Thomas Helmig er ikke en crowd pleaser

Stort anlagt er Aarhus Teaters berigende Thomas Helmig Teaterkoncert. Publikum strømmer til, men forestillingen er ingen pleaser. Thomas Helmig er stor set væk, men Nikolaj Cederholm og breder sine vinger og det bliver en til tider nærmest dyster oplevelse.

Der har været stor hype omkring Aarhus Teaters 125 års jubilæum sæson. En sæson der åbner med en Teaterkoncert over bysbarnet Thomas Helmigs sange. Billetterne til Teaterkoncerten Thomas Helmig blev nærmest revet væk. 26.000 billetter blev solgt på bare en uge. Man har gravet dybt i den ikoniske aarhusianske sangers bagkatalog. Og med hans navn i front er der drysset stjernestøv udover forestillingen fra start.

Men forestillingen er ikke nogen pleaser. Hvis håbet hos de mange forventningsfulde publikummer havde været, at de fik lidt af fortællingen om Thomas Helmig, så bliver de skuffede. Havde man forventet at kunne synge og nynne med og nyde hans sange en til en? Så bliver man nok også skuffet. For det får man på ingen måde. Det ligger ikke i teaterkoncertens væsen. Her bryder man det hele ned og skaber på ny. Vi kommer langt fra den oprindelige kunstner. Den præmis var det flere der ikke helt havde læst op på. For eksempel blev der næsten desperat forsøgt at klappe i takt til: ” Det er mig der står herude og banker på”, skønt det på ingen måde passede til fortolkningen.

Thomas Helmig pryder plakaten og det er det.

De store armbevægelser

Iscenesættelsen er af Nikolaj Cederholm, der også var med til at skabe den allerførste Teaterkoncert i 1994 med Dr. Dantes Teaterkoncert ’Gasolin’. Og altså dermed opfinde genren. Det er ikke første gang at Cederholm gæster Aarhus Teater. Tidligere har han skabt teaterkoncerter over The Beach Boys, Bob Dylan, Mozart, C.V. Jørgensen, samt en udgave af Gasolin på stedet.

Han er kendt for sine store udskejelser, at fylde scenen fuld ud og at give den fuld power på kreativiteten. Visuel bombardering. Det får vi også i Thomas Helmig teaterkoncerten. Det er fuld kraft frem, men alligevel er der en tilbageholdenhed, som vi ikke så ofte ser ved hr. Cederholm. Lidt mere grounded. Det gakkede er pakket lidt væk. Det klæder forestillingens melankolske side.

Vi starter med Jacob Madsen Kvols, der som dirigent slår takten an. Med glidende armbevægelser dirigerer han det øvrige ensemble og forestillingens første sange, som har fået et symfonisk touch. Alle er i kjole og hvidt, og store gulddekorerede tæpper er den scenografiske ramme. Sangen ’Kære maskine’ sætter det hele i gang, blandt andet med teksten:

”Når mennesker trænges op imod en kold mur. Så det da klart de render rundt og smadrer vinduer”.

En cyklus som handling

Der er ingen dissideret handling. Men temaerne fornemmer man. Der er fire faser. Hverdagen de lulles ind i. Som del af tandhjulene.

De prøver at bryde ud. Ned rives de store pompøse tæpper. Et træskillet står tilbage. Festen og drukken bryder ud, imens der forsøges at brydes ned. Der saves og rives fra hinanden. Kærligheden og nærværet jagtes.

Men det hjælper intet, og så rammer de for alvor mørket og dybet.

I anden akt er der placeret et stort vandbad og et kæmpe hængende spejl. Begge reflekterende i hinanden. Vandet vælter ned fra loftet. Skuespillerne plasker og kaster sig rundt. De lader sig overbruse og -vælde. Mørket har taget over.

Det er brutalt og dyster. Men det er midt i det forestillingen virkelig viser, at der er noget på spil.

Efter at alle er helt nedbrudte, så kommer morgendagen og solen. Lyset kan skimtes. De genfødes om man vil.

