Arbejder på ny LGBT+ politik i Sønderborg

Foto: Andreas Ingwersen
Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen deltog i år 2025 for første gang i Sønderborg Pride.
Af Bjarne Henrik Lundis
”Jeg må indrømme, at jeg har haft uvidenhed og en vis berøringsangst for LGBT+ området, og derfor har jeg holdt mig lidt på afstand af det. Men sådan har jeg det ikke længere. Jeg ser gerne, at vi er en åben og mangfoldig by. Der skal være respekt og plads til alle, uanset hvem vi er. Og at der er 50 nye regnbuefamilier, der har valgt at bosætte sig i byen”, er jeg rigtig glad for. Det viser mig, at vi er på rette vej, selv om vi stadig har meget af gøre”, understreger borgmester Erik Lauritzen.
Han fortæller, at kommunen arbejder på at indføre en mangfoldighedspolitik.
”Vi kalder det ikke en egentlig LGBT+ politik, for mig handler det om, at vi skal have rummelighed og mangfoldighed ind i mange af vores politikker. Men hvis det viser sig, at det der skal til, er at lave en decideret LGBT+ politik i kommunen, så har jeg ikke noget imod det”, lyder det fra Erik Lauritzen.
Ja til yderligere samarbejde
Han ser frem til at fortsætte og intensivere samarbejdet med LGBTQ+ Sønderborg. Og det er foreningens forperson Niels Christian Bech meget glad for.
”Vi ser frem til samarbejdet. Vi vil blandt andet gerne have kommunen til at indføre en LGBT+ politik og til at sørge for, at der bliver mere oplysning til unge om LGBT+ personer ved for eksempel at sætte det på skoleskemaet”, foreslår Niels Christian Bech.
Ansatte mangler viden
Joan Lysholdt, socialrådgiver og sexolog i Sønderborg Kommune, var også med i Sønderborg Pride.
”Jeg synes, at det er vigtigt, at kommunen klæder alle ansatte på, så er man er parate til at tale om LGBT+ området, og det er både når man er pædagog, arbejder som lærer eller i jobcenteret. Mange mangler viden på området og er derfor usikre på, hvordan de skal gøre”, lyder det fra Joan Lysholdt.
Vil også have LGBTQ+ forening i Aabenraa
Martin Holst fra Aura i Aabenraa, en LGBT+ gruppe for unge under 18 år, håber at man ligesom i Sønderborg kan få startet en egentlig LGBT+ forening, og at Aabenraa Pride kan genopstå igen.
”Vi mangler et fællesskab for LGBT+ personer over 18 år i kommunen, og det vil jeg gerne være med til at starte. For jeg har tænkt mig at blive boende i Sønderjylland”, understreger Martin Holst.
Se også: Mangler fællesskab med andre unge LGBT’er over 18 år i Aabenraa
