SAMFUND

Sådan placerer din kommune sig på LGBT+ området

Kommunernes indsats på LGBT+ området varierer meget. Et stort flertal har slet ingen politik på området.

Hvor meget betyder det, hvilken kommune man bor i som LGBT+ person? Out & About har gennemgået alle landets 98 kommuner. Kortlægningen ser på kommunernes politikker, tilbud, økonomi, ansvar og opfølgning.

Forskellene er store. Nogle kommuner har en samlet politisk indsats og tilbud på flere områder. Andre har enkelte initiativer i ungdomsskolen, sundhedsplejen eller på biblioteket. Mange steder fandt kortlægningen ingen nyere målrettet kommunal indsats, som kunne dokumenteres.

Kortlægningen viser ikke, hvor LGBT+ personer nødvendigvis føler sig tryggest. Den viser, hvor tydelig og forankret kommunens egen indsats er.

Tre kommuner skiller sig tydeligt ud

Aarhus, København og Odense ligger øverst, når kommunernes egen indsats. Fælles for de tre er, at politik, organisering og konkrete tilbud hænger sammen.

Aarhus har en vedtaget politik og handleplan samt en særskilt organisering af arbejdet. København arbejder gennem sin kønsligestillingspolitik og har central koordinering på tværs af kommunen. Odense har en handleplan med 20 indsatser, faste samarbejder og dokumenteret økonomisk støtte.

København skiller sig ud med bredden. Seks af kommunens syv forvaltninger har bidraget med oplysninger til kortlægningen. Indsatserne spænder over sundhed, beskæftigelse, kultur, socialområdet og ældreområdet. Kommunen har blandt andet tilbud til transpersoner og LGBT+ seniorer samt et permanent LGBT+ profilplejehjem.

Aalborg og Frederiksberg følger efter. Aalborg har konkrete indsatser og har arbejdet mod en samlet LGBT+ politik. Ved kortlægningens afslutning var politikken dog ikke dokumenteret endeligt vedtaget. Frederiksberg støtter blandt andet AURA og Transit og har flere konkrete tilbud.

Politikken er ikke alt

Flere kommuner har konkrete tilbud uden en samlet LGBT+ strategi. Det gælder blandt andet Ballerup, Kolding, Holstebro og Holbæk.

Ballerup driver to ugentlige Regnbuecaféer for unge. Den ene er for 13-18-årige, den anden for 18-25-årige. Kommunen oplyser, at tilbuddene fortsætter, så længe der er behov.

Kolding har ingen samlet LGBT+ Politik. Til gengæld har PPR en medarbejder med særlig viden om området. Medarbejderen opkvalificerer kolleger, og skoler kan få rådgivning og sparring.

Holstebro arbejder blandt andet gennem sundhedsplejen og Videncentret Holstebro. Kommunen samarbejder også med lokale aktører og har støttet Pride økonomisk.

Eksemplerne viser, at kommunal praksis godt kan være foran den overordnede politik. For borgeren er det ofte praksis, der kan mærkes. Det gælder mødet med skolen, sundhedsplejen eller socialområdet.

Foreningerne kan ændre billedet

Kommunernes egne indsatser fortæller ikke hele historien om det lokale LGBT+ liv. De fleste steder står foreninger og fællesskaber langt stærkere og mere synlig end kommunen.

Det gælder blandt andet Sønderborg, Esbjerg og Odsherred. I Sønderborg findes Pride og aktiviteter gennem året. Esbjerg har blandt andet Pride og WAVE SPEQTRUM. På Samsø findes Samsø Queer Sammenslutning og en tilbagevendende landsby-Pride. I Svendborg findes LGBT+Sydfyn og en lokal regnbuecafé.

Foreningerne kan skabe noget, som kommunen sjældent selv kan levere. Det kan være caféaftener, sport, debat, sociale aktiviteter og steder at møde andre. For nogle bliver det første sted, hvor de møder andre LGBT+ personer. For andre bliver det et fællesskab, som mangler i kommunens egne tilbud.

Et aktivt miljø kan derfor gøre LGBT+ livet mere synligt. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at kommunen er mere LGBT+ venlig.

