Søren Laursen ny formand for menneskerettighedsråd

Foto: Pilu Ottosen
LGBT Danmarks forperson Søren Laursen er valgt til formand for Rådet for Menneskerettigheder. Det skriver LGBT Danmark fredag på sin hjemmeside.
”For mig er det vigtigt, at vi som mennesker tager et medansvar for udviklingen af vores rettigheder, og derfor er jeg meget glad for at være valgt af en så engageret forsamling som rådet. Menneskerettigheder er en solid ramme, men også en ramme, der skal holdes ved lige, og det er en samfundsopgave, vi skal påtage os. Jeg kan ikke se nogen bedre plads at gøre det end her, hvor vi kan spille bold med vores nationale menneskerettighedsinstitution,” siger Søren Laursen.
Rådet for Menneskerettigheder består af 52 repræsentanter fra en række civilsamfundsorganisationer og myndigheder, der vurderer udformningen og afviklingen af instituttets aktiviteter. Rådet udpeger seks medlemmer af instituttets bestyrelse.
LGBT Danmark har samarbejdet med Institut for Menneskerettigheder siden 1996 med fokus på beskyttelse mod diskrimination. Samarbejdet blev etableret på initiativ af netop Søren Laursen.
Søren Laursen har været forperson for LGBT Danmark af to omgange. Først 1994 til 1998 og igen fra 2014.