Transmand – den lange vej

 

Indhold:

Litterær kvalitet og sprog:

 

Der er bøger, som formår at udkomme på det helt rigtige tidspunkt. En sådan er Simon Gjerløvs selvbiografiske fremstilling af sin kamp mod nogle normer og et system, som på alle møder forsøger at forhindre, at Simon eksisterer som den mand, han identificerer som, og får det juridiske og kirurgiske kønsskifte [det udtryk, som i bogen anvendes om kønsbekræftende kirurgi], han har behov for.

Af Lars Henriksen

I en tid, hvor transpersoners rettigheder er sat under et pres, som vi ikke troede ville være muligt i en vestlig kontekst, er det vigtigt at blive mindet om, hvor langt vi trods alt er nået i beskyttelsen af transkønnede borgere i Danmark. Men også om, hvor kort tid, det er siden, det hele var anderledes og umenneskeligt vanskeligt. Hvad det derfor er for helt basale rettigheder for borgere som er trans, vi skal værne så opmærksomt om.

Jeg anbefaler derfor alle, som gerne bedre vil forstå transpersoners vilkår i dag og i en ikke så fjern fortid, at læse bogen, som dækker Simon Gjerløvs liv fra opvæksten og frem til han opnår tilladelse til et kirurgisk kønsskifte i 2011. Der er planlagt 3 bind i serien, som skal føre læseren gennem resten af transitionen og frem til i dag.

Baseret på dagbogsnotater

Transmand baserer sig på omfattende dagbogsnotater og har derfor en udpræget høj detaljegrad. Det giver læseren mulighed for at dykke ned i detaljer i forløbet på, og udenfor regi, af Seksologisk Klinik. Den er spækket med referater af daterede møder, men alligevel er det til tider vanskeligt, som læser, at holde styr på, hvor man befinder sig i tid. Datoerne er typisk ikke er fulgt op med et årstal, hvorfor man kan forvirres lidt over, om man er i ét år eller et andet. Det refererende er bogens anden akilleshæl. Den litterære læresætning: Show it, Don’t tell it, er nærmest vendt på hovedet, og det gør det vanskeligt, som læser, at blive virkeligt emotionelt engageret i fortællingen.

Der er ellers nok at oprøres over og ingen grund til at dølge, at Simon Gjerløvs forløb virker grotesk. Når man ser det fremstillet samlet, som det sker i bogen: trukket ud og fyldt med uforstående behandlere og fejlbehandling. Minutiøst beskrives, hvordan transpersoner udsattes for en Sisyfoisk kamp mod systemet, som påstod at eksistere for at hjælpe dem.

Frustration

Jeg forstår så udmærket den frustration, Simon Gjerløv føler over sin skæbne. Hans behov for at slå tilbage mod systemet. Det gør han her! Jeg har læst om, hvordan man, i terapeutiske forløb i at ave vrede, bliver bedt om at skrive et brev til alle, som har krænket én. Det for at få afløb for det indestængte, men også, at man på det mest indtrængende advares mod at sende det. Måske Simon Gjerløv har vurderet, at det ikke længere kan skade hans behandlingsmuligheder og derfor ”har sendt” det alligevel. Respekt for det. Men i sin ret ensidede anklage mod systemet, kommer bogen også til at fremstå som et partsindlæg, hvor de behandlere, forfatteren opfatter som sine modstandere og gatekeepere, tillægges motiver, som kan være vanskelige at føre bevis for. Det mindsker bogens helt fundamentale troværdighed. Det er ærgerligt, fordi historien i sig selv er stærk og oprørende nok uden disse motivtillæggelser.

Som læser ønsker man sig, emotionelt at forstå, hvad de forskellige situationer gør ved Simon. Hvad hans refleksioner er over sin egen situation. Hvad han føler og tænker, snarere end at læse den ene beskyldning om slette motiver hos snart sagt enhver sundhedsfaglig person, han møder. Har alle været så entydigt nedrige mennesker? Har Simon ingen rolle selv i misforståelserne? Jeg savner den type af overvejelser. Bogen udtrykker desuden et besynderligt behov for at reproducere ret stereotypiske kønsforestilinger og -roller. Det får Simon til at fremstå lidt reaktionær i sin tilgang til køn, på trods af hans egen levede erfaring med at bryde med en kønsnorm. Én ting er det anakronistiske, men handler det også om Simons indre forhandling med sig selv om. Hvordan han gør det køn, han nærmest konsekvent er blevet kontrasocialiseret på? Det kunne have været interessant at se det tema foldet ud.

Manglende selvreflektion

Forventer man en bog, som ser retrospektivt indad og giver indsigt i de psykologiske, emotionelle og personlige effekter af den mistro, transkønnede har været (og ofte stadig møder), er det ikke denne bog. Selvrefleksioner er stort set fraværende fra bogen. Fokus er, i alle relationer, på konkrete handlinger fremfor empatiske og følelsesmæssige overvejelser. Det er historien om Simon mod verden, uden dybere refleksioner over forfatterens egen rolle i de relationer og forløb, han indgår i. Man opnår, gennem bogen, ingen egentlig indsigt i Simons indre liv, men en virkelig detaljeret beskrivelse af transpersonen kontra systemet.

Sine andre kvaliteter til trods er bogen desværre litterært ufuldkommen. Anvendelsen af dagbøgerne som struktur, kunne have fungeret, hvis bogen havde været underkastet en grundig redaktionel proces, som havde omdannet dagbogsnotaterne til læserrettet prosa. Nærmest hver anden sætning mangler et subjekt. Tegnsætningen er så ejendommelig, at det påvirker ens læserytme. Der sættes næsten systematisk punktum mellem hoved- og bisætninger, hvorved de sidste indledes efter punktum med et forholdsord eller et bindeord, så man, som læser, må læse igen for at forstå den besynderlige syntaks.

Gentagelser

Desuden er bogen fyldt med lange gentagelser af didaktiserende forklaringer, som ender med at virke helt mantraagtige. F.eks. følges enhver omtale af T-Gruppen af følgende næsten systematisk, programmatiske omkvæd: [som] ”var et godt og særdeles tiltrængt frirum for mig, hvor jeg kunne spejle mig i og betro mig til andre transkønnede om ting, man selv skulle være transkønnet for helt at kunne forstå”. Det er en glimrende og relevant beskrivelse første gang, T-gruppen omtales, men 15. gang, er det ikke. Helt galt bliver det, da siderne 140-150 er et referat af de foregående 140 sider, som læseren lige får præsenteret igen i Maggi-terningeform.

En grundig redaktionel proces som lugede gentagelserne ud, ville muligvis kunne skære 50 sider af en i forvejen temmelig lang bog. Jeg håber, dette kan fungere som et konstruktivt indspark til processen med bind 2 og 3.

Jeg har valgt at give to sæt stjerner, fordi jeg ikke ønsker at lade bogens litterære mangler trække bedømmelsen af dens relevans ned. Det er en vigtig bog, som jeg håber, folk, trods dens uredigerede sprog, vil læse.

Info

Simon Gjerløv: Transmand – den lange vej ude på forlaget Mellemgaard

370 sider