PARADIS, stærk ubehagelig film hvor hvert minut er et dilemma

 

Hvad gør du, når dit paradis pludselig spejler en verden, du helst ikke vil se?PARADIS er ikke en film, der vil underholde dig behageligt igennem halvanden time. Den vil udfordre dig. Den vil presse dig. Og den vil insistere på, at du tager stilling.

 

Det, der begynder som en klassisk fortælling om den velstillede danske kernefamilie på all inclusive-ferie i solen, forvandles hurtigt til et moralsk minefelt. Palmetræerne og det lyseblå Atlanterhav bliver kulisse for en brutal virkelighed, da både med flygtninge driver ind på strandkanten – og familien ufrivilligt bliver viklet ind i konsekvenserne.

Instruktør Maria Sødahl rammer noget ubehageligt præcist: den stille, civiliserede selvforståelse. Den humanistiske facade. Spørgsmålet om, hvor langt vores medmenneskelighed egentlig rækker, når det koster noget.

Moralen som kampplads

Da Mikkel og Louise – spillet intenst og nuanceret af Esben Smed og Danica Curcic – påkører en afghansk flygtning, ændres dynamikken radikalt. Ikke kun i deres ferie. Men i deres ægteskab. I deres selvbillede.

Filmen stiller det ubekvemme spørgsmål

Er vi gode mennesker – eller føler vi os bare som nogen?

Der er lange, tavse øjeblikke i filmen. Og da rulleteksterne ramte lærredet, var der også stille i biografsalen. Den form for stilhed, der ikke skyldes kedsomhed – men erkendelse.

Privilegium, grænser og ansvar

PARADIS er mere end et spændingsdrama om migration og moral. Den rammer direkte ind i en større samtale om privilegium.

Som LGBTQ+ personer er vi mange der kender følelsen af at stå udenfor, at være forkert, At være afhængig af andres tolerance. At få sin ret til tryghed defineret af flertallet. Samtidig er en stor del af den danske LGBTQ+ miljø i dag også en del af et vestligt privilegiesamfund, PARADIS giver mange dilemmatanker samt tanker omkring vores egen moral.

Filmen prikker til netop den dobbelthed,

Hvornår kæmper vi for menneskerettigheder – og hvornår bliver de abstrakte?

Hvem fortjener vores solidaritet?

Og hvad sker der, når vores egen tryghed trues?

Den afghanske flygtning Ahmad bliver ikke reduceret til symbol. Han er et menneske. Og netop derfor bliver konfrontationen så voldsom.

For LGBTQ+ miljøet, der selv har kæmpet for anerkendelse, bliver filmen en påmindelse, Solidaritet stopper ikke ved vores egne kampe.

Skuespil i topklasse

Danica Curcic leverer endnu en præstation, der balancerer styrke og skrøbelighed. Hun formår at vise en kvinde, der både vil være god – og samtidig beskytte sit eget livs komfort.

Esben Smed spiller med en indestængt desperation, som langsomt krakelerer. Der er ingen store Hollywood-udladninger. Kun små forskydninger i blikket. Små pauser i stemmen. Det er effektivt.

En film, der bliver siddende også efter filmen er slut, hele salen var stille.

PARADIS er ikke behagelig. Den er urovækkende. Aktuel. Og nødvendig.

Den minder os om, at moral er let i teorien – og brutal i praksis.

Det skulle have været et paradis.

Det blev et spejl.

Biografpremiere 5. marts 2026