PROUD! Filmfestival: Queer-fortællinger i biografmørket
Den årlige LGBT+filmfestival i Aarhus er på trapperne: Er du klar til et dyk ned i spændende queer fortællinger? !
Fra d. 7. – 14. oktober er det igen tid til at besøge Øst for Paradis’ biografmørke, når dette års Proud! Filmfestival afholdes.
Der er udvalgt en perlerække af regnbuefilm fra hele verdenen.
Filmfestivalen byder blandt andet på tre kortfilmsprogrammer: For dem, der er til kvinder, For dem, der er til mænd og Gender & Queer.
Og der er noget til enhver smag – fra fransk duft-baseret thriller (The Five Devils) til østrigsk soldaterforelskelse (Eismayer), hvor vi kommer rundt i forskellige genrer og historier, der viser et udvalg af forskellige køns- og seksuelle identiteter i mangfoldighedens tegn.
Programmet:
Den 7. oktober kl. 19:00: The Five Devils.
Festivalen åbnes med den franske film om Vicky, der bor sammen med sin mor Joanne og far Jimmie. En mand, der kæmper for at finde sin plads. Da Vickys tante Julia ankommer efter at være blevet løsladt fra fængslet, bringer hendes tilstedeværelse fortiden tilbage på en voldelig, magisk måde.
Den 9. oktober kl. 19:00: Kortfilmsprogram: For dem, der er til kvinder.
Aquari om Nanna og Marta, der har været venner i mange år. Men da de mødes på en varm sommerdag sker der et skift mellem dem, og ligeledes komplikationer fyldt med følelser, forvirring og frustration. I grænselandet mellem køn, venskab og seksualitet bliver deres forhold flydende.
Requiem er en historie om kærlighed og hævn, der finder sted i 1605 og foregår på baggrund af hekseprocesserne. Filmen følger Evelyn, der står i en magtkamp mod sin far, Fader Gilbert, for at være sammen med kvinden hun elsker, Mary.
Longing er fortællingen om en malaysisk kvinde der natten før hendes fly hjem, begiver sig, med en hemmelighed, ud på en impromptu date med en anden kvinde.
Den sidste kortfilm denne aften er Betty & Jean. 80-årige Betty venter på sin sande kærlighed, Jean. Hun husker deres smertefulde break-up i 1960’ernes Liverpool. Hun var ikke modig nok til at være sammen med en kvinde. Vil deres kærlighed blive genoplivet?
Den 10. oktober kl. 19:00: Kortfilmsprogram: For dem, der er til mænd.
Første film denne aften er After Sunset, Dawn Arises, der handler om den indadvendte og ikke-sociale 65-årige Wan, der i begyndelsen af 2000’ernes Los Angeles forelsker sig i en mand, der er næsten 30 år yngre end ham. Dette leder ham til at kæmpe for at omfavne sin homoseksualitet, som han har undertrykt hele sit liv, samtidig med at han konfronterer sin skyldfølelse overfor sin afdøde hustru.
Baba er historien om en queer libysk teenager, Britannia, som bor i tunnelerne under Tripoli og drømmer om at flygte til et bedre liv. En uventet opdagelse tvinger ham dog til at stille spørgsmålstegn ved, om han skal blive eller flygte fra sit hjemland og sine venner.
Trejde film denne aften, er den finske film: Service. En film om Niko, der efter orlov fra sin militærtjeneste aflægger sin fremmedgjorte far et besøg. Men gamle sår spøger, kan de mon heles?
Aften slutter, med filmen: The Cutest and Funniest Animals in the World.
Den 70 årig Jorge, er en af de mest lunefulde og dedikerede pedeller på Paradise Motel, bortset fra en enkelt detalje: Han optager i hemmelighed lyden af motellets gæster. Ved at sælge disse lydoptagelser til Alberto giver det ham en ekstra indkomst, såvel som hengivenhed, selvom Jorge ikke længere kan huske, hvordan hans egen nydelse lyder.
Den 11. oktober kl. 19.00: Filmquiz.
En aften med muligheden for at flexe hjernemusklerne. PROUD! Filmfestival tænder op for årets filmquiz på Sappho. Adressen er Mejlgade 71. Der bliver selvfølgelig stadig serveret lækre øl og drinks – så bring dit stærkeste hold af tre personer alt i alt, når der står lækre præmier på højkant.
Den 12. oktober kl. 19:00: Kortfilmsprogram: Gender & Queer.
Der startes ud med filmen: Paloma. Efter at have stjålet urnen med asken fra sin afdøde elsker, møder Paloma, en farverig drag queen, Mike, en tavs og melankolsk trucker. Sammen kører de i lastbil til Paris. En dag og en nat tilbragt sammen for at overvinde deres ensomhed.
Mooncake er en eksperimenterende meditation omkring kønsqueerness og de slørede linjer, der findes mellem indflydelse, lyst og besættelse. Den doku-fiktive film genbesøger en unavngivet persons barndomserindringer og genoptager de begyndende fantasier, der engang fangede deres fantasi. Hvad kan vi lære af vores formative fascinationer? Hvor i vores sind bor de? Hvordan dukker de op igen?
I den hollandske film: Required, forsøger Vince at nærme sig Malar med sit urokkelige crush. Malar er lige så betaget. Men med bitre kærlighedserfaringer i fortiden på grund af at de er non-binær, betræder de forelskelsen med lidt mere forsigtighed. På daten er de begge lykkelige forelskede, mens de skubber tvivl og uforeneligheder til side. Men da de bliver udfordret af samfundet til at stå ved sig selv, bliver de stående oprejst og udviser sammen mod.
En transkønnet dreng fejrer sin fødselsdag i filmen: Birthday Boy. Det sker i onlinespillenes verden, langt væk fra den mobning, han udsættes for på en pigeskole.
Den 14. oktober kl. 19:00: Eismayer.
Filmfestivalen når sin ende med fortællingen om Sergent Major Eismayer der er kendt og frygtet som den hårdeste træningsofficer i de østrigske væbnede styrker. Hensynsløs med rekrutter og urokkelig i sin disciplin, orden og macho-hårdhed. Men da han begynder at forelske sig i Falak, en ny rekrut, der uforskammet omfavner sin egen homoseksualitet, bliver Eismayers lukkede tilværelse rystet til kernen. For en mand som Eismayer kan dét at elske en anden mand ikke forenes med forståelsen af, hvad en modelsoldat bør være. Vil han vælge at beskytte sin hårde fremtoning frem for alt andet, eller kan han følge sit hjerte og sit sande ønske?
Alle film bliver vist i Øst for Paradis biografen.
Så der er i den kommende tid, god mulighed for at krybe ind i biografmørkets trygge favn og lade sig fylde med gode fortællinger.
Inden længe er tiden også kommet til MIX festivalen i København. Men nu, først Aarhus.
Læs også: Politikerne mangler viden om transkønnede og interkønnede