Foreningernes arbejde kan samtidig være sårbart. Hvis få personer bærer aktiviteterne, kan meget forsvinde, når de stopper. Her kan kommunen gøre en forskel. Lokaler, økonomisk støtte og længere samarbejder kan give foreningerne mere stabile rammer. Kommunen har samtidig et ansvar på områder, som frivillige ikke kan overtage.

Det gælder blandt andet skoler, sundhedspleje, socialområdet og ældreplejen. Hvis en transperson mødes forkert i systemet, hjælper en Pride ikke alene. Hvis et regnbuebarn mistrives, kræver det også faglig handling.

De stærkeste lokale miljøer opstår derfor ofte, når kommune og civilsamfund supplerer hinanden.

Unge får mest opmærksomhed

De målrettede kommunale tilbud handler ofte om børn og unge. Det gælder ungdomscaféer, undervisning, sundhedspleje og rådgivning.

Ringkøbing-Skjern, Holstebro og Kolding har alle eksempler på den type indsats. Tilbud til voksne og ældre er sværere at finde. København skiller sig ud med profilplejehjem, besøgsvenner og støtte til senioraktiviteter.

Det efterlader et hul i mange kommuner. Her kan lokale foreninger få særlig betydning for voksne og ældre uden målrettede kommunale tilbud.

Store forskelle på Danmarkskortet

I 37 kommuner fandt kortlægningen en dokumenteret kommunal LGBT+ indsats. I resten fandt den ikke tilsvarende dokumentation. Det betyder ikke, at der intet sker. En skole kan have dygtige medarbejdere, og et bibliotek kan have aktiviteter. Men hvis indsatsen ikke er synlig, bliver den også sværere at finde.

Forskellen bliver større, hvis der heller ikke findes en lokal forening. Så kan både kommunale tilbud og synlige LGBT+ fællesskaber mangle.

Et lokalt LGBT+ miljø opstår ikke af sig selv. Nogen skal tage initiativet, samle mennesker og blive ved, også når arbejdet hviler på få skuldre.

Mange steder er det de lokale LGBT+ ildsjæle, der gør den største forskel. De arrangerer aktiviteter, skaber fællesskaber og sørger for, at LGBT+ personer faktisk kan se, at der også er en plads til dem i byen.

Deres betydning stopper ikke ved foreningslivet. De er ofte også dem, der banker på døren til rådhuset, tager dialogen med politikere og gør opmærksom på de problemer, kommunen ikke selv har fået øje på. På den måde er de lokale kræfter ikke kun med til at skabe synlighed. De kan også være med til at flytte holdningerne blandt politikere og skubbe kommunen i retning af nye samarbejder, bedre tilbud og en mere tydelig indsats.

Kommunernes egen LGBT+ indsats

Engagement Kommuner
Meget stærk Aarhus, København, Odense
Stærk Aalborg, Frederiksberg
Tydelig kommunal indsats Ballerup, Holbæk, Holstebro, Kolding, Roskilde, Sønderborg
Nogle konkrete kommunale indsatser Frederikshavn, Herning, Horsens, Hvidovre, Randers, Ringkøbing-Skjern, Thisted, Vesthimmerland
Begrænset kommunal indsats Bornholm, Esbjerg, Gentofte, Herlev, Kalundborg, Odsherred, Vejle, Viborg
Meget begrænset kommunal indsats Aabenraa, Dragør, Haderslev, Kerteminde, Mariagerfjord, Næstved, Samsø, Silkeborg, Slagelse, Vordingborg
Ingen nyere målrettet kommunal LGBT+ indsats dokumenteret Albertslund, Allerød, Assens, Billund, Brøndby, Brønderslev, Egedal, Faaborg-Midtfyn, Fanø, Favrskov, Faxe, Fredensborg, Fredericia, Frederikssund, Furesø, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Gribskov, Guldborgsund, Halsnæs, Hedensted, Helsingør, Hillerød, Hjørring, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ikast-Brande, Ishøj, Jammerbugt, Køge, Langeland, Lejre, Lemvig, Lolland, Lyngby-Taarbæk, Læsø, Middelfart, Morsø, Norddjurs, Nordfyns, Nyborg, Odder, Rebild, Ringsted, Rudersdal, Rødovre, Skanderborg, Skive, Solrød, Sorø, Stevns, Struer, Svendborg, Syddjurs, Tårnby, Tønder, Vallensbæk, Varde, Vejen og Ærø.