ANMELDELSER

Sommerens klart bedste revy – so far

Årets udgave af Odense Sommerrevy er fuldendt mener vores anmelder. Her er vi blandt andet Live fra Borgen.
Foto: Odense Sommerrevy

Odense Sommerrevys ti års jubilæum markeres flot med en helt igennem fantastisk revy: Skarp satire, skæg og ballade, vidunderlige poetiske øjeblikke, muntre gensyn med fortiden, højaktuel. Og så har den et stærkt velspillende rutineret team på scenen.

Er du til revygenren, og ønsker du fuld valuta for pengene, så smut ind og se Odense Sommerrevy. Det er sommeren 2026´s klart bedste revy – so far.

Revyen har skarp satire, masser af skæg og ballade, vidunderlige poetiske øjeblikke, muntre – og rørende gensyn med fortiden, og så er den højaktuel.

Således formåede holdet på præmiereaftenen, blot tre timer efter det var offentliggjort, at der skulle iværksættes en ny kongerunde, at få nævnt det. Kortfattet, men smart og elegant.

Velskrevet og vel sammensat

Naturligvis ved et jubilæum er der et tilbageblik. Her må vi forstå, at det ikke gik godt det første par år, hvor revyen kom ud med stort underskud. Og for få år siden, var hele engen, hvor revyen spiller i teltet, ved at drukne i vand.

Heldigvis holdt ejerne Michelle og Lars Arvad ved. Og i år kan de så præsentere en flot flot revy, der bestemt markerer jubilæet på fineste vis.

For revyen er så godt skrevet, sammensat og spillet, at den bør spille for fyldte telte indtil sidste dag skuespillere, teknikere med flere indtager dette på engen i Odense.

Erfaren mand i instruktørstolen

Medvirkende til denne anmelders begejstring er givetvis, at revyen i år har hentet den særdeles erfarne og dygtige Rasmus Krogsgaard ind som instruktør.

Rasmus Krogsgaard har i flere år været tekstforfatter og instruktør på Nykøbing F. sommerrevy, og har der gjort det særdeles godt. Og nu fortsætter han de gode takter på Fyn.

Og nej dette er ikke en kritik af tidligere års instruktører, for sidste år gav Out and About 5 fine stjerner til revyen. Men den er blot strammet lidt op, har flere endnu bedre tekster, og så er det bare et godt hold bag.

Ejeren er med på scenen

Med sig på scenen har ejer og medspiller Lars Arvad to skuespillere, der har været med i alle årene: Thomas Mørk, der om nogen kan sætte en grimasse, der både kan passe og samtidig gør det hylende morsomt, og Vicky Berlin, der både kan skrive smukke poetiske numre, og tillige fremføre dem.

Prøver på Thomas Mørks kunne fik man i nummeret Storm i et glas vand med tekst af Vase, Fuglsang, og Svarrer. Naturligvis handlede det om det rene danske drikkevand.

Prøver på Vicki Berlins mangfoldige repertoire fik man blandt andet i det fantastisk poetisk smukke fintfølende og rørende Et liv. Tekst og idé af Vicki Berlin selv.

Kan det hele

Rasmus Krogsgaard, der efter premieren fik en velfortjent særlig hyldest, leverede mange prøver på sin kunnen. Som tekstforfatter i numrene Jensens Bøf-Blues, men i særdeleshed i nummeret Tillykke med de 100. En værdig hilsen og gestus til en af vores allerstørste komikere gennem tiderne Dirch Passer, som netop ville være fyldt 100 år.

Det var et enkelt, men meget smukt udført af Lars Arvad, Vicki Berlin, og Rasmus Krogsgaard selv.

Nævnes skal også at Lars Arvad sammen med Charlotte Guldberg leverede et af aftenens nok mest overraskende numre, følelsesladet og samtidig med en god afslutning, nemlig nummeret Kommer han hjem med tekst af Leif Maibom.

Post – post ikke – Post Mortem

Et af Odense Sommerrevys nok mest muntre tekster, der samtidig nok kunne få en og anden til at rykke sig i sædet var Post Mortem.

Naturligvis handler det om Postens bortgang, som i bortgang.

I nummeret hvor der kirkeligt tages afsked på det danske postvæsen medvirker alle skuespillerne.

Pakulas revyorkester

Nummeret er skrevet af Rasmus Krogsgaard, der er han igen, men denne gang i selskab med revyens nye kapelmester Thomas Pakula.

Thomas Pakula har på musiksiden formået at give nyt liv til revyen, således at det nærmest føltes naturligt for publikum at klappe i takt, næsten efter hvert velskrevet og velfremført nummer. Dét er i sandhed også med at skabe stemning i teltet på engen i Odense.

I det hele taget er en revy meget afhængig af et godt revyorkester, og sådan et er Pakulas. Dét rummer energi, timing, musikalitet, og som nævnt indbyder tonerne til fællesklap, og det sætter stemning.

Politik? – jo jo

Nu vil den opmærksomme læser sikkert tænke, er der ikke noget politik i årets Odense Sommerrevy.

Og jo naturligvis er der det, især i nummeret Live fra Borgen.

Der ”sendes” direkte fra Christiansborg, og morsomt er det med de nyvalgte, og de ikke længere opstillede, der gerne vil ind, og igen gerne vil ind. Morsomt nummer skrevet af Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard.

Gak og løjer

Enhver revy skal også rumme rene gak og løjer numre. Og jo det gør Odense Sommerrevy også. Herligt er det i Thomas Mørks Nyborgvej, om problemerne på en af vejene i Odense, og til tonerne af Mabels Grand Pris vinder tilbage i 1978 Boom Boom.  Her er Troels Malling en af de crazy musikere, der leverer om de lokale problemer. God er han også i nummeret Et Konge Land, hvor gamle vikinger kigger fremad, og ganske forståeligt har svært ved at se, hvordan deres land kunne ændres til det vi ser og oplever i verden i dag. Fint indspark og med tekst af Lars Bisgaard og Søren Anker Madsen.

De fem bliver i år til seks

Som tidligere nævnt gav Out and About sidste år 5 velfortjente stjerner til Odense Sommerrevy.

Her i jubilæumsåret er vi slet ikke i tvivl, og holder os da heller ikke tilbage: Odense Sommerrevy 2026 er sprudlende på tekster, indhold, talent, charme, og vid, at Out and About ikke tøver med at give seks velfortjente store stjerner.

Tillykke med jubilæet tillykke med de seks stjerner.

 

Kort om revyen

Spiller til 18. juni

Spiller i år for 10. gang

Plads til 880 publikummer og 350 spisende gæster pr forestilling

Holdet i 2026: Vicki Berlin, Thomas Mørk, Charlotte Guldberg, Rasmus Krogsgaard, Troels Malling, samt revydirektør Lars Arvad,

Instruktør: Rasmus Krogsgaard

”Øjne udefra”: Troells Toya

Rekvisitør: Heidi Godskesen Rasmussen

Kapelmester: Thomas Pakula

Orkester: Pakulas Revyorkester

Koreograf: Peter Friis

Scenografi: MC Produktions A/S, Kenneth Rasmussen, og Michael Bæk Eglin

Kostumier: Vibeke Valeur

 

Billetter og spilletider finder du her.