Farverne og det levende er tilbage, ikke mindst vist i Karin Gille betagende eventyrelige kostumer.

Benjamin La Cours scenografi er forrygende og overdådig. Fyldt med elegance og rå storhed. Detaljerede, men alligevel på sin vis enkel og direkte. Den store forlængede arm af instruktørens fantasifulde og svulstige iscenesættelse. Det er for meget. Præcis som det skal. Man overvældes. For det er kontrolleret ukontrolleret. Det er blidt og råt. Det rammer og går ind.

Alt er i spil. Ensemblet og kulisserne hæves og sænkes. Svæver og hvirvles rundt. Samtidig med at der i et helt akt bare høvler vand ned. Det er imponerende .

Thomas Helmig Teaterkoncert
Aarhus Teater 2025. Fotograf: Emilie Therese.

Sangtekster åbner sig på ny

Jeg skrev tidligere at Thomas Helmig kun er på plakaten. Det er naturligvis ikke helt rigtigt. Han har jo skrevet den oprindelige musik og sangteksterne. Det er hans tanker og ord.

Musikalsk er sangene pillet fra hinanden. Det poppede er fjernet og næsten en hver anden genre er på skift blevet tilføjet. Fra det klassiske, over for eksempel techno/ elektronisk til det rockede.

Kåre Bjerk leger derudad i den oprindelige teaterkoncerts ånd. Og lige så skønt det er, at det musikalsk kastes i så mange retninger, så er det faktisk en af forestillingens små minusser. For der er virkelig mange fragmenter at skulle forholde sig til. Vidunderligt på sin egen måde, jo vist. Det må aldrig blive Thomas Helmig en til en. Men han er nærmest væk og man bliver en smule rundtosset. Mere end nødvendigt.

Forsvinder teksterne også? Nej, tværtimod. De står faktisk endnu mere frem. Tydeligheden er mærkbar. Helmigs ord får lov at træde i karakter. De åbner sig op på ny. Her finder man faktisk noget at dvæle ved. Forestillingens holdepunkter.

Det hele er stærkt sunget af de medvirkende med ekstra givende og medrivende volumen fra teaterets kor.

Thomas Helmig på Aarhus Teater er en vild sanselig tur i teatret. Man går beriget hjem. Ikke mindst fordi vi lige til sidst virkelig får lov til at mærke en kærkommen tæthed og nærvær. For når alt på scenen er pillet fra hinanden og alle på scenen er kravlet ud af mørket. Der hvor alt står enkelt og simpelt. Der træder ensemblet helt frem og synger smukt sagte.

Det er et særligt øjeblik. Og så tager vi fællessangen med som efterfølger, som en behagelig bonus, på trods af det næsten bliver for leflende. Men dem der vil have ren Helmig fik det endeligt og kunne sende fælles kærlighed i hans retning.

Bag om forestillingen

Musik & tekst: Thomas Helmig. Auteur og iscenesætter: Nikolaj Cederholm. Musikalske arrangementer: Kåre Bjerkø. Scenografi og lysdesign: Benjamin La Cour. Kostumedesign: Karin Gille. Koreografi: Anja Gaardbo. Lyddesign Lars Gaarde. Kapelmester: Boi Holm. Korleder: Andrea Krüger Holm.

Medvirkende: Amanda Friis Jürgensen, Clara Sophia Phillipson, Laura Kjær Jensen, Jacob Madsen Kvols, Emil Prenter, Thorbjørn Hedegaard, Mark Linn, Joanita Zachariassen, Boi Holm, Steffen Lundtoft, Hannah Vingborg Eklund, Mette Dahl Kristensen, Benedikte Borum Engell samt Aarhus Teaters Kor: Tine Dynæs Juhl, John Kjøller, Sigrid Vibe Kristensen, Claes Sønderriis, Meike Frandsen, Mathias Bjerrum Kvistborg, Charlotte Bjerregaard Broch, Peter Rothgardt Borg, Peter Svane-Christiansen, Anna Kathrine Rask Christensen.