Tivoli lader op til jul
Tivolis julesæson begynder 19. november. Men allerede 11. november kan du få en lille forsmag, hvis du har billet til årets Crazy Christmas Cabaret.
Crazy Christmas Cabaret har officiel premiere den 15. november. Men man kan også købe billet til tre forpremierer, 11., 13. og 14. november.
I år tager Vivienne McKee og hendes hold af smågale anglofile skuespillere og sangere publikum med til de glade 80’ere. Nogle vil sikkert huske Dollars og Dallas samt en række festlige pophits, som stadig sender lykke ud gennem højttalerne.
Måske er forestillingen også en lindring, hvis du er træt af den mørke efterårs- og vintertid her i Danmark. For Crazy Christmas foregår i Miami Beach, hvor gangsterfamilien Calzone er i problemer.
Vi afslører ikke mere om handlingen her. Men Crazy Christmas Cabaret er britisk humor med et dansk tvist. Så du kan sagtens tage ikke-dansk-talende venner med – hvis de altså forstår engelsk og har humoristisk sans.
Selve Tivoli åbner for julesæsonen den 19. november, og sæsonen løber frem til nytårsaften.
Her er gløgg, nisser og julekugler i alle farver og blandt årets nyheder er julemandens nye hus, på Plænen med udsigt til julelandsbyen.
Du kan også få et gensyn med balletklassikeren Nøddeknækkeren i Koncertsalen, hvor selveste Dronning Margrethe har stået for kostumer og scenografi.
Julesæsonen bliver med sne på grantræerne skudt i gang klokken 11 om formiddagen den 19. november. Det store juletræ bliver tændt klokken 16.30 af julemanden i godt selskab med diverse kendisser.
På tivoli.dk finder du alle oplysninger om, hvad du kan opleve i Tivoli i denne julesæson.
Se også: Kravlenisser på indlandsisen