte kulturpolitik, forståelse for kulturen, eller mangel på samme, og om teatrenes økonomi, og ønsket om flere midler fra statskassen, og dermed fra finansministeren til Operaens drift. Men måske ikke lige emne for en festaften, hvor man tager afsked med et 2023, byder velkommen til et 2024. Og hvor mange havde iført sig deres pæneste tøj, medaljer, emblemer, og hædersbevisninger fra Dronning, rige og fædreland. Og hvor billetpriserne ligger omkring en af de 1.000 kronesedler, der nu skal udfases.
Godt Nytår!
To LGBT+ foreninger fylder rundt i 2024
