Støt udgivelsen af en bog om medforældre og queerfamilier

LGBT+ familier er ofte til politisk debat. Men de er alligevel forblevet næsten usynlige i litteraturen og kulturen. Det skal der gerne ændres på. Sissel Moos og Cami Tved er derfor gået i gang med at skabe en bog, der synliggør forskellige familieformer med både ord og billeder. Men de har brug for din støtte.
“Bogen, der er den første danske bog til og om medforældre og LGBT+ familier, handler om en gruppe af familier og forældre, heriblandt min egen familie, der ofte enten er meget usynlige i sundhedsvæsenet og samfundet. Eller som modsat bliver nærmest hypersynlige. Ingen af delene på vores egne præmisser. Når vi derfor skriver denne bog, er det virkelig vigtigt, at dem vi taler med og om, får lov at være andet end ord og tekst. De skal selvfølgelig kunne både høres og ses på deres egne vilkår. Derfor har vi fået kunstner og illustrator Marie Jørgensen med på projektet. Det er meningen hun skal tegne de interviewede familier fra bogen”, fortæller Sissel Moos.
Bogen, Må jeg være (med)forælder?, henvender sig til LGBT+ familier og andre familier, hvor forældreskabet ikke er blevet til gennem genetik og/eller graviditet. Bogen bygger på fjorten interviews og beretninger. Samt en spørgeskemaundersøgelse, der specifikt afdækker erfaringer fra møder med velfærdssystemet.
Det er Sissel Moos, kommunikatør, og Cami Tved, jordemoder, sexolog og specialist i LGBT+ reproduktion og familiedannelse, der er gået sammen om at skrive bogen om medforældre og queer familier. Sidstnævnte står for at binde bogens materialer sammen i temaer. De vil tilsammen give et godt indblik i følelser, tanker og erfaringer fra en overset forældregruppe.
Lige nu samler forfatterne støtte ind til de smukke illustrationer der skal pryde bogen og være med til at synliggøre de LGBT+ familier, der medvirker.
Illustrationer som købes som plakater i forbindelse med udgivelsen af bogen, der er sat til maj 2026 hos forlaget Frydenlund.
Du kan læse mere om kampagnen her, hvor du også kan støtte projektet.
