Poetryslammer skriver særligt Horsens Pride manifest

”Mindre frygt, mere kærlighed.” Sådan lyder det klare budskab fra den anerkendte Horsens-poetry slammer Tobias Dalager. Han har skrevet sit eget kærlighedsmanifest til Horsens Pride’s 5-års jubilæum den 22. august. Vi har mødt den selverklærede ”kærlighedsaktivist”.
I forbindelse med Horsens Pride 2026 og Pridens fem års jubilæum, er der blevet skabt et helt særligt Pride-manifest. Det er den lokale Poetryslammer, forfatter og skrivelærer Tobias Dalager, der står bag. Budskabet er klart:
”Man skal have lov til at elske den eller dem, man elsker. Man skal have lov til at vise det frem i al sin glæde. Man skal have lov til at blive den, som man er. Der er ikke noget smukkere, ikke noget mere grundlæggende, end når man finder sig selv og kærligheden”, fortæller han og fortsætter:
”Pride gør altid indtryk på mig. Jeg tænker på al den modstand, man har måttet stå igennem, hvor forfærdeligt det er, at det er sådan, og hvor smukt det er at se paraden og fællesskabet og alle smilene.”
Er det ment som en protest?
”Det er et angreb på kærligheden, når mennesker ikke kan holde i hånd med dem, som de elsker, offentligt, uden at frygte for konsekvensen. Det er ikke en verden, som jeg har lyst til at give videre til mit barn. Det er noget, jeg mener, at vi alle bør handle på. Så på den måde er det en protest. Du kan kalde mig aktivistisk med min poesi. I denne sammenhæng en kærlighedsaktivist. Jeg mener, at vi bør handle mere i kærlighed, mindre i frygt.”
Kærlighedshovedstad
Tobias Dalager én af landets mest anerkendte og erfarne Poetry Slam performancepoeter. Det er energisk, konkurrencepræget performance-kunst, hvor digtere oplæser eller reciterer egne tekster. Han har været med til at starte Poetry Slam-scener op og drive dem i Odense, Svendborg, Aarhus og Horsens. Han har desuden både fået udgivet digte og noveller. Til daglig underviser han i Poetry Slam og skrivekunst, samt arbejder som bibliotekar på Aarhus Kommunes Biblioteker.
Men byen han bor i med sin lille familie er Horsens.
”Jeg flyttede til Horsens for kærligheden og har også forelsket mig i byen. Jeg er enormt taknemmelig for muligheden for at skabe værket til Horsens Pride og til byen. Jeg gad da godt, at Horsens begyndte at kalde sig for kærlighedshovedstad med alt, hvad jeg tænker, at det indebærer.”
Sagen skal være vigtig
Efter Tobias og kæresten fik deres barn , Falke, er der blevet mindre tid til at skrive. Opgaver skal virkelig betyde noget for ham, før han siger ja til dem. For der er langt flere afbrydelser. Derudover kan det også være svært helt at slukke for andre bogprojekter imens. Også jobbet som bibliotekar skal passes, en hund, som skal luftes. Store og små ting, der alle fylder og tager tid. Men efter at have skrevet i mange år, er han heldigvis blevet bedre til hurtigere at finde det poetiske blik frem. Så han skriver i mellemrummene i korte rush. Selvom han ikke er meget for det – han elsker notesbøger – må han bruger nu telefonen. Når der er noget, der virkelig fanger ham og han brænder for det, finder han tiden. Sådan var og er det med det særlige kærligheds manifest. Han var glad for at få stillet opgaven og er glad for resultatet:
”Jeg skriver først, hvad der falder mig ind og lader bevidstheden vandre. Leder efter lækre sætninger, før jeg laver en brainstorm og beslutter mig for, hvilke afsnit der skal med. Så skriver jeg korte digte ud fra dem – det blev til 23 i Kærlighedens manifest – som jeg så sætter fornuftigt sammen i en længere poetisk collage.
Arrangør med tårer i øjnene
Jeg har hang til cirkelkomposition. Vil gerne slutte af med et brag. Det er vigtigt for mig, at det lyder rigtigt, så jeg læser op for mig selv igen og igen. Det skal have den rigtige rytme, og jeg skal finde derind i mig selv, hvor teksten virkelig kan mærkes. Det skal betyde noget. Tiden er for kort til andet. Det skal gøre en forskel. Og så får opgavestilleren altid teksten til gennemlæsning i så god tid som muligt, så der kan nå at blive rettet noget til. Det blev der ikke brug for her. Da Nicklas ( Red: formand for Horsens Pride) skrev tilbage, at han sad med gåsehud og tårer i øjnene, vidste jeg, at teksten var klar.”
Vi bør alle støtte op på den bedste vis
Hvad har en hvid, ciskønnet, heteroseksuel mand, som dig at byde på i Pride sammenhæng?
”Som jeg ser det, angår det os alle, hvordan mennesker i verden behandles. Hvordan mennesker i Danmark stadigvæk udsættes for diskrimination. Det er noget, vi alle bør tage seriøst uanset kønsidentitet og seksualitet. Vi bør alle bakke op og vise vores støtte på den bedste måde, vi kan, når der er Pride. Det bedste, som jeg har at give, er min poesi. Når LGBT+ bøger forbydes blandt andet i USA, er det ikke bare et angreb på kærligheden, det er også et angreb på demokratiet. Det er et angreb på dem, som vi er. Det bør vi reagere på. Så jeg er glad for, at jeg blev hyret ind til opgaven.”
Horsens Pride kan i år fejre fem års jubilæum. Årets Pride finder sted den 22. august i Vitus Bering Park, kl. 11-18.00.
Tobias Dalager vil selv være tilstede på dagen for at fejre kærligheden fra scenen, hvor han vil fremføre Kærlighedens manifest.
”Jeg glæder mig meget. Det er skrevet med kærlighed, så jeg håber, at folk bliver rørte. Så håber jeg, at manifestet på et tidspunkt bliver udgivet, så det forhåbentlig kan skabe endnu større forandring.”

