KULTUR

Pandekager til ambassadører og andet godtfolk

Der blev rakt friskt til de musselmalede fade med de berømte Rådhuspandekager.
Foto: Brian Kjær Capkan

Der var pandekager i overflod på musselmalet kongeligt porcelæn, da Københavns Kommune bød indenfor til ’modtagelse på Rådhuset’ i anledning af Copenhagen Prides 20 års jubilæum.

Formanden for Copenhagen Pride Lars Henriksen sagde bevingede ord fra talerstolen, og efter ham talte Tommy Petersen fra de Radikale.

Tommy Petersen var selv medarrangør af den første pride i 1996, og talte om sine personlige oplevelser. Følelsen af stolthed når man går i paraden, og vigtigheden af at stå op for sig selv.

Efter talerne bød Rådhuset på de berømte Rådhuspandekager, og det fik menneskemængden i bevægelse. De cirka 150 gæster kastede sig over pandekagerne med den anstand, som de fine omgivelser lagde op til.

Om kongeligt musselmalet er specielt interessant for bøsser kan diskuteres, men enkelte blev set kigge under tallerknerne, og som én tørt konstaterede: ”Det er 2. sortering”.

Pandekagerne var derimod 1. klasses, og der blev rakt godt til.

Blandt gæsterne var toppen af kransekagen i form af den allestedsværende amerikanske ambassadør Rufus Gifford, hans australske kollega Damien Miller, og formænd, -kvinder, og –personer fra utallige LGBTQ-organisationer.

Men ikke mindst var mange LGBTQ’er i alle afskygninger mødt op til en fortjent anerkendelse og markering fra det officielle København.

Ambassadør Rufus Gifford kunne ikke tie stille under Tommy Petersens (R) tale.
Foto: Brian Kjær Capkan.