Pan Idræt fylder 40 år
Pan Idræt startede i første omgang som en svømmeklub. Men hurtigt kom flere idrætsgrene til, og i dag er der over 25 forskellige idrætsgrene repræsenteret. Pan Idræt har nu over 2.000 medlemmer.
Pan Idræt blev stiftet i en tid, hvor mange bøsser og lesbiske havde et stort behov for et afbræk i en ellers meget heterodomineret dagligdag. Formålet med Pan Idræt var da også at skabe et frirum, hvor man kunne dyrke idræt i trygge rammer.
Den første afdeling i Pan Idræt var svømmeafdelingen – i dag kendt som Copenhagen Mermates. Bøsser var ofte ikke velkomne i de daværende svømmeklubber.
Begyndte under LBL (i dag LGBT+ Danmark)
Den 6. maj 1984 blev den stiftende generalforsamling holdt på Tingbjerg Skole for Idrætsforeningen PAN – det som i dag er Pan Idræt København.
Weekenden forinden havde hovedbestyrelsen i den daværende Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) godkendt oprettelsen af foreningen under landsforeningen. Og bevilliget 5.000 kroner til svømmekurser, samt tilskud til en idrætsweekend på Gerlev Idrætshøjskole. Gerlev-weekenderne var et helt centralt omdrejningspunkt for foreningen langt op i 1990’erne.
I 1986 blev Pan Idræt Århus etableret som sin egen selvstændige forening. Pan Idræt Århus er i dag afløst af en anden forening, Aarhus Regnbue Idræt.
Artiklen blev bragt i juli nummeret af Out&About og du kan læse hele artiklen her.