KULTURSAMFUND

Teater i Odense: Fra Poul til Polly

Den kendte fynske dragartist Poul Sylvestersen giver et helt personligt indblik  i hans egen fortælling på Teater Momentum.     Foto: Pressefoto.

Fynsk teater kobler scenekunsten sammen med dokumentargenren og har inviteret den lokale Drag-artist Poul Sylvestersen ind, for at give et indblik i hans personlige fortælling.

I flere årtier har Poul Sylvestersen optrådt på et hav af scener som Drag Queen Miss Polly med videre. Desuden har han været med til at starte og køre Danmarks største og ældste Drag konkurrence: Nattens Dronning.

I et nyt koncept fra Teater Momentum i Odense kaldet: Dokumentum, prøver man at forbinde dokumentarformatet med sceniske virkemidler.

I den første udgave som har premiere 20. maj, er det dragkunstner, Poul Sylvestersen, der tager publikum med ind i det allerhelligste og mest sårbare: Nemlig i transformationen fra Poul til Polly, og det er noget han ser frem til:

”For det første er jeg meget beæret og stolt over at teaterdirektør Jeppe Sand havde Polly i tankerne, da han udarbejdede konceptet Dokumentum. Det har været en meget speciel rejse gennem hele mit liv fra den fem- årige Poul til den nu snart 70 årige Polly. En rejse som nu ender på et “ungdomsteater” – Det er sgu da sejt !”.

Vil bringe autentiske, personlige fortællinger ind i teateret

Det er Teater Momentum’s direktør Jeppe Sand ,der har fået ideen til det nye koncept:

”Ideen udsprang af et ønske om at bringe autentiske, personlige fortællinger ind i teateret. Give dem en scenisk form. Vi ønskede at skabe et rum, hvor virkelige historier kunne fortælles med teatrets æstetik og nærvær. Hvor publikum kunne møde mennesket bag fortællingen på en ny måde.” fortæller han, inden han kommer ind på den konkrete udgave, som han også selv iscenesætter:

”Fra Poul til Polly er første forestilling i DOKUMENTUM-serien, hvor vi bringer virkelige menneskers historier direkte på scenen. Vi kombinerer dokumentariske fortællinger med scenekunstens virkemidler for at skabe intime og poetiske portrætter af betydningsfulde personligheder i Odense. I denne forestilling følger vi dragkunstneren Poul Sylvestersen (69 år) og hans transformation til Miss Polly. En rejse, der går langt dybere end pailletter og høje hæle. Den handler blandt andet om at være hovedaktør i at skabe dragmiljøet i Odense for over 30 år siden. Herudover er det en meget personlig fortælling om kampen for frihed til at være sig selv. Accepten af hans seksualitet, både fra omverdenen og ham selv”

En proces med stor respekt

På scenen vil man opleve forvandlingen, fra Poul til Polly, der er langt dybere end pailletter, fjer og høje hæle. Alt imens fortæller Poul historien om, og tankerne og følelserne bag forvandlingen til at blive Drag Queen Miss Polly. Vi kommer helt tæt på og bliver lukket ind i det meget personlige og intime rum.

”Vi har arbejdet tæt sammen med Poul for at forstå hans historie og finde den rette måde at formidle den på scenen. Det har været en proces med stor respekt for hans oplevelser, hvor vi har søgt at skabe en æstetisk ramme, der understøtter og forstærker hans fortælling. Store dele af forestillingen er et lydværk, som er optaget på forhånd i Pouls private stue. Så mens Poul bliver til Polly på scenen, så høre både han og publikum hans egen historie i et levende lyddesign” , forklarer Jeppe Sand om forløbet op til den kommende premiere.

Fortælling direkte fra kilden

”Publikum får en enestående mulighed for at opleve en ægte, personlig fortælling direkte fra kilden. Det skaber en dyb forbindelse mellem hovedpersonen og publikum, hvor sårbarhed og autenticitet bliver centrale elementer i oplevelsen”, uddyber Jeppe Sand.

Hvad giver det, at det er Poul selv, der fortæller sin historie?

”At Poul selv står på scenen og deler sin historie, tilføjer en unik autenticitet og nærvær. Det gør fortællingen mere levende og troværdig, og det giver publikum en direkte forbindelse til hans oplevelser og følelser.”

Miss Polly på scenen ved Nattens Dronning 2024, sammen med værten Tinus.

En driftig herre

Poul Sylvestersen er en kendt skikkelse både i det danske Drag og LGBT+ miljø. Ikke mindst på Fyn, hvor han hører hjemme. Han har været en af grundlæggerne af den ikoniske Drag konkurrence ’Nattens Dronning’ der sidste år kunne fejre 30 års jubilæum. Han var med til at skabe Mangfoldighedsfestivalen, som var forgængeren til Odense Pride. Han har været involveret i den årlige H.C. Andersen parade og festival, som ofte har gjort brug af hans kreative evner. Og så har han et utal af gange parodieret hendes Majestæt Dronning Margrethe den anden. Og oveni købet optrådt for hende, som hende. Bare for at nævne en my af hans store virke. En driftig herre med et kreativt gen og en evne til at samle og underholde.

Han har altid været vagtsom og lydhør overfor at være et forbillede, samt at være en vigtig brik i lgbt+ miljøet og dets kampe, hvilket også gælder som Drag alter egoet Polly:

”Jeg har ALTID været opmærksom på Polly’ rolle i forhold til diversitet og mangfoldighed. Kampen om retten til forskellighed om du vil ! En kamp som til tider har været meget personlig men også nødvendig. Hvilket også er meget tydelig i stykket.”

En berigende og inspirerende oplevelse

Spørg man Jeppe Sand indtil samarbejdet med Poul Sylvestersen, så er der kun rosende ord at hente:

”Samarbejdet med Poul har været en berigende og inspirerende oplevelse. Hans åbenhed og villighed til at dele sin personlige rejse har været afgørende for forestillingens tilblivelse. Det har været en proces præget af tillid, respekt og fælles engagement.”

Rosen er gengældt fra modsatte side:

”Det har været et fantastisk samarbejde med Jeppe Sand. Jeg har grædt og grinet og han har haft stor forståelse for de mere følsomme emner i stykket.

Så nu håber jeg publikum vil tá godt imod: En ærlig Drag Queens historie…”

Tester Momentum planlægger at fortsætte Dokumentum-serien med flere forestillinger, da de ønsker at udforske forskellige temaer og perspektiver, lug nu er de i gang med at identificere nye fortællinger, der kan blive en del af formstet.

Men først gælder det ’ Fra Poul til Polly ’ der har premiere 20. maj og spiller frem til 23. maj.

Nattens Dronning 2024 kåret ved stort jubilæumsshow