Queer artister rykker ind på Vestegnen
Lørdag den 26. marts kan man endelig lytte til tonerne fra det nye musikselskab Queer Music Agency (QMA), når de indtager Forbrændingen i Albertslund til QMAs allerførste Queer Concert.
QMA er udover at være et pladeselskab og et bookingbureau også selv koncertarrangør, og står bag det nye koncertkoncept Queer Concerts, som de i første omgang vil turnere hele landet rundt med for senere at tage rundt i Europa på turné.
Valget af Forbrændingen i Albertslund er åbenlyst for QMAs allerførste Queer Concert. Stedet er allerede kendt for at kæmpe for mere diversitet i den danske musikscene. I 2019 valgte Forbrændingen kun at booke kvindelige artister, for at synliggøre den skæve kønsbalance i danske musik. Her er kun omkring tyve procent af de professionelle musikere er kvinder.
Hele ni talentfulde queer artister er på plakaten til den allerførste koncert.
”QMA har udover et fokus på musik af høj kvalitet også et fokus på at skabe mere mangfoldighed i den danske musikbranche. Derfor har vi valgte kun at repræsentere queer artister”, fortæller Stifteren af QMA Frederik Diness til Out & About.
”ALLE naturligvis er velkomne til koncerten, især hvis de støtter op om mere mangfoldighed i den danske musikbranche, og kommer med et godt humør”, tilføjer han.
PROGRAM
TARALILLAH
Artist og producer Taralillah (hun/hende) eksperimenterer med det maskuline og feminine i sine produktioner og leger med det abstrakte og modige i sit visuelle univers med et fodfæste i sine islandske rødder. Hendes sange har en stærk elektronisk blanding af dance-pop, house og techno. Sidste år udgav Taralillah sin debut-ep ”Radar of My Heart”. En samling af fem numre, som handler om følsomhed, sex og om at være en oprørsk queer.
SANDER SANCHEZ
Sander Sanchez (ham/han) er en 25-årig sanger og sangskriver. Han er bosat i København, men han har originalt sit ophav i Jylland og South Dakota i USA. Sanchez’ musik bevæger sig ubesværet mellem genrer som 80’er pop, hiphop-blues, soul, EDM rock, funk og r&b, der mødes i et eksplosivt og helstøbt udtryk. Han har optrådt i forskellige sammenhænge, både med sin egen musik, i musicals og i tv-sammenhænge. Han har blandt andet stået på scenen til World Pride, på Smukfest og til Dansk Melodi Grand Prix.
MATHTHEGAMERGIRL
Pulserende beats, høj energi og vildskab i et digitaliseret og skarpt musikalsk sprog. Maththegamergirl (hun/hende) ironiserer og overdriver alt, vi kender fra popmusikken og giver den dermed en helt ny dybde.
Maththegamergirl’s musik er syntetisk og overgearet som en Monster Energy-drink. Den er fyldt med synthesizere og har et overforbrug af autotune. Maththegamergirl betegner sin musik som hyperpop – en nichegenre, som rykker popmusikkens grænser og overdriver alt det, vi kender fra den.
CLAUDE
At skrive sange om sine egne usikkerheder og ensomhed, har altid været en drivende kraft for Claude (han/ham). Musik og lyrik, understøtter fortællinger om kærlighed, fortvivlelse og homoseksualitet, med en blanding mellem det maskuline og feminine, det opløftende og sørgmodige. Kontraster der skaber ramme for et unikt univers, hvor smerte værdsættes og følelser bliver hyldet. Genren har rødder i soul, pop, r’n’b samt elektronisk musik, og lydbilledet er fyldt med kor, keys og udtryksfuld vokal.
NANA MAI
Nana (hun/hende) er en 24-årig sanger/sangskriver/producer fra Aarhus. Hendes lyd er RnB inspireret pop fyldt med 80’er inspireret klangflader, store korarrangementer, tunge beats og en feminin vokalføring, der samler de sårbare og sandfærdige tekster om alt fra ulykkelig kærlighed til frygten for at blive voksen for hurtigt.
ELLA COSTELLO
Ella Costellos (hun/hende) interesse for musik har boet i hende, siden hun var helt lille. Da hun var 16 år, købte hun sin første guitar og har siden da skrevet, sunget og komponeret sange. Med interesse for genrer som indie, folk og alternativ pop er Ellas musik lyrisk, og budskabet skal gerne gå rent igennem.
RAMEZ MHAANNA & BECK HEIBERG
Ramez Mhaanna (han/ham) er en prisvindende pianist uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Til koncerten på Forbrændingen vil han spille Dmitri Shostakovich: Udvalgte præludier fra opus 34, mens Beck Heiberg (han/ham) vil danse til. Bech er koreograf og performer med en BA i teater- og performancestudier fra Københavns Universitet.
NOVA
Nova (de/dem) er en upcoming queer DJ, der lige har startet deres DJ rejse, fordi de har en stor kærlighed til musik, herunder især techno og electro, som er deres yndlingsgenre. De er også betaget af house, disco og hiphop. NOVAs mål er at glæde dine ører og skabe et rum, hvor du kan vibe og kaster dig hen til musik, der vil gøre dig euforisk, ekstatisk og give din krop lyst til at danse, mens du mærker den stemning, NOVA skaber.
Forbrændingen, Vognporten 11, 2620 Albertslun
Billetter til koncerten finder du her.
Læs også: Rufus Wainwright kommer til byen!